Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk russisk og sunni-muslim fra Yenakievo, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i første række henvist til krigshandlingerne i den østlige del af Ukraine. Derudover har hun henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine hverken har bolig, arbejde eller netværk. Endvidere frygter hun diskriminering af sin syriske ægtefælle [A] og sin medfølgende datter fra et tidligere forhold, [datter], fordi hun er mørkglødet, og fordi hun kommer fra Donbas i det østlige Ukraine. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [datterens] far er en afdød statsborger fra Libanon, [B]. Ansøgerens ægtefælle, [A], blev stukket med en kniv i Kiev i efteråret 2014. Politiet kom til, men [A] anmeldte ikke forholdet. [A] blev endvidere overfaldet en uge senere, da han søgte om arbejde. Ansøgerens datter er ved to forskellige lejligheder blevet udsat for overgreb som følge at diskrimination, fordi familien er fra Donbas, og fordi hun er mørkglødet. Da de opholdt sig i [by] ved Krim i perioden [vinteren] 2014 til [sommeren] 2015 overhældte nogen skolebørn [datteren] med benzin, og forsøgte at sætte ild til hende, hvilket ansøgeren fik sat en stopper for. Forud for deres udrejse blev [datteren] låst inde i et rum på sin skole af nogle skolekammerater, der afklædte og forsøgte at voldtage hende. Da forældrene til de andre børn på skolen erfarede, at familien var fra Donbas truede forældrene skoleledelsen med henblik på at få [datteren] smidt ud af skolen. Ansøgeren købte samme dag billetter til sig selv og hendes datter. De udrejste af Ukraine [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren oprindeligt stammer fra det østlige Ukraine, som hun sammen med sin mand og sin datter flygtede fra på grund af krigshandlinger, hvorefter familien tog ophold i Kiev. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er etnisk russer og er konverteret til islam. Nævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylansøgningsskema alene oplyst, at hendes datter ofte blev fornærmet på gaden, alene fordi hun var fra Donbas, og hendes stedfar var ikke russer. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret om to episoder, som hendes datter angiveligt har været udsat for på grund af diskriminering fra skolekammeraternes side. Under nævnsmødet har hun udbyggende forklaret om disse episoder, idet hun har oplyst, at hun selv kom til stede og afbrød den episode, hvor skolebørnene hældte benzin over hendes datter, og at hun tillige kom til stede ved den anden episode, da hendes datter stod delvist afklædt i omklædningsrummet. Nævnet finder, at disse omstændigheder må have haft en sådan karakter og være et så centralt element i ansøgerens asylmotiv, at det må anses for udelukket, at hun undlod at omtale episoderne i forbindelse med udfyldelsen af skemaet og efterfølgende ikke fremkom med en forklaring svarende til den, som hun har afgivet under nævnsbehandlingen, hvis hun havde oplevet disse begivenheder. Nævnet finder ikke, at ansøgerens konversion til islam kan føre til et andet resultat. Nævnet bemærker herved, at der er religionsfrihed i Ukraine. I tillæg hertil bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har haft problemer i Ukraine i anledning af sin konversion. Det fremgår af baggrundsoplysninger, herunder US Department of State, 2012 International Religious Freedom Report – Ukraine, af 20. maj 2013, at forfatning og anden lovgivning beskytter religionsfriheden og i praksis respekteres af myndighederne. Nævnet finder endvidere ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i det østlige Ukraine, herunder for enlige kvinder, er af en sådan karakter, at der alene på grundlag heraf er anledning til at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/167THJ
