Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fra Iran. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Marivan, Kurdistan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun tidligere var sunni-muslim, men at hun siden sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har presset hende til at være politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin bror, idet hun giftede sig med sin første ægtefælle uden familiens samtykke. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hendes tredje ægtefælle var politisk aktiv og tvang hende til også at være det, og idet hendes herboende kæreste, der ligeledes er iransk statsborger, ligeledes er politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie er konservativt anlagt, og at familien er af den overbevisning, at familien skulle vælge en ægtefælle til ansøgeren. Da ansøgeren var omkring 17 eller 18 år gammel, mødte hun [A], der gav hende lektiehjælp. Ansøgeren og [A] blev forelskede i hinanden, og de ønskede at gifte sig, men da [A] var 13 år ældre end ansøgeren, kunne ansøgerens familie ikke acceptere, at de blev gift. I 1999 rejste ansøgeren til Sulaymaniyah i Irak, hvor ansøgeren og [A] blev religiøst viet og bosatte sig. Ansøgerens bror, [E], tog i perioden fra 1999 til 2002 til Irak fem eller seks gange for at lede efter ansøgeren. [A] blev i 2002 skudt på sit arbejde. Drabet på [A] blev aldrig opklaret, men ansøgeren er overbevist om, at det er [E], der slog [A] ihjel. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin svigerinde, [F], der boede på en KDPI-base i Koya. Under opholdet på basen mødte ansøgeren sin anden ægtefælle, [B]. Ansøgeren blev gift med [B], da hun skulle bruge en reference for at opholde sig i Kurdistan i Irak. Efter [B]s død i 2002 krævede [B]s far, at ansøgeren blev gift med [B]s bror, [C]. Ansøgeren indgik i 2004 ægteskab med [C]. Ansøgeren oplevede efter indgåelsen af ægteskabet med [C] ingen problemer med sin familie. [C] var frygtet i lokalsamfundet, fordi han kom fra en velhavende familie. [C] var politisk aktiv, og han pressede ansøgeren til at deltage i politisk aktiviteter. Ansøgeren begyndte at deltage i politiske aktiviteter omkring 2010. Aktiviteterne gik ud på, at ansøgeren sammen med [C] og ansøgerens sønner skulle tage til Kermanshah for at aflevere politisk materiale. Når ansøgeren kom til Kermanshah, skulle hun aflevere det politiske materiale til en kontaktperson ved navn [G]. Ansøgeren gjorde dette i fem til seks år. Da [C] på et tidspunkt fandt ud af, at hans bror, [B], ikke var far til ansøgerens børn, men at det derimod var [A], der var faren, ændrede [C] og ansøgerens forhold sig. [C] begyndte at blive voldelig overfor ansøgeren. [C] tog i 2017 til Kermanshah i Iran, da han blandt andet skulle undersøge, hvad der var sket med [G], som han havde hørt var blevet anholdt. [C] blev anholdt, mens han var i Iran. Samme dag, mens ansøgeren var i et supermarked, mødte hun en bekendt, som fortalte hende, at hendes bopæl var ved at blive ransaget af myndighederne. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter af Iran. Ansøgeren er efter sin indrejse i Danmark blevet kærester med en iransk mand med opholdstilladelse, der er politisk aktiv for KDPI. Kæresten har delt et billede på de sociale medier af ham og ansøgeren. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hun siden indgåelsen af sit ægteskab med [A] ikke har troet på Islam. Ansøgeren er siden sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren er blevet døbt i [en kirke i vinteren] 2018. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren i Flygtningenævnet har erkendt, at hun gentagne gange under samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret usandt dels om sin søns fødselsdato og årstallene for sine ægteskaber, dels om hvorvidt hun og sønnen forud for indrejsen i Danmark havde ansøgt om visum til Italien. Flygtningenævnet finder uanset det forklarede om baggrunden for de falske oplysninger, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i betydelig grad, og at der derfor påhviler hende en skærpet bevisbyrde for de påberåbte asylmotiver. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes bror efterstræber hende i anledning af hendes første ægteskab, der ligger ca. tyve år tilbage i tid. Forklaringen herom fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende herom, idet hun [i foråret] 2018 har forklaret, at hun var overbevist om, at det var hendes bror, der dræbte ægtefællen, men at politiet aldrig fandt ud af det. [I efteråret] 2018 har hun derimod forklaret, at der var vidner, der så ham dræbe ægtefællen, og at politiet ledte efter ham, men at det lykkedes ham at flygte. Hertil kommer, at ansøgeren ifølge sin forklaring den [i efteråret] 2018 hverken har set, talt med eller er blevet personligt truet af broren, siden hun i slutningen af 1990’erne tog til Irak sammen med sin første mand. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er efterstræbt af iranske myndigheder som følge af egne eller sine ægtefællers politiske aktiviteter. Forklaringen om sin og sine sønners rolle i forbindelse med transport af politisk materiale fremstår usandsynlig og ikke selvoplevet. Det må således efter forklaringen og oplysningerne om visumansøgningen lægges til grund, at familien allerede i første halvår af 2017 begyndte at planlægge udrejse af Iran, ifølge ansøgeren fordi hun og ægtefællen begyndte at tænke, at de på et tidspunkt ville få problemer. Det fremstår på den baggrund usandsynligt, at ægtefællen fortsat frem til slutningen af 2017 skulle lade sin familie deltage i risikable transporter af illegalt skriftligt materiale gemt under deres tøj og i bilen. Heller ikke forklaringen om omstændighederne i forbindelse med anholdelsen af ægtefællen [C] og sønnen [D] fremstår troværdig. Forklaringen om [H] henvendelse til hende og sønnen [I], da de var på vej hjem fra hospitalet, fremstår usikker og ikke selvoplevet. Om tidspunktet for den efterfølgende udrejse har ansøgeren divergerende forklaret, at det skete en dag, ca. tre dage eller ca. 15 dage efter anholdelsen af ægtefællen og den anden søn. Ansøgerens deltagelse i et kvindemøde i 2015 og en efterfølgende samtale med myndighederne herom kan ikke antages at have bragt ansøgeren i en konflikt med myndighederne. Om ansøgerens konversion i Danmark til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren [i foråret] 2018 har forklaret, at hun er sunni muslim, men at hun ikke praktiserer sin religion. [I efteråret] 2018 har hun forklaret, at hun er ikke-religiøs og aldrig har overvejet andre religioner end islam, herunder kristendommen. [I vinteren] har hun forklaret, at hun er begyndt at læse lidt om kristendommen, og at hun i 2-3 måneder har gået i kirke og har deltaget i et kirkeligt kursus, men at hun ikke føler sig kristen endnu. [I vinteren] 2018 blev ansøgeren døbt i [en kirke]. Det fremgår af ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet, at hun allerede fra foråret 2018 deltog i en række kirkelige aktiviteter, men at hun til Udlændingestyrelsen ikke svarede ærligt på spørgsmål om interesse for kristendommen, idet hun var bange for at blive stillet ”svære spørgsmål”. I Flygtningenævnet har ansøgerens forklaring om sine bevæggrunde for konversionen ikke fremstået overbevisende og hendes viden om kristendommen overfladisk og tillært. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, men at den alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. De fremlagte udtalelser fra [en præst] kan ikke føre til en anden vurdering. Tilsvarende gælder de af ansøgeren fremlagte udskrifter fra ansøgerens profil på Facebook. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/166/JHB
