Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra Kiev. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hendes tidligere samlever, [A], vil begå alvorlige overgreb mod hende. Ansøgeren, der er ingeniør, har herom forklaret, at [A] var ven med direktøren i [U], hvor hun fra 2006 til 2012 arbejdede som […] manager. Hun mødte [A] primo 2011. Kort efter flyttede hun ind hos ham. [A], der havde en ledende stilling inden for politiet. Hun ved ikke, hvad hans arbejde bestod i. I de første års tid var der ikke væsentlige problemer i forholdet. En nat overraskede hun ham i deres soveværelse med en pistol, som han rettede mod hende. Hun blev klar over, at der var noget galt. Han begyndte at blive irritabel og grov over for hende. Hun regnede med, at han havde arbejdsrelaterede problemer, og at han måske var involveret i korruption eller anden form for kriminalitet. Kort efter, en aften omkring april 2012, blev hun tvunget ind i en bil af to hende ukendte personer, der kørte hende udenfor byen. De to mænd slog hende og stjal hendes penge, dokumenter og smykker. De sagde, at hun skulle hilse sin mand og oplyse, at næste gang blev det værre. Derefter smed de hende ud af bilen langt fra hjemmet. Hun måtte gå hjem, og nåede først frem ud på natten. Da ansøgeren kom hjem, var [A] jaloux. Han slog hende til hun besvimede. Han havde ikke tidligere slået hende. Dagen efter tog hun hen til en privatklinik, hvor hun havde været tidligere. På klinikken fik hun taget billeder af sine mærker efter volden, og en læge skrev en attest. Hun ringede til sit arbejde og meldte sig syg. Hun tog lægeattesten og billederne med til den lokale politistation, hvor hun udfyldte en anmeldelse mod [A] for vold. Hun anmeldte ikke førnævnte kidnapning. Derefter pakkede hun hjemme sine ting og tog en halv time senere hen til sin veninde, [T], hvor hun overnattede. Dagen efter ringede politiet og bad ansøgeren møde op på politistationen for at afgive en yderligere forklaring om eftermiddagen. Omkring 100 meter fra stationen blev hun tvunget ind i en bil og kørt til sit hjem, hvor [A] ventede på hende. Han slog hende og truede med at gøre hende samt hendes mor og morfar fortræd, hvis hun igen forlod ham eller forsøgte at anmelde ham. Hendes mor og morfar bor i [P], hvor ansøgeren selv er opvokset. [P] ligger i […] i det nordøstlige Ukraine, [et antal] km fra Kiev. Efter denne episode tog han hendes pas og andre id-dokumenter samt hendes mobiltelefon, og han tillod hende ikke at forlade hjemmet eller kontakte nogen uden for hjemmet. Hun ophørte med det samme med at gå på arbejde uden at give arbejdsgiveren besked om, at hun ikke kom mere. Hun mistede også øjeblikkeligt al kontakt til sine venner. Hun var indespærret i huset i over to år. I den periode slog han hende meget ofte, herunder i ansigtet, hvilket ikke sjældent medførte, at hun besvimede. Han forgreb sig også på hende seksuelt. På grund af den vold, [A] udsatte hende for, har hun stadig indimellem hovedpine/migræne. I begyndelsen af de to år var hun decideret låst inde. Mens hun var indespærret måtte hun kun ringe til sin mor. Først overhørte han samtalerne, men da han, måske efter et år, mente, han havde nedbrudt hende, lod han hende ringe til moren uden, at han overhørte samtalerne. Det var via en af hans mobiltelefoner, hun kontaktede moren. Hun måtte ringe til moren en gang om ugen. Hun måtte ikke ringe til andre. [A] kontrollerede regelmæssigt, at hun overholdt betingelsen for, at hun kunne bruge telefonen. Omtrent samtidig, dvs. et år efter hun blev indespærret, fik hun lov til at gå ned i gården for at få frisk luft. Han kunne se, hun var blevet et undertrykt væsen, der blandt andet var bange for åbne rum. Han begyndte endvidere at give hende penge, så hun kunne tage ned på et marked og handle. Hun tænkte ofte på at flygte, men hun havde ikke noget sted at tage hen, og hun var ikke i besiddelse af id-papirer og havde kun småpenge. Hun havde ikke lyst til at tale om sin ulykkelige situation, og hun var bange for, at hendes tidligere venner ikke ville hjælpe hende. [i foråret] 2014 bad hun telefonisk sin mor om at skaffe et pas, så hun kunne flygte. Moren indvilgede heri. Da moren endeligt fik skaffet et falsk pas, forlod ansøgeren [i efteråret] 2010 [2014] [A]s lejlighed og gik til et aftalt sted, hvor hun mødte en person, moren havde forbindelse til. Dagen efter hjalp vedkommende hende med at udrejse illegalt til Tyrkiet under anvendelse af det falske pas. Senere blev hun gift med den pågældendes bror, der er syrer, og som nu har fået asyl i Danmark, hvor hun derefter har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Efter ankomsten til Danmark i 2015 har hun haft tæt kontakt med sin mor og morfar. Hun har ikke tænkt på at kontakte lægeklinikken eller sin veninde. Hun har ikke lyst til at tale om fortiden. På grund af [A]s tilknytning til politiet vil hun ikke kunne få myndighedsbeskyttelse noget sted i Ukraine. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Kiev har været i et forhold, hvor manden over en længere periode har udsat hende for forskellige former for overgreb, og at manden herunder flere gange har slået hende, så hun har fået mærker. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes politianmeldelse, samt at volden blev begået af en ledende og magtfuld politiofficer til grund. I vurderingen er indgået, at ansøgeren kun i begrænset omfang har kunne fremkomme med nærmere oplysninger om sin samlever, og hun har på flere spørgsmål forklaret divergerende om denne. Under den første samtale hos Udlændingestyrelsen, [i foråret] 2016, har ansøgeren forklaret, at hun frygter, at samleveren vil gøre noget ved hendes familie, eventuelt slå dem ihjel, men hun nævner ikke, at han eller politiet skulle have opsøgt moren eller været i [P], [et antal] kilometer fra Kiev. Under næste samtale, [i sommeren] 2016, forklarede ansøgeren, at samleveren havde opsøgt moren kort efter flugten, samt at politiet ofte havde rettet henvendelse på morens bopæl. Politifolkene havde truet ansøgerens mor. Politiet forsøgte at tvinge moren til at oplyse ansøgerens opholdssted. Politiet var i den forbindelse inde i morens hus. Under den tredje samtale, [i foråret] 2017, forklarede ansøgeren, at det var naboerne og ikke moren, der blev opsøgt og udspurgt af politiet, samt at familiens bolig var under konstant overvågning, og at politiet var meget tydelige i området. Som forklaring på divergensen har ansøgeren i Flygtningenævnet forklaret, at hun må have misforstået moren. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det kan forekomme mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke efter udrejsen har kontaktet bekendte i Ukraine. Flygtningenævnet forkaster endvidere ansøgerens forklaring om den pågældende veninde. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringen i nævnet var præget af betydelig usikkerhed, samt at ansøgeren har forklaret divergerende om kontakten til veninden i forbindelse med hendes politianmeldelse. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren på spørgsmål om, hvorvidt hun fortsat havde kontakt til veninden forklaret, at det havde hun ikke, og at hun havde fortalt veninden, at hun skulle på ferie, samt at hendes blå mærker på kroppen skyldtes, at hun var faldet. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun fortalte veninden, at mærkerne skyldtes, at samleveren havde slået hende, samt at hun ville melde ham til politiet. Hertil kommer, at ansøgeren i nævnet udbyggende har forklaret, at samleveren kort efter anmeldelsen gav ansøgeren de ting, som hun havde taget med til veninden, samt at ansøgeren forstod det således, at samleveren havde hentet dem hos veninden og formentlig truet veninden, hvilket skulle være begrundelsen for, at veninden ikke senere har forsøgt at kontakte ansøgeren, og det har også haft betydning for ansøgerens valg om ikke selv at rette henvendelse til veninden. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at hun har foretaget politianmeldelse af samleverens vold, som forklaret. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at der ikke er givet en rimelig forklaring på, hvorfor hun ikke samtidig anmeldte, at hun var blevet kidnappet og i den forbindelse havde været udsat for vold, som stadig kunne ses på de fotografier som hun medbragte til politistationen. Det havde endvidere været mere sandsynligt, hvis politiet i givet fald havde bedt ansøgeren komme tilbage på stationen på et bestemt klokkeslæt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, herunder af sin daværende samlever, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2018/1/JOV
