Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Nile Hamites (nomadestamme) og kristen protestant. Ansøgeren er født i Masawa, Eritrea, men er Ugandisk statsborger. Ansøgeren har været en del af gruppen […], som arbejder for LGBT-personer. Ansøger har derudover aldrig været politisk aktiv, herunder deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet af det ugandiske politi og forfulgt af lokalsamfundet, fordi han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han som 13-årig fandt ud af, at han var homoseksuel. Ansøgeren påbegyndte en universitetsuddannelse i [sommeren] 2012, men blev ekskluderet fra universitet i [vinteren] 2013, fordi det rygtedes, at ansøgeren var homoseksuel. I sommeren 2012 mødte ansøgeren en mand ved navn […], som var den første mand, ansøgeren indledte et forhold til, men forholdet var ikke særlig seriøst, og de gik fra hinanden i vinteren 2012. Til en sammenkomst for homoseksuelle i byen Entebbe ultimo januar 2013 mødte ansøgeren en mand ved navn […], som han tidligere havde korresponderet med via Facebook. Ansøgeren og [manden] indledte et seksuelt forhold, som endte i [sommeren] 2013. En af hans veninder fra universitetet havde en bror ved navn […], som ansøgeren hjalp med skolearbejdet, og de to blev venner i 2012. I 2013 indledte ansøgeren og [venindens bror] et seksuelt forhold. [Venindens brors] forældre klagede til universitetet, hvorfor ansøgeren af universitetet blev beskyldt for at have voldtaget [venindens bror], hvorefter ansøgeren blev bortvist i [vinteren] 2013. Ansøgeren kunne herefter ikke opholde sig hos sine fosterforældre, hvorfor han i 2013 flyttede sammen med en mand ved navn […], som ansøgeren havde mødt i [sommeren] 2013. I [vinteren] 2013 blev ansøgeren kæreste med [sin nye bofælle]. Ansøgeren begyndte primo 2014 at arbejde som sekretær i gruppen [LGBT-organisation], som var stiftet af [ansøgerens kæreste], og som arbejder for LGBT-personer. [I begyndelsen af] 2013 var [kæresten] og ansøgeren på vej til et møde med [LGBT-organisationen], da de bemærkede, at politiet var på stedet. Politiet tilbageholdte andre medlemmer af gruppen, og ansøgeren og [kæresten] fik over telefonen oplyst, at de var sigtede for at involvere to drenge i homoseksualitet. Ansøgeren og [kæresten] udrejste derefter af Uganda sammen. Ansøgeren afbrød sit forhold til [kæresten], mens de var i Tyskland, hvorefter ansøgeren rejste videre til Danmark. Ansøgeren har siden [sommeren] 2016 haft et fast forhold til en anden asylansøger i Danmark. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han ønsker asyl i Danmark, ikke kan lægges til grund, og nævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgerens forklaring om sin involvering i [LGBT-organisationen], der i realiteten varetager interesser vedrørende LGBT, ikke er reel. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren intet anførte om sin tilknytning til [LGBT-organisationen] i asylansøgningsskemaet, hvilken tilknytning således først senere i sagen er blevet hans centrale asylmotiv. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret modstridende og utroværdigt om episoden [i begyndelsen af] 2015 og det efterfølgende forløb, herunder om telefonkontakten til [et andet medlem af gruppen], der angiveligt sad fængslet. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om, at han på grund af sin homoseksualitet skulle have opnået en konflikt med myndighederne i Uganda, eller at han på anden måde som følge af sin homoseksualitet skulle være i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin seksualitet, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014, hvoraf fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/2/col
