Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien samt tre børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim fra Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder og hans nabo Emarat Razk, da ansøgerens ægtefælle har udtalt sig på facebook på en måde, der er blevet opfattet som kritik af regimet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive tvunget til at bære våben af de syriske myndigheder eller af grupperinger i Syrien. Endvidere frygter ansøgeren, at han vil blive anholdt af de syriske myndigheder, da ansøgeren er udrejst af Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans ægtefælle begyndte at udtrykke regeringskritik i 2012. Ægtefællen har efterfølgende modtaget trusler fra parrets nabo, Emarat Razk, der er tilhænger af de syriske myndigheder. Ansøgeren har videre oplyst, at de syriske myndigheder og diverse grupperinger i Syrien har brug for soldater, og derfor kan finde på at rekruttere folk med magt. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at tage ophold i Libanon. Ansøgeren oplyser videre, at han ikke vil kunne opnå opholdstilladelse i Libanon, da han er statsløs palæstinenser. Herudover bliver palæstinenser undertrykt i Libanon. Palæstinensere må ikke eje noget, arbejde eller studere på universitetet. Endeligt har ansøgerens ægtefælle modtaget trusler af personer i Libanon, da hun har været kritisk på facebook. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive genindkaldt til hæren bemærker nævnet, at ansøgeren er […] år og dermed over den aldersgrænse på 42 år, der ifølge baggrundsoplysningerne gælder for eventuel genindkaldelse til militæret, ligesom han efter sine egne oplysninger ikke besidder nogen særlige kvalifikationer, der kunne gøre ham særlig interessant for militæret. Med hensyn til ansøgerens frygt for at blive tvunget til at kæmpe for Den Frie Syriske Hær, Islamisk Stat eller militser bemærker nævnet, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning, idet han aldrig er blevet opsøgt af nogen grupperinger, herunder hverken Den Frie Syriske Hær, Islamisk Stat eller palæstinensiske militser. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi han er udrejst af Syrien bemærker nævnet, at ansøgeren og hans familie er udrejst legalt, ligesom ansøgeren har forklaret, at det bare er en frygt, han har. Hvad angår den mandlige ansøgers frygt for, at hans mindreårige søn vil blive stoppet i Libanon og sendt til aftjening af værnepligt i Syrien, bemærker nævnet, at sønnen efter det oplyste ikke har været udsat for forsøg på hvervning af Hizbollah eller forsøgt opsøgt. Nævnet finder derfor ikke, at dette forhold er asylbegrundende. Ansøgeren har videre henvist til, at ægtefællen – den kvindelige ansøger - har modtaget trusler såvel, mens de var i Syrien som efter, at de rejste til Libanon. Flygtningenævnt kan ikke lægge denne forklaring til grund, idet ansøgeren og ægtefællen såvel indbyrdes som hver for sig på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgerens forklaring forekommer usammenhængende, udbyggende og usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke vidste, hvornår den kvindelige ansøger havde modtaget truslerne eller hvem, der afsendte dem. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at den kvindelige ansøger modtog trusler fra deres naboer, nærmere bestemt to skriftlige trusler fra Emarat Razk. Han forklarede videre, at familien udrejste af Syrien nogle dage efter, at han fik kendskab til den første trussel, der var elektronisk – vistnok en e-mail, og at det var årsagen til, at de udrejste af Syrien. Efter en pause i samtalen forklarede ansøgeren, at den kvindelige ansøger netop havde fortalt ham, at hun og Emarat skændtes over sms, mens de var i Syrien, og at Emarat skrev, at hun nok skulle sørge for, at ansøgeren blev fængslet af Shabiha eller myndighederne på grund af hendes regeringskritiske udtalelser på Facebook. Den kvindelige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at hun ikke udrejste på grund af truslerne, men fordi bopælen blev bombarderet, og området ikke længere var sikkert. Hun oplyste samtidig, at hun ikke kunne vende tilbage til Damaskus på grund af trusler fra naboen. Til sin asylsamtale forklarede den kvindelige ansøger, at Alsadi familien begyndte at sætte små sedler på hendes dør, at hun modtog den første trussel i juli 2012, at familien udrejste i slutningen af 2012, og at hun forinden havde modtaget fire trusler. Hun blev først for alvor bange, da et medlem af en anden familie i bygningen blev dræbt. Denne familie havde også modtaget trusler fra Alsadi familien. Efterfølgende forklarede den kvindelige ansøger, at hun ikke vidste, om eller hvorfor den anden familie modtog trusler, og at det alene beroede på hendes formodning, at personen blev dræbt af Alsadi familien. De udrejste få dage efter drabet. Den kvindelige ansøger forklarede herefter, at de udrejste i august 2012, at hun havde modtaget trusler i et år forinden, at det først var truslen i juli 2012, hun tog alvorlig, og at de udrejste to – tre uger efter denne trussel. Ansøgeren har videre til asylsamtalen forklaret, at den kvindelige ansøger to – tre dage efter, at de kom til Libanon modtog en trussel i form af en sms fra Emarat Razk. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at hun modtog telefoniske trusler fra Alsadi familien omkring syv – otte gange. Det var Emarat og Emarats stedfar, der ringede til hende, ligesom en ukendt person henvendte sig til hende med beskeder uden afsender. Flygtningenævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at ansøgerens datter, Morouj, til sin asylsamtale forklarede – og flere gange fastholdt – at moren først modtog trusler fra Amarat – ca. to dødstrusler om dagen – da de befandt sig i Libanon i juli 2012. Foreholdt at begge forældre havde forklaret, at konflikten startede, inden de forlod Syrien, forklarede datteren, at moren i en pause havde sagt til hende, at konflikten startede i Syrien, men at hun troede, det var i Libanon, fordi moren havde fortalt om det her. Flygtningenævnet finder tillige, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han først under samtalen med sin advokat forklarede, at han i Libanon blev pågrebet af myndighederne i 2003, overgivet til de syriske myndigheder og fængslet i to måneder. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren som syrisk statsborger, isoleret set er omfattet af dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren og de tre medfølgende børn må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon, jf. den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 3. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle – og børnenes mor - er libanesisk statsborger og har et netværk i Libanon, at ansøgeren og familien har boet i Libanon fra 1998 – 2004, at familien i forbindelsen med udrejsen af Syrien i 2012 opnåede opholdstilladelse i Libanon, og at ansøgeren ikke har oplevet konflikter i Libanon. Herefter og henset til Udenrigsministeriet notat af 27. maj 2015 og supplement af 7. januar 2016, hvoraf fremgår, at en ikke-libanesisk mand, som er gift med en libanesisk kvinde, kan få en opholdstilladelse, som kan fornyes finder nævnet, at ansøgeren og de medfølgende børn må antages at kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Nævnet bemærker herved, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt at indrejse i Libanon, er et udsendelsesspørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/13/SEL
