Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn. De pågældende var statsløse palæstinensere fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere, etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning fra Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at [milits] vil fængsle den mandlige ansøger, slå ansøgerne ihjel eller kidnappe deres børn, idet [militsen] forlangte, at den mandlige ansøger skulle indsamle oplysninger om de islamiske grupper, [A] og [B], hvilket han nægtede. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter den islamiske gruppe, [B], idet de mistænkte ham for at samarbejde med [milits]. Endelig har den mandlige ansøger henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger blev kontaktet af tre mænd på et cafeteria i [by] [i efteråret] 2013. De tre mænd, [C], [D] og [E], spurgte ind til den mandlige ansøger og tilbød ham arbejde. Den følgende dag mødtes den mandlige ansøger igen med [C], [D] og [E] på cafeteriaet. Denne gang forlangte de tre mænd, der nu præsenterede sig som medlemmer af [milits], at den mandlige ansøger skulle melde sig ind i [milits] og arbejde for bevægelsen ved at indsamle oplysninger om grupperne [B] og [A], hvilket han nægtede og tog hjem. Ansøgerne har videre oplyst, at der kom fire ukendte og bevæbnede mænd i en bil til deres bopæl om eftermiddagen [i efteråret] 2013. De fire mænd slog den mandlige ansøger og gav den kvindelige ansøger et snitsår i højre lår. De fire mænd tog den mandlige ansøger med i bilen og kørte ham til en kontorbygning, der tilhørte [milits]. Den mandlige ansøger har oplyst, at han blev tilbageholdt og tortureret på et af [militsens] kontorer af de samme fire mænd, som havde taget ansøgeren med i bilen. Dette stod på i omkring tre timer, indtil tre andre mænd satte en stopper for torturen og fik ham sendt til et hospital med bil. Efter mindre end et døgn på hospitalet tog den mandlige ansøger over til sine svigerforældre i [lejr], hvor han og den kvindelige ansøger opholdt sig frem til deres udrejse af Libanon [i efteråret] 2015. Ansøgerne har videre oplyst, at den mandlige ansøger blev ringet op af [C] fra [milits] [i efteråret] 2013, med beskeden om, at ansøgernes hus og bil var blevet brændt ned, og at [milits] havde beslaglagt boligen. Ansøgerne har videre oplyst, at den mandlige ansøger har modtaget fem telefoniske trusler i alt i perioden fra [efteråret] 2013 til [sommeren] 2015. Dette var trusler om, at [milits] ville slå ham ihjel og kidnappe hans børn, hvis han ikke meldte sig ind i bevægelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet forklaringerne anses for usandsynlige og dermed konstruerede til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om centrale elementer i de påberåbte asylmotiver. Den mandlige ansøger har således om konflikten med [milits] forklaret under asylsamtalen [i sommeren 2016], at fire mænd overfaldt ham foran hans bopæl, mens den kvindelige ansøger var til stede. Mændene havde skæg og håret strøget tilbage. Denne forklaring har den mandlige ansøger gentaget under nævnsbehandlingen. Den kvindelige ansøger har derimod til sin asylsamtale [i sommeren 2016] forklaret, at hun ikke kunne huske, hvordan mændene så ud og derfor ikke kunne beskrive dem udover, at de var civilklædte. Under asylsamtalen foreholdt det bemærkelsesværdige heri har den kvindelige ansøger uddybet to gange, at mændene havde ”hætter på, som dækkede hele ansigtet foruden øjnene”. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun slet ikke så nogen af overfaldsmændene. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret, at han i forbindelse med bortførelsen blev slået i panden med en geværkolbe, hvilket efterlod et ar, hvorimod den kvindelige ansøger under asylsamtalen har forklaret, at den mandlige ansøger i forbindelse med den efterfølgende tortur på [militsens] kontor blev slået mellem øjenbrynene, således at der herved opstod et ar. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om de skader, der opstod under torturen. Den mandlige ansøger har således under asylsamtalen [i sommeren 2016] samt under nævnsbehandlingen oplyst, at han brækkede foden og fik gips på op til lægmusklen. Den kvindelige ansøger har under asylsamtalen [i sommeren 2016] forklaret og med håndbevægelser angivet, at gipsen gik fra ”oppe over knæet og til og med foden”. Under nævnsbehandlingen har den kvindelige ansøger forklaret, at gipsen gik til midt på læggen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne inden deres udrejse i 2015 boede i næsten to år hos den kvindelige ansøgers forældre i [lejr] uden at blive opsøgt. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder ”[…], including areas of operation and control; instances of forced recruitment, particularly of youth; activity, including checkpoints and roadblocks within Beirut”, at [milits] er en shiitisk bevægelse og ikke tvangsrekrutterer sine medlemmer og primært finder sine medlemmer blandt shia-muslimer. Den mandlige ansøger har ikke påberåbt sig nogen konflikter med [B] og [A], men har alene henvist til, at disse grupperinger kan have mistanke om, at ansøgeren virker som spion for [milits]. Som følge af det anførte, hvorefter nævnet ikke kan lægge den mandlige ansøgers oplysninger om sin konflikt med [milits] til grund, finder nævnet ikke, at den mandlige ansøger kan anses at have et modsætningsforhold til [A] og [B]. De generelt vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan ikke føre til en ændret vurdering. Den kvindelige ansøgers asylmotiver er i det hele afledt af den mandlige ansøgers asylmotiver. Nævnet finder efter en konkret samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libanon, vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter finder nævnet ikke anledning til at udsætte sagen på en mulig konstatering af, om de skader, som den mandlige ansøger har påberåbt sig som hidrørende fra tortur, bør nærmere vurderes ved iværksættelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2017/1/SHH
