Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun eller hendes børn vil blive slået ihjel af hendes ægtefælle eller af personer med tilknytning til ægtefællen, fordi ægtefællen ikke ønsker at blive skilt fra ansøgeren. Hun frygter endvidere at blive straffet af myndighederne i Libanon, fordi hun er udrejst sammen med sine børn uden at have fået tilladelse hertil. Hun har ydermere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sine brødre, som mener, at hun har bragt skam over familien ved at søge om skilsmisse og ved at udrejse af Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun som 15-årig blev gift med [navn på ægtefælle], som viste sig at være narkohandler. Han udsatte ansøgeren for vold og trusler flere gange og i et enkelt tilfælde skød han efter ansøgeren. På et ukendt tidspunkt i 2006 kastede ukendte personer bomber ind i ansøgerens hus, og ansøgeren er sikker på, at disse angreb relaterede sig til ægtefællens kriminalitet. Ansøgerens ægtefælle blev anholdt i 2007 og idømt 7 års fængsel. Omkring to og et halvt år efter fængslingen forsøgte to ukendte personer at voldtage ansøgerens datter. [I starten af] 2011 søgte ansøgeren om skilsmisse, hvilket ansøgerens brødre var imod. I [sommeren] 2011 blev ansøgerens søn, Samer, skudt af nogle ukendte personer, og ansøgeren besluttede herefter, at det ikke længere var sikkert at bo i Libanon. I [efteråret] 2011 udrejste ansøgeren til Libyen sammen med sine tre børn. Ansøgerens ægtefælle ringede gentagne gange til ansøgerens datter og truede ansøgeren på livet, mens hun boede i Libyen. Ansøgerens søster har fortalt ansøgeren, at hun ikke skal vende tilbage til Libanon, fordi hendes brødre vil gøre hende ondt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon, hvor hun er født og opvokset, og at Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flertallet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder overordnet, at ansøgerens forklaring må anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Hun har til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hun ikke frygtede andet end sin ægtefælle og personer med tilknytning til denne i Libanon. Til asylsamtalen oplyste hun, at hun også frygter at blive slået ihjel af sine brødre, fordi de var imod hendes skilsmisse, og fordi hun udrejste af Libanon. Forholdt denne divergens, finder flertallet ikke, at ansøgerens forklaring om, at dette beroede på mangelfuld tolkning er troværdigt, når henses til, at hun under oplysnings- og motivsamtalen positivt oplyste, at hun ikke havde nogen konflikter med andre familiemedlemmer end ægtefællen. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hun ikke havde konflikter med myndigheder i Libanon, hvorefter hun i asylsamtalen oplyste, at hun frygtede myndighederne i Libanon, fordi hun sammen med sine børn var udrejst uden tilladelse og havde forfalsket sin ægtefælles underskrift vedrørende dennes samtykke til udrejse med børnene. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren boede i samme flygtningelejr som sine brødre i over et halvt år efter, at hun havde søgt om skilsmisse, uden at dette medførte overgreb fra brødrenes side. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der købte hendes hus, idet hun under asylsamtalen oplyste, at hun solgte til en person, som hun kendte rigtig godt, idet han var opvokset sammen med hendes brødre, hvorimod hun under nævnsmødet har oplyst, at hun solgte huset til en person, som hendes ægtefælle havde kriminelle aktiviteter sammen med på ledelsesniveau i en kriminel bande. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at der gik adskillige måneder fra henholdsvis skilsmisse og den angivelige skudepisode til ansøgeren udrejste til Libyen, hvor hun tog ophold hos sin ægtefælles familie. Flertallet er opmærksomt på, at der foreligger oversættelser af domme, hvoraf fremgår, at hendes ægtefælle er dømt for overdragelse af narkotika til en enkelt person og for besiddelse af narkotika. Flertallet finder imidlertid ikke, at den omstændighed i sig selv afgørende understøtter ansøgerens forklaring. Flertallet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgerens ægtefælle angiveligt har været i stand til at kontakte ansøgerens datter telefonisk og true hende på livet i den periode han angiveligt var fængslet, hvorved flertallet ydermere bemærker, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at hendes ægtefælle kunne finde frem til datterens telefonnummer på datterens arbejdsplads i Libyen fra fængslet i Libanon og fremsætte trusler angiveligt i ansøgerens påhør på arbejdspladsen, må anses for usandsynligt. Flertallet finder, at der ikke, når ansøgerens forklaring tilsidesættes, er oplyst omstændigheder, der kan forrykke det generelle udgangspunkt om, at Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2016/6/SLN
