Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” At ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim, oprindelig fra []. Siden 1983 hvor han påbegyndte sin militæruddannelse, har han dog boet i Damaskus, senest i et militærområde i […]. Fra 1983 har han været ansat i militæret og været medlem af Ba’ath-partiet. Han har imidlertid ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de syriske myndigheder, fordi han er deserteret. Ansøgeren har oplyst, at han under sin militærkarriere er blevet forfremmet langsommere end sine alawit-kollegaer. I 2008 blev han dog udnævnt til […]. På grund af helbredsproblemer (20 procent invaliditet) blev han i 2009 overført til […]. divisions hovedkvarter i militærområdet i[…],[…]kilometer fra Homs, for der at varetage et skånejob. Fra 2010 arbejdede han udelukkende på kontor i ”vagtofficerernes rum”. I afdelingen arbejdede officerer, hvoraf nogle var syge og ikke kunne bruges til andet. Det var en sekundærafdeling, der ikke havde nogen vigtige opgaver. De ansatte havde ingen underordnede og ingen til at hjælpe sig, herunder med praktiske opgaver. Arbejdet bestod i at foretage registreringer, herunder af antallet af dræbte soldater i hæren. I afdelingen foretog de også registreringer af telegrammer, blandt andet med oplysninger om eventuelle kommende angreb mod militæret. Udveksling af informationer og videregivelse af ordrer mellem ledelsen og de ansvarlige for de enkelte militærenheder skete uden om ansøgerens afdeling. Alle andre fortrolige informationer og ordrer blev ligeledes ekspederet udenom ansøgerens afdeling. Ansøgeren hørte fra udenlandske TV-stationer, som han så på sin bopæl, at der i 2012 blev begået alvorlige forbrydelser i og omkring Homs af soldater fra 11. division. Han talte alene uformelt herom med en kollega og nogle naboer. Han rejste ofte frem og tilbage mellem sit hjem i nærheden af Damaskus og kasernen i nærheden af Homs, og han kunne derfor konstatere, hvem der var til stede ved hærens kontrolposter. Da han endvidere flere gange ved kontrolposter talte med officerer, mener han at vide en hel del om, hvem der er ansvarlig for de forbrydelser, der blev omtalt i fjernsynet. Ansøgeren havde derfor længe ønsket at desertere og udrejse. Muligheden opstod først efter, at han i […]2013 blev taget til fange af den frie syriske hær der [senere i] 2013, mod at han deserterede, hjalp ham og hans familie til [ansøgerens hjemegn]og videre til Tyrkiet. Flygtningenævnet tiltræder efter det foreliggende Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse af det syriske regime, og at han derfor isoleret set opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Af en række baggrundsoplysninger er der imidlertid beretninger om, at der i den syriske hærs regi er begået grove overtrædelser af menneskerettighederne. Flere overtrædelser må karakteriseres som egentlige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelserne er blandt andet begået i og omkring Homs i 2012. Højtstående officerer vil efter omstændighederne kunne have ansvaret for sådanne forbrydelser, selvom de ikke personligt og direkte har deltaget i overgrebene. Afgørende herfor er navnlig, hvilken indflydelse og kendskab den enkelte officer har haft vedrørende de begåede forbrydelser. UNHCR har i Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees fra den 4. September 2003 formuleret det således: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analysed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime … 53. … Aiding or abetting … requires the individual to have rendered a substantial contribution to the commission of a crime in the knowledge that this will assist or facilitate the commission of the offence. The contribution may be in the form of practical assistance, encouragement or moral support and must have a substantial (but not necessarily causal) effect on the perpetration of the crime. … Thus, presence at the scene of a crime is not in itself conclusive of aiding or abetting, but it could give rise to such liability if such presence is shown to have had a significant legitimising or encouraging effect on the principal actor. This may often be the case where the individual present is a superior to those committing the crimes … 55. Whether the individual’s contribution to the criminal enterprise is substantial or not depends on many factors, such as the size of the criminal enterprise, the functions performed, the position of the individual in the organisation or group, and (perhaps most importantly) the role of the individual in relation to the seriousness and the scope of the crimes committed. 56. Article 28 of the ICC Statute deals with the specific issue of command/superior responsibility. This provision states that a military commander is responsible for crimes committed by those under his or her effective control if she or he knew or, in the circumstances, ought to have known that his or her subordinates were committing or about to commit such crimes but he or she failed to take all necessary and reasonable measures within his or her power to prevent or repress such acts or to submit the matter to the competent authorities for investigation and prosecution. … 57. Given the principles set out above, the automatic exclusion of persons purely on the basis of their senior position in a government is not justified. “Guilt by association” judges a person on the basis of their title rather than their actual responsibilities or actions. Instead, an individual determination of responsibility is required for each official in order to ascertain whether the applicant knew of the acts committed or planned, tried to stop or oppose the acts, and/or deliberately removed him- or herself from the process. Moreover, consideration must be given as to whether the individual had a moral choice. Persons who are found to have performed, engaged in, participated in orchestrating, planning and/or implementing, or to have condoned or acquiesced in the carrying out of criminal acts by subordinates, should be excluded from refugee status. 58. Notwithstanding the above, a presumption of individual responsibility reversing the burden of proof may arise as a result of such a senior person’s continued membership of a government (or part of it) clearly engaged in activities that fall within the scope of Article 1F. This would be the case, for example, where the government concerned has faced international condemnation (in particular from the UN Commission on Human Rights or the Office of the UN High Commissioner of Human Rights) for gross or systematic human rights abuses. Where the individual has remained in a senior government position despite such criticisms, exclusion may be justified, unless he or she can rebut the presumption of knowledge and personal involvement in such abuses. …” For ansøgerens ansvar taler i den konkrete sag med en vis vægt, at han med den relative høje rang af […]blandt andet i 2011, 2012 og i en del af 2013 har gjort tjeneste i det område, hvor hæren efter baggrundsoplysningerne har begået adskillige meget grove overgreb mod civilbefolkningen. Ansøgeren har imidlertid afgivet en sammenhængende og i det væsentlige konsistent forklaring om, at han alene har arbejdet i en skånejobsfunktion i en sekundær afdeling, der beskæftigede sig med registrering af ikke hemmelige informationer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren direkte eller indirekte har medvirket til at der er begået krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden på en sådan måde, at han skal udelukkes fra at få asyl efter konventionens artikel 1 F (a). Da det heller ikke kan antages, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse jf. artikel 1 F (b), kan han, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, ikke udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/9
