Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, her-under en mandlig statsløs kurder fra Syrien og en kvindelig statsborger fra Syrien, samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige klager er etnisk kurder, sunnimuslim af trosretning og statsløs fra al-Hasakah, Syrien. Den kvindelige klager er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra al-Hasakah, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at klagerne søgte om asyl i Danmark [efterår] 2015, og at de [sommer] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved e-mail af [sen efterår] 2017 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klagerne klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller subsidiært § 7, stk. 2. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at de flere gange er blevet opsøgt på deres bopæl af personer, der har forsøgt at tvangsrekruttere den mandlige klager til den kurdiske kamp. Klagerne har videre henvist til, at den mandlige klager frygter, at de syriske myndigheder vil give ham statsborgerskab for på denne måde at tvinge ham til at kæmpe for sig med en tvungen værnepligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerenes forklaring om det nye asylmotiv til grund, idet forklaringerne forekommer udbyggende, afglidende, præget af udenadslære og dermed utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige klager til samtalen med Udlændingestyrelsen forklarede, at han som makthumin ikke skulle aftjene militærtjeneste, at han ikke havde haft problemer hele sit liv og ikke var bange for noget, men kom for sine børns skyld, idet han ønskede, at hans børn skulle gå i skole og være i sikkerhed. Klageren fastholdt på forespørgsel flere gange denne forklaring. Nævnet bemærker herved, at det fremgår af referatet af samtalen, at den mandlige klager indledningsvist af Udlændingestyrelsen blev vejledt om, at samtalen havde til formål blandt andet at fastslå asylmotivet, at han havde pligt til at medvirke til at asylsagens oplysning, og at det kunne skade hans sag, hvis han ikke medvirkede. Flygtnin-genævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige klager til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at hun frygtede ISIL, ligesom hun henviste til de generelle forhold i Syrien. Den kvindelige klager forklarede videre, at hun ikke var blevet opsøgt af ISIL eller andre grupper, og at hverken hun eller familien havde problemer med ISIL eller andre grupper. Den kvindelige klager var på tilsvarende måde som den mandlige klager blevet vejledt om, at samtalen havde til formål blandt andet at fastslå asylmotivet, at hun havde pligt til at medvirke til at asylsagens oplysning, og at det kunne skade hendes sag, hvis hun ikke medvirkede. Klagerne har samstemmende forklaret, at de ikke fortalte om deres problemer i Syrien under deres samtale med Udlændingestyrelsen, fordi de gentagne gange og af forskellige personer havde fået at vide, at det var bedst for dem at undlade at fortælle om politiske forhold. De fik at vide, at det ville skade deres asylsag, hvis de fortalte om politiske forhold. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at klagernes forklaring om grunden til, at de ikke har forklaret om det nye asylmotiv før cirka et år efter at være blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, forekommer overbevisende. Det forhold, at den mandlige klager er analfabet, og at de angiveligt var uvidende og ikke vidste, hvem de kunne stole på, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder endvidere, at klagernes forklaringer om rekrutteringsforsøgene i sig selv forekommer utroværdige. Det forekommer således usandsynligt, at de personer, der opsøgte familien, var maskerede og ikke tilkendegav, hvem de repræsenterede og heller ikke oplyste mere præcist, hvem den mandlige klager skulle kæmpe imod, ligesom det forekommer usandsynligt, at de opsøgte familien i alt 13 gange uden, at der skete noget i anledning af, at den mandlige klager undslog sig. Nævnet tilsidesætter således klagernes nye asylmotiv. For så vidt angår klagernes frygt for at den mandlige klager kan risikere at blive tvunget til syrisk statsborgerskab, hvorved de syriske myndigheder vil få en umiddelbar adgang til at rekruttere til værnepligt og væbnet kamp mod det syriske regimes fjender bemærker nævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat, Syria: Statsløse kurdere, februar 2018, side 12, afsnit 5, at ”I mars 2011 utstedte presidenten «Dekret nr. 49», som stadfestet at myndighetene ville tilkjenne statsborgerskap til de som var registrert som utlendinger i al-Hasaka. Dekretet kom på et tidspunkt da opprøret i Syria så vidt hadde begynt, og var en av flere innrømmelser myndighetene kom med overfor kurderne for å forsøke å redusere deres deltagelse i opprøret mot regimet (Albarazi 2013, s. 18; McGee 2016, s. 1). Ifølge en studie gjennomført av Tilburg University i 2013, som blant annet baserer seg på intervjuer med statsløse kurdere som på det tidspunktet hadde flyktet til Nord-Irak, har myndighetene vist en reell vilje til å tilbakeføre statsborgerskap til registrerte statsløse kurdere (ajanib). Flesteparten av de som søkte fikk innvilget statsborgerskap. De fikk også utstedt ordinært syrisk identitetskort. Enkelte har etter søknad også fått utstedt syrisk pass (Albarazi 2013, s. 18). Ifølge representanter for Sivilstatus-avdelingen i Damaskus omfattet dekretet totalt 120 000 statsløse kurdere. Av disse hadde 105 000 fått innvilget statsborgerskap per 2015 (Sivilstatusavdelingen, møter september 2015 og mai 2017). Dekretet gjaldt imidlertid kun de registrerte statsløse (ajanib) og ikke de uregistrerte (maktumin). Ifølge Tilburg University har noen få uregistrerte (maktumin) også oppnådd statsborgerskap etter 2011. Dette skal ha kunnet skje dersom deres foreldre var registrert som utlendinger (ajanib) og fikk statsborgerskap i samme prosess (Albarazi 2013, s. 20)”. Videre fremgår det af notatet af 9. juni 2015 om samme emne, at alle syriske mænd er militærpligtige, og at dette som udgangspunkt også gælder de statsløse kurdere, (Ajanib), som har opnået statsborgerskab ved præsidentens direktiv af april 2011. På baggrund af ovenstående kan det ikke lægges til grund, at den mandlige klager har opnået syrisk statsborgerskab, ligesom det ikke fremgår af baggrundsoplysningerne, at der forekommer tvungen statsborgerskab, hvorfor det heller ikke kan lægges til grund, at den mandlige klager er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, idet kun syriske statsborgere bliver indkaldt til militærtjeneste. Nævnet bemærker i øvrigt, at det fremgår af baggrundsoplysningerne Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, fra september 2015, side 30, punkt 2.10., vedrørende Government recruiment in Qamishli and al-Hasakah, at der er enighed om, at de syriske myndigheder ikke rekrutterer folk til den syriske hær i områder kontrolleret af den kurdiske selv-administration. Klagerne og deres børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/36/GJEY
