Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvundet til at arbejde for to mænd, som han formoder er fra en terrororganisation eller lignende. Han frygter ligeledes at blive dræbt af de to mænd. Han har oplyst, at forholdende i Tunesien er dårlige, samt at det er svært at finde et arbejde. Han henvendte sig derfor til to personer, [A] og [B], i moskeen for at spørge, om de kunne hjælpe ham med at finde arbejde. Efterfølgende blev han opsøgt af [A] og [B], idet de ønskede, at ansøgeren skulle kæmpe for Allah. Sidste gang han blev opsøgt, viste de ansøgeren en pistol og nogle penge, hvilket gjorde ham bange. Han udrejste af Tunesien [i vinteren 2015], da en mand, der hedder [C], rådede ham til at udrejse. Ligesom Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren i løbet af en periode på godt tre måneder i alt syv gange er blevet opsøgt af [B] og [A] fra hans landsby, og at de tilbød ham arbejde, idet de talte om jihad og sagde, at han burde kæmpe for Allah, ligesom de i ét tilfælde viste ham penge og en pistol. Det lægges videre til grund, at alle ansøgerens møder med de to mænd fandt sted i offentlighed enten i moskeen, på en café eller ude på gaden, og at de to mænd på intet tidspunkt konkret fortalte ham, hvad det var for arbejde, han skulle udføre, ligesom de hverken truede ham eller på anden måde forsøgte at lægge pres på ham. Endelig bemærkes, at det alene beror på ansøgerens formodning, at [C]s råd til ham om, at det ville være bedst for ham at flygte ud af landet, havde noget med [B] og [A]s henvendelser at gøre. Ansøgeren har ikke, før han udrejste, forsøgt at opnå myndighedernes beskyttelse, og det beror alene på hans formodning, at politiet på grund af hans unge alder ikke ville have taget ham alvorligt, eller at [B] og [A] var en del af en større gruppe, der ville opsøge ham, hvis de to mænd blev anholdt. Da de hændelser, ansøgeren har forklaret om, hverken har en karakter og intensitet, der bevirker, at der er tale om forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tunesien vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2016/1/AKM
