Uganda20091

Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Uganda efter at have genoptaget behandlingen af sagen. Ansøgeren havde afgivet divergerende oplysninger vedrørende indrejsetidspunktet i Danmark. I 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Samme år stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2008 at genoptage behandlingen af sagen og besluttede samtidig at hjemvise sagen med henblik på, at Udlændingeservice foretog en ny asylretlig vurdering af ansøgerens sag. I slutningen af 2008 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag efter udlændingelovens § 7. Under nævnets behandling af sagen i foråret 2009 besluttede Flygtningenævnet på foranledning af indlæg fra ansøgerens advokat at udsætte sagen med henblik på at afvente rapport fra Servicestyrelsen vedrørende menneskehandlede kvinder fra Uganda. I to breve fra sommeren 2009 redegjorde den beskikkede advokat for sagens status. Det fremgik blandt andet heraf, at en rapport fra Servicestyrelsen om menneskehandlede kvinder fra Uganda ikke var umiddelbart forestående. På denne baggrund traf Flygtningenævnet i oktober 2009 afgørelse i sagen på skriftligt grundlag. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun havde været udsat for menneskehandel, og hun ikke kunne vende tilbage til Uganda af frygt for, hvad hendes bagmand, som hun skyldte penge, ville gøre ved hende. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret divergerende og til dels udbyggende om den navngivne bagmands henvendelser til ansøgeren, særligt om henvendelserne i 2007. Under nævnsmødet havde hun forklaret, at hun sidst talte med bagmanden i 2007, hvor det var hende selv, der havde ringet til ham. Ifølge Udlændingeservices samtalereferat havde hun derimod først forklaret, at hun sidst havde talt med bagmanden i 2004, og at han i perioden fra 2004 til 2007 hverken direkte eller gennem venner havde kontaktet ansøgeren, hvorefter hun senere under samme samtale havde forklaret, at hun mente, at bagmanden havde kontaktet hende én gang siden 2004. Flygtningenævnet fandt det usandsynligt, at hun selv skulle have kontaktet bagmanden, hvis hun frygtede ham, og hendes forklaring herom stemte heller ikke overens med forklaringen ifølge Udlændingeservices samtalereferat. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at enten bagmanden eller dennes bekendte på et eller andet tidspunkt havde truet enten ansøgeren eller hendes veninde som følge af en påstået gæld til bagmanden, fandt nævnet, at der var tale om et privatretligt forhold, som ansøgeren – ved en tilbagevenden til hjemlandet – måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det fremgik af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder U. S. Department of State’s 2008 Human Rights Report: Uganda, at de ugandiske myndigheder samarbejdede med stedlige ngo’er om at identificere og yde assistance til personer, der havde været udsat for eller risikerede menneskehandel. De generelle forhold i Uganda, herunder forholdene for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved udrejsen i 2003 havde været asylbegrundende forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden til Uganda ville være i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Uganda/2009/1