Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristen-ortodoks fra [by] i Donetsk-regionen, Ukraine. Den mandlige ansøger har støttet løsrivelsen i Ukraine. Den mandlige ansøger har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive tilbageholdt, ydmyget eller dræbt af nationalistisk eller de ukrainske myndigheder. Han frygter endvidere, at blive indkaldt til aftjening af militærpligt som led i mobiliseringen. Endelig har han henvist til de generelle forhold i Ukraine. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne blandt andet anført, at den mandlige ansøger støttede separatisterne og ønskede en løsrivelse af regionen i Ukraine. I begyndelsen af maj 2014 deltog den mandlige ansøger i oprettelsen af kontrolposter rundt om i byen […] i Donetsk-regionen, således at myndighederne ikke kunne køre ind i byen. Den mandlige ansøger stod herefter vagt ved kontrolposterne i en periode på omkring to uger. I den forbindelse kontrollede han forbipasserendes indenrigspas samt indholdet af biler. Ansøgerne indrejste i juni 2014 i Danmark på gyldige pas med gyldige Schengen-visa. Ansøgernes visa blev forlænget i juli 2014. Ved gyldighedsperiodens udløb [i] september 2014 søgte ansøgerne asyl i Danmark. Efter udrejsen af Ukraine er den mandlige ansøgers taxa-firmas kontorlokaler og radiofrekvens blevet nationaliseret af separatisterne, der bruger kontorlokalerne til at opbevare vågen samt anvender den radiofrekvens, den mandlige ansøger ejer. Ansøgerne har endvidere i september 2014 fået oplyst, at den person, som den mandlige ansøger oprettede kontrolposterne med, var forsvundet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger har været med til at oprette kontrolposter ved sin hjemby, og at han har været med til at bemande dem. Han har forklaret, at han ikke bar våben, og at der ikke opstod episoder, mens han var på vagt. Det beror alene på hans formodning, at han kan være fotograferet, mens han var på vagt, og nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at han af den grund er kommet i myndighedernes søgelys. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at separatisterne har nationaliseret hans taxaselskab, at separatisterne efterfølgende har anvendt den radiofrekvens, som han har tilladelse til, og at lokalerne har været benyttet af separatisterne til blandt andet opbevaring af våben. Under henvisning til, at ansøgerne er udrejst legalt, må det antages, at de ukraineske myndigheder dermed kan konstatere, at separatisternes anvendelse af radio og lokale er sket efter deres udrejse. Nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at han som følge af nationaliseringen er bragt i myndighedernes søgelys. Den mandlige ansøger har ikke i samtalerne i Udlændingestyrelsen oplyst, at han har modtaget sms-beskeder fra personer fra Donetsk-regionen med et trusselslignende indhold. Denne oplysning fremgår heller ikke af advokatens indlæg. Nævnet finder, at der er tale om en udbyggende oplysning og tilsidesætter denne. Idet ansøgerne er uprofilerede og ikke har modtaget henvendelser eller lignende fra hverken myndigheder eller separatister, har ansøgerne ikke påvist konkrete holdepunkter for, at netop de skulle risikere forfølgelse i Donetsk-området. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Donetsk-området. De generelle forhold i Donetsk-området er ifølge baggrundsoplysningerne vanskelige men situationen har dog ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at ansøgerne kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/15/nke
