Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra henholdsvis Tunesien og Marokko indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
Den mandlige ansøger er etnisk araber og muslim fra Gafs, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles to brødre, […], og deres venner, idet ansøgeren og hans ægtefælle har indgået ægteskab imod [brødrenes] ønske. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han mødte sin ægtefælle, […], hos nogle venner i Tunesien i oktober 2013. [Ægtefællen] fortalte ansøgeren, at hun var udrejst af Marokko, fordi hun stod i et modsætningsforhold til sine brødre, da hun havde nægtet at indgå ægteskab med sin afdøde ægtefælles bror. Ansøgeren og [ægtefællen] blev gift i Tunesien [i vinteren 2013]. [I vinteren 2014] blev ansøgerne opsøgt på deres bopæl i [hjembyen] af [brødrene] og tre tunesere. De slog den mandlige ansøger, hvorefter han besvimede og blev hjulpet på hospitalet af den kvindelige ansøger. Politiet kom til stede på hospitalet, og for at undgå at få flere problemer med den kvindelige ansøgers familie, oplyste han, at han var blevet overfaldet af ukendte personer. Ansøgerne frygtede, at den kvindelige ansøgers brødre ville opsøge dem på ny, og flyttede derfor til en anden adresse i [hjembyen] to gader fra deres tidligere bopæl. På et tidspunkt [i vinteren 2014] blev den mandlige ansøger opsøgt på arbejdspladsen af den kvindelige ansøgeres to brødre og tre tunesere. De truede ham med en kniv med, at de ville slå ham ihjel, hvis ikke han lod sig skille fra den kvindelige ansøger. Han anmeldte forholdet til politiet, og fik udstedt en anmeldelsesrapport som dokumentation herfor. Politiet ville ikke foretage sig yderligere, da der ikke forelå beviser, der støttede anmeldelsen mod brødrene. Da den mandlige ansøger kom hjem, havde brødrene kontaktet den kvindelige ansøger og krævet, at hun skulle lade sig skille. I [vinteren 2014] fortalte den kvindelige ansøger sin familie, at hun var gravid, idet hun troede, at graviditeten ville mildne brødrenes utilfredshed med ægteskabet. I enten april eller maj blev den kvindelige ansøger kontaktet telefonisk af enten [en af brødrene], der krævede, at hun fik en abort, idet de truede med, at de ellers ville sørge for, at hun aborterede. Ansøgerne udrejste herefter sammen til Italien [i sommeren 2014]. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og muslim fra Casablanca, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter overgreb fra sin familie, idet hun har nægtet at indgå et ægteskab, som hendes familie havde arrangeret og i stedet har giftet sig med den mandlige ansøger. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes familie ønskede, at hun skulle gifte sig med sin afdøde ægtefælles bror, […]. [Den afdøde ægtefælles broder] boede i Grækenland, men han rejste ofte til Marokko. I sommeren 2013 var [den afdøde ægtefælles broder] i Marokko, og i den forbindelse insisterede brødrene på, at hun skulle gifte sig med ham. Da hun nægtede, slog hendes bror […] hende, mens [de to andre brødre] truede med at vansire hende. Hun henvendte sig i oktober 2013 til politiet i Casablanca, men de afviste hende med henvisning til, at der var tale om et familieanliggende. Den kvindelige ansøger udrejste herefter til Tunesien i [vinteren 2013] og tog ophold hos veninden, […]. Via [veninden] mødte hun den mandlige ansøger, som hun giftede sig med [i vinteren 2013]. I [vinteren 2014] blev ansøgerne opsøgt på deres bopæl af [den kvindelige ansøgers brødre] og et ukendt antal tunesiske mænd. Den mandlige ansøger blev udsat for slag og spark, og ansøgerne tog efterfølgende til hospitalet, hvor de overnattede til den følgende dag. Umiddelbart efter flyttede den til en anden adresse. Efter at den mandlige ansøger havde genoptaget sit arbejde som tjener, blev han opsøgt af [brødrene] på arbejdspladsen [i vinteren 2014]. Da hun omkring marts 2014 opdagede, at hun var gravid, fortalte hun det til sin søster. Hun blev herefter truet telefonisk af brødrene, der krævede, at hun fik en abort. Ansøgerne udrejste herefter af Tunesien omkring [i sommeren 2014]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiv til grund, idet ansøgerne hver især har afgivet divergerende forklaringer, ligesom forklaringerne på en række centrale række punkter har været indbyrdes divergerende og usandsynlige og derfor fremstår som konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, om overfaldet på den mandlige ansøger skete inde i lejligheden, udenfor i opgangen eller udenfor på gaden, om den mandlige ansøger var bevidstløs som følge af overfaldet og først vågnede op på hospitalet, eller om han selv var i stand til at gå ud i taxaen, om den kvindelige ansøger blev opsøgt personligt af sin ene bror eller ej, efter at hendes familie havde fundet ud af, at hun var gravid, samt endelig om den kvindelige ansøgers søster og mor accepterede ansøgernes ægteskab eller ej. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til, om den kvindelige ansøger er blevet truet telefonisk af sine brødre en, to eller hen imod tyve gange, og med hensyn til om han så en kniv eller ej, da han blev opsøgt af brødrene på arbejdspladsen, herunder om en af brødrene satte kniven hen på siden af ham, eller han blot mærkede den, fordi de stod tæt på hinanden. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til, om det var hende eller ægtefællen, der åbnede døren, da hendes brødre henvendte sig på bopælen, ligesom hun har forklaret udbyggende med hensyn til, at døren var lukket ind til lejligheden, hvor hun befandt sig, da overfaldet fandt sted. Det er ikke sandsynligt, at den kvindelige ansøgers brødre, der opholdt sig forskellige steder i Tunesien i forbindelse med deres arbejde, skulle være i stand til at finde frem til ansøgernes bopæl og mobilnummer. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger har forklaret, at hun ikke havde givet adressen og telefonnummeret til nogen i familien, og at hun ikke tror, at hendes søster har videregivet telefonnummeret. Det forekommer heller ikke sandsynligt, og at den kvindelige ansøger skulle have fortalt familien om graviditeten, fordi hun håbede på, at brødrene så ville acceptere ægteskabet, når det tages i betragtning, at dette skulle være sket ovenpå, at brødrene havde truet hende mange gange for at få hende til at rejse tilbage til Marokko og gifte sig med svogeren, og efter at de havde overfaldet den mandlige ansøger. Samlet finder Flygtningenævnets flertal det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2015/2
