Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet utalte:
”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [A], Luwero Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at beboerne i hans landsby eller andre personer, der er bekendt med hans seksualitet, henretter ham som følge af hans homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2015 overhørte nogle beboere fra sin landsby tale om, at han var homoseksuel, og at de af denne grund ønskede at slå ham ihjel. Da ansøgeren herefter forsøgte at flygte, overmandede de ham, men det lykkedes ansøgeren at undslippe, hvorefter han flygtede. Ansøgeren flygtede til sin moster og tog ophold hos hende. Efter en måned tog ansøgeren tilbage til landsbyen, hvor han opholdt sig én måned og nogle dage, indtil han igen blev overmandet af landsbybeboerne. Det lykkedes endnu en gang ansøgeren at flygte fra stedet, og ansøgeren tog herefter ophold hos sin ven [B], hvor han blev frem til sin udrejse 18 dage senere [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være forfulgt eller efterstræbt på grund af homoseksualitet. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på flere centrale punkter fremstår usandsynlig og derfor anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger afgørende vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren, efter at han angiveligt er blevet overfaldet i sin landsby og truet med at blive slået ihjel af flere personer bevæbnet med macheter og træstokke, hvorefter det er lykkes ham at flygte, alligevel allerede efter omkring en måned senere er vendt tilbage til landsbyen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har oplyst, at han også har en bopæl i byen Luwero. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt har været i fare for at blive slået ihjel. Det fremstår endvidere ikke overbevisende, at ansøgeren først omkring 15 år efter, at hans forhold til en anden mand er ophørt, skulle være blevet udsat for overgreb af landsbybeboerne. Der henvises i den forbindelse til, at ansøgeren har forklaret, at han i en periode på ti år op til 3 gange om ugen tog med denne mand sin landsby, hvor de overnattede på ansøgerens bopæl. Ansøgerens forklaring om, at det to gange er lykkes for ham at undslippe sine overfaldsmænd, efter de havde opsøgt ham for at slå ham ihjel, fremstår i øvrigt ikke troværdig. Der henvises blandt andet til, at ansøgerens forklaring om, at han den anden gang flygtede ved at kravle ned i en grøft og derfra kom op på vejen og blev taget med af en person på knallert, selvom han var meget svag på grund af mange slag, ikke er overbevisende. Ansøgeren har efter sin forklaring aldrig haft konflikter eller problemer med myndighederne i Uganda på grund af homoseksualitet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/8/SOL
