Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Ukraine, født i 1970. Indrejst i februar 2002. Det fremgik af ansøgerens forklaringer til sagen, at hun havde været aktiv for en organisation ”Sholom”, der havde til formål at hjælpe de personer, som blev udsat for forfølgelse fra myndighedernes side på grund af deres nationalitet, og heraf var de fleste jøder. Ansøgerens far var også medlem. Ansøgeren deltog i møder, fandt mødelokaler, uddelte løbesedler og afleverede penge fra sin far til organisationen. I 1987 blev bopælen ransaget på grund af aktiviteterne for organisationen. Herefter begyndte ansøgeren og hendes familie at blive chikaneret af naboer, herunder blev de kaldt ”de stinkende jøder”, landsforrædere og der blev kastet sten mod ansøgeren. I 1989 blev ansøgeren afhørt af politiet om hendes og familiens aktiviteter for organisationen. Endvidere var ansøgeren som følge af hendes aktiviteter for organisationen nødt til at skifte skole, idet skoleinspektøren opfordrede hende til det og hun blev efterfølgende smidt ud af den nye skole under påskud af sygdomsfravær. Ansøgeren og hendes familie forsøgte at få politiets beskyttelse og hjælp, men politiet grinte ad dem og rådede dem til at rejse til Israel, hvis de ville have værre problemer. I 1990 døde ansøgerens far. I 1991 flyttede ansøgeren og hendes mor til Rusland, men vendte efter et år tilbage, idet de ikke kunne få propiska i Rusland. Efter at være vendt tilbage erfarede de, at en nabo boede i deres lejlighed. De gik herefter til politiet, der truede med at fængsle ansøgeren og hendes mor. Herefter rejste de tilbage til Rusland, hvor de opholdt sig illegalt. I 1995 blev ansøgeren fængslet, idet hun blev beskyldt for tyveri og for at have opholdt sig illegalt i landet. Ansøgeren var tilbageholdt i 1 år. I 1999 udrejste ansøgeren af Rusland. Fra 1999-2002 opholdt ansøgeren sig i Tyskland. Ansøgeren vendte herefter tilbage til hjemlandet, hvor hun opholdt sig i 10 dage, hvorefter hun ønskede at udrejse til Rusland. Det lykkedes dog ikke ansøgeren at udrejse, idet hun ikke var i besiddelse af et ukrainsk pas. Herefter flygtede ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at det blev lagt til grund, at ansøgeren var født og opvokset i Ukraine, og at ansøgerens far var etnisk russer, mens moderen var etnisk jøde. Ansøgeren havde forklaret upræcist om sin færden efter 1990/1991. Det måtte dog tillægges vægt, at der under sagen var fremlagt kopi af et ukrainsk hjemrejsedokument vedrørende ansøgeren. Uanset spørgsmålet om manglende statsborgerskab skulle ansøgeren vurderes i forhold til Ukraine. Aktiviteterne for organisationen ”Sholom” kunne ikke begrunde asyl. Der havde været tale om meget begrænsede aktiviteter udført i en ung alder, og aktiviteterne lå tilbage i tid. Anholdelsen og afhøringen hos politiet i 1989 varede under en time. Ansøgerens antagelse om årsagen til faderens død beroede alene på formodninger. Der var ikke holdepunkter for at antage, at myndighederne skulle stå bag dødsfaldet, der endvidere lå tilbage i tid. Den chikane som ansøgeren i øvrigt havde oplyst at have været udsat for i hjemlandet, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at det kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Hertil kom, at forholdene lå tilbage i tid. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt havde opholdt sig i udlandet i flere år uden papirer og rejsedokumenter kunne ikke begrunde asyl. Der blev lagt vægt på det foreliggende baggrundsmateriale, herunder oplysningerne i Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af marts 2000, hvorefter blandt andre ukrainske statsborgere af jødisk afstamning hverken har problemer med at genindrejse eller at få udstedt de fornødne dokumenter. Det fremgår videre af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder U.S. State Departments rapport af marts 2003, at staten ikke understøtter antisemitisme. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk jøde, kunne derfor heller ikke i sig selv begrunde asyl. Endelig måtte det tillægges vægt, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret, at ansøgeren tidligere havde fået afslag på en lignende asylansøgning i Tyskland i 1998, og at ansøgeren under asylsagen i Danmark havde været forsvundet i en længere periode, hvorunder hun angiveligt havde opholdt sig i et andet europæisk land. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold i øvrigt, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Ukraine/2004/1
