Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Kramatorsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive forfulgt af personer, som ønsker oplysninger om [R], som hun var kæreste med i halvandet år til [foråret] 2008. Hun boede dengang i hans dyre lejlighed. [R] havde på daværende tidspunkt en højtstående stilling i anklagemyndigheden i [en navngiven by]. I [efteråret] 2013 blev [R] udnævnt til vicestatsadvokat i [en navngiven by]. [R] opholder sig formentlig nu i Rusland. Da hun havde et forhold til [R], bemærkede hun, at han havde indflydelsesrige og kendte venner, herunder [V og A], samt at [R] og hans chef var korrupte og således udnyttede deres position til uberettiget at skaffe sig store formuer. Ansøgeren kendte ikke så meget til detaljerne. Hun havde sine egne indtægter fra sit arbejde i et byggefirma. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren opsøgt af en mand, som hun ikke kendte. Manden spurgte til [R]. [I vinteren] 2014 rettede to hende ubekendte mænd henvendelse til hende. De kendte hendes navn og forlangte oplysninger om [R]. Under samtalen blev hun holdt fast ved nakken. Det var som om, at hun var ved at blive kvalt. Hun fik at vide, at hun ikke måtte kontakte [R] eller politiet. Da hun dagen efter forsøgte at anmelde episoden til politiet, fik hun at vide, at den lokale betjent ikke var til stede, og at politiet derfor ikke kunne tage imod anmeldelsen. Senere samme dag tog to andre mænd fat i hende. De sagde, at de vidste, at hun havde henvendt sig til politiet. De viste et ID dokument, og ansøgeren formodede derfor, at de kom fra myndighederne. De vidste, at hun havde mødtes med [R] i [vinteren] 2012. Under samtalerne sagde ansøgeren, at hun ikke vidste noget, hvilket i vidt omfang var rigtigt. Hun frygtede for konsekvenserne ved at forklare om [R] og var herunder bange for [R]s venner, hvoraf flere fortsat har magt. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren endvidere kontaktet af en bank, som i strid med sandheden påstod, at hun havde lånt over 1.000 dollars af dem i Vestukraine. Hun forsøgte senere på måneden forgæves at anmelde bankens adfærd til politiet i Kiev, hvor hun imidlertid blev afvist uden for kontoret. [I foråret] 2014 tog en mand i Kiev fotos af ansøgeren og hendes veninde. Den pågældende greb endvidere fat i ansøgerens arm og spurgte hende, om hun troede, at hun kunne gemme sig i Kiev. Manden sagde, at han vidste, at hun havde været hos politiet i Kiev. Han oplyste, at [R]s bande var flygtet til Rusland og sagde truende, at hun skulle komme med oplysninger om [R]. Ansøgeren blev også herudover udsat for diverse former for chikane. Der blev endvidere sendt sms’er til hendes forretningsforbindelser, hvor der urigtigt stod, at hun ikke længere arbejdede. [I foråret] 2014 rejste ansøgeren legalt til Danmark, hvor hendes kæreste bor. Det var oprindeligt hendes mening at rejse tilbage til Ukraine. Hun udskød i [foråret] 2014 tilbagerejsen på grund af krigshandlingerne i Ukraine, og hun fik i [sommeren] 2014 forlænget sit visum til [efteråret] 2014 under henvisning til borgerkrigen. Imens hun var i Danmark ringede hendes moster, som var som en moder for hende. Mosteren oplyste, at hun var blevet opsøgt af ukendte personer. Første gang i [sommeren] 2014 og anden gang [i efteråret] 2014. Personerne forlangte oplysninger om ansøgeren, og ansøgeren søgte derfor asyl [i efteråret] 2014. Mosteren modtog endvidere [to gange i efteråret] 2015 indkaldelser, hvorefter ansøgeren skulle møde på anklagemyndighedens kontor og afgive forklaring som mistænkt for at have begået grov økonomisk kriminalitet. Mosteren blev selv i samme periode indkaldt til at afgive vidneforklaring mod ansøgeren. Mosteren mødte frem og fik at vide, at [R] var mistænkt for at have begået grove økonomiske forbrydelser, og at ansøgeren var mistænkt for at have hjulpet [R]. Ansøgeren går ud fra, at myndighederne håber at kunne arrestere [R] eller få konfiskeret de illegale formuer, og at de mener, at de muligvis kan opnå det ved at lægge pres på hende som sket. Hun kan ikke forvente at blive behandlet retfærdigt hos anklagemyndigheden og senere i retten og frygter, at hun uberettiget vil blive idømt en meget lang fængselsstraf. Ansøgeren har fremlagt kopi indkaldelsesskrivelserne, som myndighederne har givet til mosteren. Endvidere har hun fremlagt papirer vedrørende en sag, hvor hun angiveligt skylder et større beløb. Ansøgeren mener, at den sag kan have sammenhæng med kravet fra førnævnte bank. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaringer om de faktiske omstændigheder i væsentligt omfang kan lægges til grund, herunder at der i Ukraine verserer efterforskning rettet mod en person, som havde en højtstående stilling under det tidligere styre, og som ansøgeren var kæreste med for 8-10 år siden. Flertallet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag til at afvise, at ansøgeren primo 2014 flere gange uformelt blev opsøgt af personer, som ville have hende til at fremkomme med oplysninger om [R] samt at de pågældende i den forbindelse fremtrådte hårdhændet. De pågældende præsenterede sig ikke, og ansøgeren ved ikke, hvem de er. Uanset om de pågældende har haft en vis tilknytning til det nuværende styre i Ukraine eller eventuelt har optrådt på mere privat basis lægger flertallet vægt på, at ansøgeren ikke selv har opfattet henvendelserne mere alvorligt, end at hun har rettet henvendelse til politiet i Ukraine, samt at hun oprindeligt havde til hensigt at rejse tilbage til Ukraine, uanset disse henvendelser. Oplysningerne om henvendelsen til mosteren i sensommeren 2015 er usikre og må i vidt omfang vurderes på samme måde, som henvendelserne til ansøgeren. For så vidt angår de fremlagte indkaldelser til at afgive forklaring på anklagemyndighedens kontor bemærker flertallet, at ansøgeren, uanset baggrundsoplysninger om korruption og andre problemer i Ukraine, ikke har sandsynliggjort, at hun under afhøring af anklagemyndighed og i givet fald under eventuel senere retsforfølgning konkret vil blive udsat for uretfærdig rettergang eller anden form for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Allerede af den grund finder flertallet ikke, at sagen skal udsættes med henblik på ægthedsvurdering af de pågældende indkaldelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/5/MVI
