Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Tyrkiet. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og alevit af trosretning fra [by], Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter de tyrkiske myndigheder, som to gange har ransaget hendes bopæl, idet hendes tidligere ægtefælle er eftersøgt for politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes tidligere ægtefælle i mange år har været politisk aktiv. I forbindelse med en demonstration i 2013 blev ansøgerens ægtefælle udsat for vold af myndighederne, og hendes tidligere ægtefælle blev efterfølgende dømt for sine aktiviteter under demonstrationen. Ansøgerens tidligere ægtefælle har sidenhen været eftersøgt af myndighederne. [I starten af] 2017 ransagede myndighederne to gange ansøgerens bopæl som følge af eftersøgningen af hendes tidligere ægtefælle. Myndighederne var intimiderende i deres adfærd og oplyste, at såfremt de ikke fandt hendes ægtefælle, ville de anholde ansøgeren i stedet. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Tyrkiet og undertrykkelsen af alevitter. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere henvist til, at hun i 2012 blev tilbageholdt to gange af myndighederne. Under den ene tilbageholdelse blev hun udsat for seksuelle overgreb i form af berøringer. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende samt på, at Flygtningenævnet ved afgørelse af [foråret] 2019 har tilsidesat ansøgerens tidligere ægtefælles forklaring om sine konflikter med de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren har således forklaret divergerende som angivet i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2017. Hertil kommer, at ansøgeren for nævnet har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorfor familien i 2012 flyttede fra Elazig til Istanbul. Hun har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 forklaret, at familien flyttede, fordi hendes ægtefælles arbejde ikke gik godt, mens hun for nævnet har forklaret, at hun følte sig nødsaget til at flytte, fordi hun to gange var blevet tilbageholdt af politiet og under den ene tilbageholdelse var blevet seksuelt intimideret. Ansøgeren har videre for nævnet forklaret divergerende om, hvorvidt hun blev udsat for vold under ransagningerne i 2017. Hun har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun blev skubbet væk, men ikke udsat for andre former for fysisk vold, mens hun for nævnet har forklaret, at hun under den ene ransagning blev slået på ryggen, lænden og i nakken, samt at hun stadig har smerter herfra. På den anførte baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke findes grundlag for at udsætte sagen på en retsmedicinsk undersøgelse af ansøgeren, ligesom de generelle forhold i Tyrkiet, herunder forholdene for alevitter, ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/7/JEA
