Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim. Hun er født og opvokset i Libanon, og i 1979 indgik hun ægteskab og flyttede i den forbindelse til Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgeren har oplevet chikane fra lokalbefolkningen, der eksempelvis har kaldt ansøgeren for skældsord. Lokalbefolkningen har endvidere spyttet på ansøgerens ægtefælle, der tillige fik at vide, at han ikke var velkommen som palæstinenser i Irak. Ansøgeren har videre oplyst, at ukendte maskerede mænd har opsøgt familiens bopæl 60-70 gange. En dag blev der startet en brand i ansøgerens lejlighed, som ansøgerens ægtefælle efterfølgende fik slukket med hjælp fra naboerne. Ansøgeren flygtede sammen med sin ægtefælle og sin datter til Syrien i 2006 eller 2007, fordi de frygtede for deres liv. På baggrund af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens forældre er født i det britiske mandatområde i Palæstina, og at de flygtede til Libanon i forbindelse med ophøret af det britiske mandatområde i Palæstina og oprettelsen af staten Israel i 1948. Ansøgeren, der er født i 1958 i Libanon, er således efterkommer af statsløse palæstinensiske flygtninge. Ansøgeren har opholdt sig i Libanon indtil 1979. Ansøgeren har om sit liv i Libanon forklaret blandt andet, at hun er registreret i Libanon som statsløs palæstinenser, og at hun har haft libanesisk opholdskort/id-kort. Endvidere har hun haft fødselsattest, og hun fik i 1979 udstedt et libanesisk rejsedokument for statsløse palæstinensere, der svarer til et pas. Endvidere har hun i sit libanesiske rejsedokument haft visum til Cypern og Saudi Arabien, hvor hun har holdt ferie henholdsvis været på pilgrimsrejse. Ansøgeren boede i et område, hvor de var elsket blandt naboerne, og hun har aldrig haft konflikter med hverken privatpersoner, myndigheder eller grupperinger af nogen art. Ansøgeren frygter ikke noget ved en tilbagevenden, da hun aldrig har haft konflikter i Libanon. Ansøgeren har fire søstre i alderen ca. 35-65 år, der bor med hver deres familie i Libanon, og som hun har telefonisk kontakt med. På baggrund af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet endvidere til grund, at ansøgeren i 1979 i forbindelse med indgåelse af ægteskab flyttede til Irak med henblik på at bosætte sig og stifte familie. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren flygtede til Irak. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren herefter har boet i Irak i perioden 1979-2006. Ansøgeren har forklaret, at hun i perioden 1979-2006 kun en enkelt gang rejste tilbage til Libanon. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hun rejste tilbage i 1986 for at besøge sin mor, der var syg, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun rejste tilbage til Libanon for at besøge sin far, der var syg. På baggrund af den centrale divergens tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, hvor mange gange hun har været i Libanon, idet det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren alene en enkelt gang i perioden 1979-2006 har været tilbage i Libanon. Ansøgeren har om sit liv i Irak forklaret blandt andet, at hun er registreret i Irak, og at hun har fået udstedt id-kort ved det irakiske direktorat for arabiske indbyggeres anliggender. De fik hjælp af den irakiske stat i form af gratis bolig, gratis uddannelse og gratis sundhedsbehandling. Endvidere havde de adgang til private hospitaler mod betaling. De kunne ikke købe hus, men de kunne godt arbejde, gå på markeder og havde i øvrigt et normalt liv. Familien havde ikke individuelle og konkrete konflikter med hverken privatpersoner, myndigheder eller grupperinger af nogen art. Ansøgerens ægtefælle, der har irakisk fremmedpas, har en storebror og en faster i Irak, som de taler med. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft et irakisk (fremmed-)pas, men det fremgår af ansøgerens irakiske id-kort, at hun i oktober 1999 har fået udstedt pas. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at hun ikke har fået udstedt et irakisk (fremmed-)pas. Ansøgerens ægtefælle har om livet i Irak forklaret blandt andet, at han havde det meget fint under Saddams regime. Han havde ingen problemer, og han havde et godt liv. Han har haft 10-11 års skolegang og har arbejdet som taxachauffør i ca. 10 år samt haft forskellige ufaglærte jobs. Ansøgerens datter har om deres liv i Irak forklaret blandt andet, at de ikke havde problemer inden 2003. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren sammen med sin familie rejste illegalt til Syrien i 2006, hvor de opholdt sig i Yarmouk lejren i ca. seks år, uden at de var registreret i Syrien. I slutningen af 2012 rejste familien illegalt til Tyrkiet, da krigen i Syrien brød ud. I Tyrkiet opholdt de sig hos en ven frem til 2015, inden de rejste illegalt videre til Italien. På baggrund af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har haft ”fast bopæl” ("former habitual residence") i Libanon og i Irak, som dette begreb er anvendt i Flygtningekonventionen artikel 1, A (2). Der er ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren har haft ”fast bopæl” i Syrien, Tyrkiet eller andre lande, som dette begreb er anvendt i Flygtningekonventionen artikel 1, A (2). Det følger af artikel 1, A (2), at udtrykket ”flygtning” finder anvendelse på enhver person, der på grund af begivenheder, indtrådt inden den 1. januar 1951, og som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil. Som det fremgår af pkt. 102 i UNHCR’s Håndbog for procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, er ikke alle statsløse personer flygtninge. De skal af de i definitionen angivne grunde befinde sig udenfor det land, hvor de tidligere havde fast bopæl. Hvor disse grunde ikke foreligger, er en statsløs person ikke flygtning. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det er afgørende i forbindelse med fastlæggelsen af flygtningestatus for statsløse personer, at statsløse personer hverken stilles dårligere eller bedre end personer med statsborgerskab. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor Libanon, er ansøgeren ikke i den henseende at betragte som flygtning omfattet af definitionen i artikel 1, A (2). En statsløs person kan have haft fast bopæl i mere end et land og kan nære frygt for forfølgelse i relation til flere end et af disse, jf. herved pkt. 104 i UNHCR’s Håndbog for procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus. Som det fremgår ovenfor, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren også har haft ”fast bopæl” ("former habitual residence") i Irak, som dette begreb er anvendt i Flygtningekonventionen artikel 1, A (2). Som fastslået ved Flygtningenævnets afgørelser [fra efteråret] 2016 henholdsvis af [foråret] 2017 kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge forklaringerne afgivet af ansøgeren, dennes ægtefælle samt deres datter til grund om, at familien i Irak er blevet chikaneret på gaden, og at familiens bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har foretaget ransagning af bopælen og intimideret familien. Det kan herunder lægges til grund, at der i forbindelse med en ransagning omkring 2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som ansøgerens ægtefælle umiddelbart efter fik slukket. Branden var ikke påsat i den hensigt at forårsage familiens død eller forårsage alvorlig skade på dem. Flygtningenævnet finder, at disse forhold ikke har en sådan intensitet og individuel karakter, at familien har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da Flygtningenævnet således heller ikke kan lægge til grund, at ansøgeren som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor Irak, er ansøgeren heller ikke i den henseende at betragte som flygtning omfattet af definitionen i artikel 1, A (2). Det følger imidlertid af en mangeårig og fast praksis i Flygtningenævnet, at de personer, der i forbindelse med ophøret af det britiske mandatområde i Palæstina og oprettelsen af staten Israel i 1948 flygtede til Libanon, som sådan er omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 7, stk. 1. I tilknytning hertil har der endvidere udviklet sig en mangeårig og fast praksis i Flygtningenævnet, hvorefter også efterkommere – i hvert fald i anden generation – der er født og opvokset i Libanon også som sådan er omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 7, stk. 1. Dette gælder ifølge praksis, selvom de pågældende efterkommere senere måtte være fraflyttet Libanon og emigreret til andre lande. Selvom sådanne efterkommere ikke opfylder Flygtningekonventionens definition i artikel 1, A (2), kan Flygtningenævnet ikke under denne konkrete sag fravige praksis til skade for ansøgeren. Dette forudsætter en generel, fremadrettet praksisændring, der offentliggøres. Ansøgeren er derfor i henhold til Flygtningenævnets faste praksis at betragte som ”statsløs palæstinenser fra Libanon”, der eo ipso anses for omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Irak og/eller Libanon kan tjene som første asylland, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere stk. 3). Flygtningenævnet bemærker herved, at det således er en fejl, at Flygtningenævnet i afgørelsen [fra foråret] 2017 foretog en hjemlandsvurdering i relation til Irak, når nævnet samtidig – i overensstemmelse med nævnets faste praksis – anerkendte, at ansøgeren eo ipso var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Libanon. I relation til Irak finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren – uanset oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Irak – må antages at nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i fornødent omfang. Ansøgeren formodes at kunne indrejse på ny i Irak sammen med sin ægtefælle og datter og derefter tage lovlig ophold i landet med respekt for sin personlige integritet og således, at hun vil være beskyttet mod refoulement. Nævnet henviser herved til blandt andet, at ansøgeren har boet i Irak i perioden 1979-2006, at hun er registreret i Irak og har fået udstedt id-kort ved det irakiske direktorat for arabiske indbyggeres anliggender, samt at hun har fået udstedt et irakisk (fremmed-)pas. Flygtningenævnet finder herefter, at Irak kan tjene som ansøgeren første asylland, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4. Den omstændighed, at ansøgeren lider af behandlingskrævende sygdom kan ikke føre til en ændret vurdering. Hvis ansøgeren ikke ønsker at rejse tilbage til Irak, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren – uanset oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – ligeledes må antages at nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i fornødent omfang i Libanon. Ansøgeren formodes at kunne indrejse på ny i Libanon og derefter tage lovlig ophold i landet med respekt for sin personlige integritet og således, at hun vil være beskyttet mod refoulement. Nævnet henviser herved til blandt andet, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, hvor hun har opholdt sig i cirka 20 år. Endvidere er ansøgeren registreret i Libanon og har fået udstedt rejsedokumenter i Libanon. Derudover har ansøgeren fire søskende i Libanon. Flygtningenævnet finder herefter, at også Libanon kan tjene som ansøgeren første asylland, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har boet i Libanon i et antal år, eller at hun lider af en behandlingskrævende sygdom, findes ikke at kunne ændre ved vurderingen. På den baggrund er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, til ansøgeren.” Stat/2017/22/EMU
