Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk araber og sunni muslim fra [en by i] Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet af den syriske efterretningstjeneste, fordi han ikke ønsker at blive hvervet til militæret i Syrien. Ansøgeren vil således ikke bære våben, slå ihjel eller blive slået ihjel. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Baath-partiets afdeling i Libanon. Han frygter endvidere den libanesiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon har en generel frygt for salafister. Ansøgeren har oplyst, at han indgik et ufrivilligt samarbejde med den syriske efterretningstjeneste i 2007. Han indvilgede i samarbejdet for at kunne undgå at være omfattet af et udrejseforbud. Ansøgeren skulle rapportere til den syriske efterretningstjeneste, hvis syriske og libanesiske både nærmede sig hinanden. Ansøgeren har videre oplyst, at hans navn i 2010 blev fjernet fra listen over personer, som skulle have en særlig udrejsetilladelse, hvorfor han samtidig stoppede med at rapportere til den syriske efterretningstjeneste. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren stoppet på grænsen mellem Syrien og Libanon af den syriske efterretningstjeneste. Han var herefter fængslet i to dage. Derefter blev han bragt til brigadegeneralen, [A], som sagde til ham, at han skulle finde informationer, om hvem der var afhoppet fra det syriske militær. Ansøgeren opholdt sig derefter i Libanon i omkring tre måneder uden at rapportere til den syriske efterretningstjeneste. En dag fortalte ansøgerens ven, [J], ham, at den syriske efterretningstjeneste ledte efter ham. I august 2014 henvendte ansøgeren sig derfor til oberst [F]. Ansøgeren forklarede ham, at han ikke ville opdages af de libanesiske myndigheder, og at han derfor arbejdede langsomt. Senere den samme måned blev ansøgerens bror tilbageholdt af den syriske efterretningstjeneste. Ansøgeren tog derfor hen til den syriske efterretningstjeneste, hvor han fik til opgave at afsløre desertører i Libanon og bringe dem tilbage til Syrien. Frem til [efteråret] 2015 rejste ansøgeren ofte mellem Syrien og Libanon. I den periode rapporterede han til obersten omkring en gang om måneden. Ansøgeren gav ham ikke specifikke oplysninger, og han oplyste aldrig navne på desertører. Ansøgeren blev instrueret i, at han skulle henvende sig på et turistbureau i Tripoli og tale med [B], som ville give ham yderligere instrukser. I [foråret] 2015 ringede [B] til ansøgeren og sagde, at han havde samlet en gruppe på otte terrorister, der gerne ville til Tyrkiet. Ansøgeren og hans ven, [M], overleverede herefter de otte mænd til den syriske efterretningstjeneste, hvorefter hans bror blev løsladt. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete med de otte mænd, men han troede at desertørerne ville blive taget med til fronten. De syriske myndigheder ville torturere desertørerne, indtil de indvilgede i at vende tilbage til fronten. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren og [M] anholdt af den libanesiske efterretningstjeneste. De blev sigtet for at have samarbejdet med den syriske efterretningstjeneste mod den libanesiske stat. Ansøgeren udrejste legalt af Libanon på sit syriske pas omkring [efteråret] 2015. Ansøgeren har efter sin udrejse af Libanon modtaget en dom in absentia i Libanon på seks måneder. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter Baath-partiet i Libanon fordi de samarbejder med den syriske efterretningstjeneste, hvilket ansøgeren ved, fordi hans ven, [J], har oplyst dette. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter den libanesiske efterretningstjeneste fordi hans ven, [C], under hans ophold i Danmark har oplyst ham om, at den libanesiske efterretningstjeneste eftersøger ham. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at Libanon efter oplysningerne i sagen om ansøgerens og dennes families tilknytning til Libanon kan tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgerens oplysninger under nævnsmødet om hans families bopæls- og nationalitetsforhold og de herom fremlagte dokumenter kan ikke føre til andet resultat, også henset til de betydelige divergenser, der er i ansøgerens forklaringer om hans tilknytning til Libanon. Nævnet har herunder bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren – i modstrid med tidligere forklaringer – har oplyst, at han har boet hele sit liv i Syrien. Ansøgerens påberåbelse af tolkeproblemer mv. under tidligere samtaler kan ikke føre til en anden vurdering af dette spørgsmål. Der er ikke grundlag for at antage, at Libanon vil sende ansøgeren tilbage til Syrien, jf. herved Amnesty International: ”Agonizing Choices: Syrian Refugees in Need of Health Care in Lebanon”, 2014, s. 8. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med den syriske efterretningstjeneste, Baath-partiets afdeling i Libanon eller den libanesiske efterretningstjeneste til grund. Nævnet har ved vurderingen af sagen navnlig lagt vægt på, at ansøgeren først til samtalerne den 23. december 2016 og 13. marts 2017 oplyste om omstændighederne i forbindelse med tilbageholdelsen af broderen, selvom der havde været lejlighed til at omtale dette for asylmotivet helt centrale forhold allerede i asylskemaet og under samtalerne den 25. maj 2016 og 2. august 2016. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren under mødet i nævnet har oplyst, at han ikke tidligere oplyste herom, fordi han var bange. På denne baggrund og i øvrigt under henvisning til de modstridende forklaringer, som ansøgeren har afgivet om, hvornår han overleverede de 8 desertører til den syriske efterretningstjeneste og om, hvordan han fik kendskab til, at hans bror var tilbageholdt, forkaster nævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende disse forhold. Ansøgerens mere generelt betonede frygt for salafister i Libanon kan heller ikke føre til, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Oplysningerne om den straffedom, der er afsagt over ansøgeren i Libanon, kan heller ikke føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse mod forfølgelse af de libanesiske myndigheder eller overgreb i øvrigt. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han vil blive udsat for forfølgelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2018/26/mme
