Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra flygtningelejren Ein El-Hilweh, Saida Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien [A] eller gruppen Fatah al-Islam, idet de mistænker ham for at være spion for myndighederne. Han har til støtte herfor oplyst, at han i en periode på syv måneder fra omkring [sommeren] 2011 næsten dagligt blev afhørt af de libanesiske myndigheder, idet han blev beskyldt for at have kidnappet sin søster. Som følge af de mange afhøringer blev ansøgeren af grupperne Jundi Sham og Fatah al-Islam beskyldt for at være spion for myndighederne. I samme periode blev et medlem af familien [A] anholdt, og ansøgeren blev mistænkt for at have angivet vedkommende til myndighederne. Dette medførte, at ansøgeren [primo] 2012 blev tilbageholdt og afhørt af gruppen Fatah al-Islam, der forviste ansøgeren fra Ein El-Hilweh og truede med at brænde ansøgerens hjem og forretning ned, såfremt han ikke forlod lejren. Ansøgeren har efterfølgende hørt, at hans bopæl og forretning er nedbrændt. [Ultimo] 2013 blev ansøgeren kidnappet ved sit hjem i Badawi-lejren. De for ansøgeren ukendte gerningsmænd, forlangte 15.000 USD fra ansøgerens familie for at løslade ham. Ansøgeren blev frigivet en måned efter, at løsesummen blev betalt. Efter frigivelsen flyttede ansøgeren til Beirut, hvor han boede indtil udrejsen [i sommeren] 2014. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren som statsløs palæstinenser isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon, hvor ansøgeren er født og opvokset, og hvor han har opholdt sig frem til udrejsen i 2014, kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen er divergerende på en række centrale punkter og forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans svoger i [efteråret] 2011 anmeldte ham for kidnapning af hans søster. Ansøgeren blev herefter anholdt, men da søsteren mødte op på politistationen og forklarede, at hun ikke var blevet kidnappet, blev han løsladt og havde derefter ikke problemer med myndighederne i Libanon. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at hans søster, der var på besøg fra Canada, boede hos ham fra [sommeren] 2011, fordi hun og svogeren havde konflikter i deres ægteskab, og at svogeren, der havde kontakter i militæret, foranledigede, at ansøgeren blev afhørt, hver gang han krydsede portene til Ein Al Hilweh. Det stod på i syv måneder. Han ved ikke, hvad formålet med afhøringerne var, eller hvorfor svogeren ville presse ham. Ansøgeren har i dag forklaret, at han ikke blev afhørt over ti gange. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der i november 2011 udbrød krig i lejren mellem terrorgrupperne Fatah al-Islam og Jundi Sham over for Fatah, at ansøgeren blev interviewet herom i TV, at han efterfølgende blev truet af medlemmer af forskellige terrorgrupper, og at de satte ild til hans bolig, hvorefter ansøgeren fraflyttede lejren, og hans søster flyttede tilbage til Canada. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at han [primo] 2012 blev tilbageholdt af Jundi Sham eller Fatah al-Islam og afhørt i to timer, idet han blev beskyldt for at være spion og at have meldt en i Ein El-Hilweh-lejren til myndighederne. De gav ham nogle papirer, hvor der stod, at han skulle forlade lejren, idet hans hjem og forretning ellers ville blive brændt. Hans søster var da taget tilbage til Canada. Han har hørt fra familien, at hans hjem og hans forretning blev brændt. Ansøgeren har i dag forklaret, at der var sammenstød mellem de omhandlede grupperinger, at det ikke kun var hans hus, men også naboens og andre steder, der blev ødelagt, og at dette skete cirka syv måneder før, han forlod lejren. Flygtningenævnet bemærker hertil, at tv-interviewet, der blev forevist under mødet, ikke indeholder udtalelser fra ansøgeren, der kan antages at begrunde, at ansøgeren skulle være blevet truet eller efterstræbt af de omhandlede grupperinger, ligesom ansøgeren efter sin forklaring i dag ikke efterfølgende blev udsat for overgreb i Ein El-Hilweh-lejren udover verbale forulempelser. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren om episoden [ultimo] 2013 forklaret, at han blev overfaldet og bortført ved sin bopæl i El-Badawi, at han blev slået og beskyldt for at anmelde en person fra familien [B] til myndighederne. Hans familie samlede penge til løsesummen ved blandt andet at optage lån. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han under tilbageholdelsen blev beskyldt for at være spion, ligesom han blev slået. De sagde ikke, hvorfor han blev tilbageholdt. Familien skaffede penge til løsesummen fra ansøgerens søstre i Canada og Saudi Arabien samt ansøgerens bror og far. De betalte med deres egne penge. Efterfølgende oplyste ansøgeren, at den person, han blev beskyldt for at have anmeldt, tilhørte [A-] familien. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han ikke ved, hvem der bortførte ham, men at det var for at få løsepenge af familien. På forespørgsel bekræftede han, at det godt kan være, at hans bortførsel var tilfældig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har været i stand til at give en troværdig forklaring på de mange divergenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hans problem først og fremmest var, at han var væk fra sin søn i Danmark, at han først søgte asyl, da han fik afslag på familiesammenføring, og at han oplyste, at hvis han bare fik sønnen med sig, ville han rejse hjem til Libanon. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren boede i Beirut hos sin søster fra [primo] 2014 til udrejsen uden, at han oplevede problemer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har konkrete og individuelle konflikter med myndigheder, personer eller grupperinger i Libanon. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke fortsat kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som derfor kan tjene som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren indrejste i Danmark med eget pas og et dansk visum udstedt af den danske ambassade i Beirut og er i besiddelse af et libanesisk flygtningekort. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2017/19/DH
