Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. Indrejst i september 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske ukrainere og katolikker af trosretning. Ansøgerne er ukrainske statsborgere fra Ivano-Frankivsk, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at de vil blive fængslet eller slået ihjel, fordi den mandlige ansøger har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, at den mandlige ansøger [i sommeren 2015] på familiens bopæl modtog to indkaldelser til militæret, hvorved den mandlige ansøger blev indkaldt til at give møde i den militære kommission [senere på sommeren 2015]. Idet den mandlige ansøger ikke ønskede at deltage i krigshandlinger, reagerede han ikke på indkaldelserne. [I sommeren 2015] blev den mandlige ansøger opsøgt på familiens bopæl af otte mænd, hvoraf to var klædt i politiuniform, to var klædt i militærcamouflageuniform, to var fra organisationen Højre Sektor og klædt i sort tøj med sort/røde emblemer på armen/skulderen, mens de sidste to var klædt i civilt tøj. Den mandlige ansøger formoder, at de to sidstnævnte var fra sikkerhedstjenesten SBU. Den kvindelige ansøger har oplyst, at de pågældende sagde, at de kom fra SBU. Ansøgerne blev af de fremmødte udsat for trusler og voldelige overgreb. Den mandlige ansøger har forklaret, at de fremmødte endvidere tvang ham til at underskrive et blankt stykke papir. Den kvindelige ansøger har forklaret, at de fremmødte forsøgte at presse ansøgerne til at underskrive et blankt stykke papir, men at hun ikke kan huske, hvorvidt hun underskrev papiret. Hendes ægtefælle skrev under på papiret. På grund af de voldelige overgreb blev ansøgerne bevidstløse. Den mandlige ansøgers mor kom hjem til dem efter overfaldet og tilkaldte en ambulance. Ansøgerne blev indlagt på hospitalet i Ivano-Frankivsk. [I sommeren 2015] blev den kvindelige ansøger udskrevet, hvorefter hun tog ophold hos den mandlige ansøgers forældre. [Nogle dage senere i sommeren 2015] blev den mandlige ansøger udskrevet, hvorefter han tog ophold hos sine forældre. [Senere på sommeren 2015] tog den mandlige ansøgers mor til ansøgernes bopæl, hvor hun konstaterede, at bopælen var blevet ransaget. Den mandlige ansøgers mor fandt endvidere en indkaldelse til den mandlige ansøger fra sikkerhedspolitiet. Efter ansøgernes udrejse har den mandlige ansøgers mor modtaget endnu en indkaldelse til den mandlige ansøger fra sikkerhedspolitiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og utroværdigt om væsentlige punkter i deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder endvidere at måtte lægge til grund, at de fremlagte lægeerklæringer og ansøgernes forklaringer herom fremstår konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har fremlagt lægeerklæringer vedrørende deres udskrivelse fra hospitalet. Det fremgår af erklæringen vedrørende den mandlige ansøger, at han havde sin højre arm i gips. Både den mandlige og den kvindelige ansøger har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at det var den mandlige ansøgers venstre arm, som var blevet skadet under episoden [i sommeren 2015]. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte ansøgernes forklaring under nævnets behandling af sagen om, at de var i tvivl om, hvorvidt det var højre eller venstre arm. Ansøgerne har endvidere fremlagt retsmedicinske erklæringer vedrørende de skader, som de var blevet påført under episoden [i sommeren 2015]. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge disse erklæringer til grund, idet der dels er tale om to helt enslydende erklæringer vedrørende begge ansøgerne, og idet der dels i erklæringerne er henvist til, at overfaldet på ansøgerne skulle være sket [i foråret 2014]. Yderligere er der i erklæringen vedrørende den kvindelige ansøger angivet et pasnummer, som ikke svarer til nummeret på den kopi af det indenrigspas, som den kvindelige ansøger har fremlagt. Ansøgerne har ikke kunnet give en troværdig forklaring på disse divergenser, men har forklaret, at der må være tale om skrivefejl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at der alene er tale om skrivefejl. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerne medbragte de nævnte lægeerklæringer under deres flugt fra Ukraine. Den kvindelige ansøger har således til asylsamtalen forklaret, at hun havde fået sendt lægeerklæringerne fra sin svigermor. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har den kvindelige ansøger derimod forklaret, at ansøgerne medbragte lægeerklæringerne under flugten sammen med kopier af deres indenrigspas. Hertil kommer, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de skrev under på et blankt stykke papir under overfaldet [i sommeren 2015]. Yderligere fremgår det af dokumentationen i sagen, at ansøgerne den [i foråret 2015] har fået udstedt visum til Polen gældende til [efteråret 2015]. Ansøgerne har forklaret, at de i [foråret 2015] har ansøgt om udenrigspas, men at de aldrig har fået udleveret passene. Ansøgerne har forklaret, at de ikke ansøgte om udenrigspas for at rejse til udlandet, men at de blot ønskede at få udenrigspas. De har endvidere forklaret, at de aldrig har indgivet ansøgning om visum til Polen. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte disse forklaringer som utroværdige. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at ansøgerne skulle have været udsat for identitetstyveri. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/3/TPS
