Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne fra byen Sverdlovsk i Lugansk-regionen, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sat i fængsel, fordi han er mistænkt for at have kæmpet på separatisternes side. Den mandlige ansøger frygter endvidere at skulle kæmpe mod sine forældre i Sverdlovsk, fordi han er indkaldt til militærtjeneste. Han frygter også, at separatisterne vil slå ham og hans familie ihjel, fordi han har været vidne til, at de har slået folk ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i [sommeren] 2014 var på vej fra Sverdlovsk til Lugansk med sin familie. De kørte med en bus, som blev stoppet af separatister, og ansøgeren blev ført ud af bussen sammen med seks andre mænd. De blev taget med til separatisternes lejr, hvor ansøgeren blev tilbageholdt i et hul i jorden, og under tilbageholdelsen blev han slået og hånet. Efter to uger i lejren skulle ansøgeren begrave et lig. Ansøgeren overmandede i den forbindelse en af vagterne og flygtede herefter fra lejren. Ansøgeren gik i to dage, hvorefter han ankom til Lugansk. Herfra kørte han med toget til Kiev. Da ansøgeren ankom til Kiev, kontaktede han politiet for at få beskyttelse. Idet ansøgeren ikke havde nogen papirer på sig, blev han tilbageholdt af politiet. Under tilbageholdelsen blev han slået af politiet og af personer fra efterretningstjenesten SBU. Ansøgeren blev løsladt, fordi hans ven afleverede 15.000 UAH til politiet, og fordi ansøgeren skrev under på en indkaldelse til hæren. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af SBU, som tilbageholdt ansøgeren i to dage. Ansøgeren blev løsladt, idet hans ven afleverede ansøgerens bil som betaling herfor. Ansøgeren og hans familie rejste herefter til Lvov og boede hos den kvindelige ansøgers onkel. [I sommeren] 2014 søgte de om visum til Danmark, hvilket de fik den [i sommeren] 2014. De udrejste [i sommeren] 2014. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerne på det tidspunkt valgte at forlade Kiev og rejse mod Sverdlovsk, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, at området netop på det tidspunkt var præget af uroligheder. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren, efter angiveligt at have opholdt sig i fangenskab hos separatisterne i to uger, undlader at kontakte sin ægtefælle, da han kommer tilbage til Kiev. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger, der må anses for veluddannet, i sit asylansøgningsskema alene henviser til manglende beskyttelse fra myndighedernes side, og at han kun mødte afpresning og trusler om fængsling. Han skrev ikke, at han faktisk blev fængslet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne ventede med at udrejse i omkring 14 dage efter at have opnået visum, og at de herefter har kunnet udrejse legalt. Nævnet bemærker, at risikoen for strafforfølgelse ved den mandlige ansøgers tilbagevenden til Ukraine, på grund af hans manglende fremmøde ved registrering med henblik på militærtjeneste, ikke kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos responsnotat af 24. april 2015 om ”Ukraine: Mobilisering til militæret,” at straffen for at unddrage sig mobilisering ved ikke at møde op til registrering ved første gangs udeblivelse sanktioneres med en bødestraf på 170-510 UAH, og ved anden gangs udeblivelse en bøde på 510-1700 UAH. Nævnet finder efter en samlet konkret vurdering ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort sit asylmotiv. Da den kvindelige ansøgers asylmotiv direkte er afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv, finder nævnet herefter, at begge ansøgere ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/19/SSM
