Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne ortodokse fra Ukraine. Ansøgerne har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans søn vil blive udsat for chikane og mobning, fordi han har Downs syndrom. Han frygter også, at myndighederne vil tage sønnen fra ham. Han frygter også det lokale politi og lokalbefolkningen, da han har haft konfrontationer med dem på grund af sønnen. Ansøgeren har videre henvist til, at han har modtaget en indkaldelse til mobiliseringen i Ukraine. Han har endeligt henvist til, at han og familien har oplevet mange problemer med at krydse grænsen til Krim, efter Krim er overgået til Rusland. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans ældste søn lider af Downs syndrom. Allerede på hospitalet blev de rådet til at overdrage sønnen til myndighederne. Da sønnen skulle starte i børnehave, blev de igen rådet til at frasige sig sønnen. Sønnen blev henvist til en speciel børnehave. Familien fik afslag på, at [sønnen] kunne komme i almindelig skole, da det blev vurderet, at han ikke var egnet til at gå i en almindelig skole. Når familien var på legepladsen, forlod de andre forældre stedet, fordi de ikke ville have, at deres børn skulle lege med ansøgerens søn. De andre børn kastede sten efter ham og spyttede på ham. Ansøgeren har flere gange kontaktet politiet, men de ville ikke hjælpe, da ansøgeren ikke kunne finde nogen vidner til episoderne. Ansøgeren blev en gang i foråret 2015 anmeldt til politiet, idet han havde slået en mand, som havde taget fat i kraven på sønnen. Der skete ikke yderligere, da familien flyttede fra Kiev til Krim, men da de kom tilbage, blev ansøgeren opsøgt af en betjent, som sagde, at ansøgeren skulle forlade området, for ellers ville sagen blive åbnet og behandlet. Ansøgeren har videre forklaret, at han i foråret 2015 modtog en indkaldelse til mobilisering. Ansøgeren mødte op på rekrutteringskontoret, hvor han fik at vide, at fordi han havde fire børn, så ville de lade som om, han ikke havde været der. Ansøgeren har i forhold til problemerne med at krydse grænsen til Krim forklaret, at der er meget lang ventetid ved grænsen, hvilket er svært, når man har børn med. De kan ikke længere krydse grænsen med ukrainske nummerplader, hvorfor de ikke kan køre i deres egen bil. Den kvindelige ansøger mødte ikke op til dagens nævnsmøde trods lovlig indkaldt, idet hun ifølge advokaten følte sig ude af stand til at møde på grund af graviditet. Advokaten oplyste, at han havde fået samtykke fra den kvindelige ansøger til at fremme sagen uden hendes tilstedeværelse. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv under sagen henvist til, at hun frygter, at hendes søn […] vil blive overfaldet på gaden, og at han vil blive udsat for chikane og diskrimination. Hun har ydermere henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive anholdt, fordi han tidligere er blevet opsøgt af en lokal politimand. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv over for Udlændingestyrelsen oplyst, at familien blev chikaneret og diskrimineret af lokalbefolkningen, fordi sønnen lider af Downs syndrom. Allerede på hospitalet prøvede personalet at presse ansøgeren til at opgive sin søn. Folk på gaden kom også hen til familien og sagde, at et barn som […] ikke hørte til på gaden blandt andre mennesker. Andre børn måtte heller ikke lege med [sønnen], og de var derfor ofte onde mod ham. Ansøgeren har herudover henvist til de samme konflikter som den mandlige ansøger. Indledningsvis skal det bemærkes, at ansøgerne og deres børn skal vurderes i forhold til Ukraine. De har alle ukrainsk pas og har opholdt sig i Ukraine forud for udrejsen. Det fremgår af de fremlagte visumansøgninger, at Kiev er angivet som hjemmeadresse. Endelig udrejste ansøgerne legalt af Ukraine. Sammenfattende lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne er ukrainske statsborgere. Hverken de generelle forhold for personer med Downs syndrom eller ansøgernes oplysninger om den chikane, som de og deres børn har været udsat for, kan antages at have haft et sådant omfang og intensitet, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Vedrørende den påberåbte konflikt mellem den mandlige ansøger og de lokale politimyndigheder i Kiev og på Krim må det tillægges vægt, at der ikke er rejst tiltale mod den mandlige ansøger for vold. Der er i øvrigt tale om almindelig borgerlig kriminalitet. Endvidere fremgår det af den mandlige ansøgers egen forklaring, at politiet har foretaget sagsbehandling. Den mandlige ansøger har forklaret, at han har modtaget en enkelt indkaldelse til delvis mobilisering i foråret 2015, at han henvendte sig til rekrutteringskontoret, hvor man meddelte, at man ville lade som om, at han ikke var mødt, og at ansøgeren ikke siden har hørt fra myndighederne angående dette forhold. På baggrund af reaktionen fra rekrutteringskontoret, lægger Flygtningenævnet til grund, at myndighederne ikke agter at indkalde ansøgeren. I denne forbindelse må det videre tillægges vægt, at ansøgeren ikke har erfaring med soldatertjeneste, at hans nuværende alder ligger væsentligt over værnepligtsalderen, og at det fremgår af Landinfo Respons: ”Ukraina, Mobilisering til militæret”, fra 24. april 2015, at man vedrørende mænd i hans aldersgruppe indkalder personer, som tidligere har gjort tjeneste og som har erfaring med militæraktioner. Herudover fremgår det af samme baggrundsmateriale, at der vedrørende manglende fremmøde i stort omfang er faldet milde sanktioner som bøde eller betinget frihedsstraf. Selv når der henses til de almindelige strafferammer for udeblivelse, kan det ikke antages, at der er risiko for en uforholdsmæssig sanktion. Ansøgerne har i øvrigt været i stand til at rejse mellem Krim og fastlandet. Den omstændighed, at grænsekontrollen efterfølgende måtte være blevet skærpet er en generel foranstaltning, som ikke i sig selv er asylbegrundende. Det skal særligt bemærkes, at ansøgerne som ukrainske statsborgere findes at kunne tage ophold i Ukraine (fastlandet), enten hvor de tidligere har boet eller andetsteds. Det skal herved fremhæves, at den mandlige ansøger har oplyst, at han har arvet et hus i [X]. Det fremgår af Landinfo Respons: ”Ukraina: Situasjonen for internt fordrevne(IDP)”, fra 18. december 2014, at man for at blive bopælsregistreret skal aflevere bevis for ejerskab eller lejekontrakt, men at selvom mange internt fordrevne ikke er bopælsregistreret på deres nye opholdssted har de alligevel haft adgang til de fleste sociale goder, som skoler, sundhed og sociale støtteordninger. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2017/1/SLH
