Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tunesien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra M’saken, Susah, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tunesien frygter, at hun og hendes søn vil blive slået ihjel af hendes familie, fordi hendes søn er født uden for ægteskabet, hvilket har krænket hendes families ære. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i slutningen af 2012 kom i kontakt med faren til hendes søn, [A], via internetapp’en Skout og indledte et forhold til ham. I [starten af] 2013 tilbragte [A] otte dage i Tunesien med henblik på at besøge ansøgeren. Han var indlogeret på et hotel, men de mødtes hver dag på offentlige steder. I [sommeren af] 2013 besøgte [A] igen ansøgeren i Tunesien, denne gang for en periode på to uger. Ansøgeren udrejste i slutningen af [sommeren] 2013 til Frankrig på et turist visum, som hun havde fået med henblik på at besøge hendes morbrødre. Tre dage efter ankomsten til Frankrig rejste hun videre til Norge og opholdt sig først en uge hos sin søster, [B], og derefter to uger hos [A]. I løbet af denne periode havde ansøgeren seksuelt samvær med [A]. Desuden blev ansøgeren bekendt med, at [A] var gift og havde børn med en kvinde i Norge. I [efteråret] 2013 kontaktede ansøgeren sin far og fortalte, at hun ville blive i Norge sammen med [A]. Hendes far bad hende om at komme hjem til Tunesien og truede ansøgeren med, at han i modsat fald ville slå hende ihjel. [I efteråret] 2013 søgte ansøgeren asyl i Norge. [I foråret] 2014 rejste hun tilbage til Tunesien. Inden afrejsen ringede hun til sin mor og fortalte hende, at hun var gravid, hvortil ansøgerens mor svarerede, at ansøgeren ikke skulle vende tilbage, og at hun ville blive slået ihjel. [A] forsikrede ansøgeren om, at hun skulle opholde sig kort tid i Tunesien, inden hun kunne tage videre til Irak for at føde sit barn. [A] betalte for, at ansøgeren kunne bo i en lejlighed i Sousse omkring en times kørsel fra hendes tidligere bopæl. Omkring en måned efter ansøgerens tilbagevenden til Tunesien ringede hun til sin tvillingebror, [C], for at bede om tilgivelse. [C] truede ansøgeren med, at hun ville blive slået ihjel og sagde, at familien nok skulle finde hende. Ansøgeren var desuden i kontakt med hendes moster, som fortalte, at ansøgerens morbrødre også ønskede at slå ansøgeren ihjel. Omkring en måned senere i starten af [foråret] 2014 ringede ansøgeren til sin mor. Ansøgerens mor frarådede hende i at komme på besøg grundet risiko for, at ansøgerens brødre ville dukke op og slå hende ihjel. Ansøgeren valgte på trods af dette at besøge sin mor. Mens ansøgeren var hos sin mor, ankom hendes brødre og forsøgte blandt andet at skubbe ansøgeren ned af en trappe. Ansøgerens mor råbte og skreg, hvorefter naboerne kom og forhindrede, at der skete ansøgeren noget. Ansøgeren tog herefter en taxa tilbage til sin lejlighed og opholdt sig i Sousse indtil slutningen af [sommeren] 2014, hvor hun rejste til Irak. [A] var ankommet til Irak i [sommeren] 2014 sammen med sin ægtefælle og sine børn og opholdt sig i Irak frem til en uge efter deres søns fødsel i [sommeren] 2014. Under ansøgerens ophold i Irak boede hun hos [A’s] familie, som behandlede hende dårligt. [I starten af] 2015 rejste ansøgeren derfor med sin søn, [D], tilbage til Sousse i Tunesien. Ansøgeren tog indledningsvis ophold i samme lejlighed i Sousse som før hendes ophold i Irak og boede desuden på to andre adresser i nærheden indtil hendes udrejse. I [sommeren] 2015 ringede ansøgeren til sin far og senere til hans ægtefælle, og de gav begge udtryk for, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis hendes familie fandt hende. Ansøgeren talte også et par gange med sin lillebror, [E], som fortalte, at ansøgerens familie ledte efter hende. [I slutningen af] 2015 udrejste ansøgeren legalt med fly sammen med sin bror, [E]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren indrejste legalt i Norge i 2013 og søgte senere asyl under falsk identitet som [F] fra Syrien. Den falske identitet blev afsløret ved fingeraftryk, da ansøgeren tidligere havde søgt og fået visum til Frankrig. Ansøgeren fortalte ikke de norske myndigheder om [A] og dermed heller ikke om sit asylmotiv, idet [A] angiveligt lever i Norge under falsk identitet. Videre har ansøgeren først op til nævnsmødet fremlagt vielsesattest og forklaret, at hun blev gift med [A] [i efteråret] 2013, og har først under nævnsmødet forklaret, at hun indrejste i Irak i 2013 for at blive gift, for derefter at rejse til Norge og søge asyl. Endelig har ansøgeren forklaret, at hendes vielsesattest er falsk, idet [A’s] bror udgav sig for at være [A], da de blev gift, ligesom der blev anvendt en falsk faderskabserklæring for at få sønnen registreret i Irak og dermed få udstedt irakisk pas til ham. Ansøgeren valgte at rejse tilbage til Tunesien fra Norge i stedet for at rejse til Frankrig, som efter Dublinreglerne skulle overtage behandlingen af ansøgerens asylsag. Hertil kommer, at ansøgeren levede i Sousse, uden at blive opsøgt af sin familie, fra [foråret] 2014 til [sommeren] 2014, på hvilket tidspunkt hun var gravid, og igen fra [starten af] 2015 til [slutningen af] 2015, hvor hun havde født sin søn. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om en række væsentlige forhold, herunder om hvad der skete, da hun hos sin mor var i kontakt med to af sine brødre. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun i første omgang ikke var i stand til at flygte, mens hun under samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 har forklaret, at hun forsøgte at flygte op ad en trappe men blev revet i håret, så hun faldt ned af trappen. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv skal tilsidesættes. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2017/2/IVK
