Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og uden religiøs overbevisning fra […], Afrin, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med kurdiske partier. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, som affattet ved lovbekendtgørelse af nr. 1021 af 19. september 2014. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han indledningsvist udrejste af Syrien i 2008, og at han efterfølgende indrejste i Italien, hvor han blev meddelt opholdstilladelse. Han opholdt sig i Italien frem til februar 2013, hvorefter han havde få dages ophold i Danmark, var tilbage i Italien og derefter vendte tilbage til Syrien. Han udrejste på ny af Syrien [i] oktober 2013. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Italien. Til støtte herfor har han oplyst, at han under sit ophold i en italiensk flygtningelejr blev overfaldet af to personer, og at han i den forbindelse pådrog sig en skade i hånden. Ansøgeren har endvidere oplyst, at forholdene i Italien var dårlige, herunder at man ikke har ret til forsørgelse eller bolig, når man er blevet meddelt opholdstilladelse, at man alene får 40 timers sprogundervisning, og at det er umuligt at finde arbejde. Til støtte herfor har ansøgeren yderligere oplyst, at han mener, at de italienske myndigheder har fastsat hans méngrad som følge af hans håndskade for lavt, hvorfor han ikke er berettiget til pension. Endelig har han oplyst, at det er afgørende for ham, at han kan være sammen med sine børn, som bor i Danmark, og at det reelt ville være umuligt at gennemføre samvær, hvis han sendes til Italien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har opnået opholdstilladelse i Italien og således har opnået formel beskyttelse i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, 1. led. Ansøgerens fraseparerede ægtefælle bor i Danmark, hvor hun og de fælles børn har asyl, og ansøgeren og børnene har ret til samvær med hinanden. Ansøgeren har forklaret, at han i Italien ikke kunne få arbejde og var henvist til at leve af den mad, kirken stillede til rådighed. Han havde ikke mulighed for at tjene penge til en bolig eller til lægehjælp, men havde i en periode et værelse betalt af midler, ægtefællen sendte fra Syrien. Det fremgår af de danske lægelige oplysninger, at ansøgerens psykiske og fysiske helbredstilstand er meget dårlig, og at han modtager behandling. Han vil fortsat være behandlingskrævende også på sigt og har navnlig et stort behov for vedvarende behandling af sine psykiske lidelser. Uanset at det må antages, at der er behandlingsmuligheder for ansøgerens lidelser i Italien, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens reelle muligheder for at få tilstrækkelig behandling er yderst begrænsede. Det vil fortsat og navnlig på grund af ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand også på sigt være meget vanskeligt for ansøgeren at skaffe et arbejde og dermed underhold og en indtjening, som kan gøre det muligt for ansøgeren at gennemføre samværet med børnene enten i Italien eller i Danmark. Flertallet finder under disse omstændigheder og henset til de konkrete forhold for ansøgeren i Italien sammenholdt med hensynet til familiens enhed, at omstændighederne samlet set taler så stærkt imod at henvise ansøgeren til at søge fortsat beskyttelse i Italien, at dette efter en samlet vurdering af ansøgerens og børnenes situation ikke kan anses for rimeligt. Flertallet finder derfor, at ansøgeren i denne konkrete situation ikke kan henvises til at søge beskyttelse i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2015/1