Nævnet hjemviste i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Libyen. Indrejst i2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er statsløse palæstinensere fra Libyen, etniske arabere og muslimer af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive slået ihjel af den libyske hær, idet han har nægtet at arbejde for hæren. Endvidere frygter den mandlige ansøger at blive slået ihjel af sunnimuslimske banditter fra gruppen […], fordi de mener, at den mandlige ansøger har hjulpet den libyske hær. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han, der angiver at være statsløs palæstinenser fra Syrien, men siden han var omkring otte år har boet i Libyen, har været tilbageholdt af den libyske hær i en måned, ligesom [en gruppe] har truet ham flere gange. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af gruppen […], fordi de har dræbt hendes broder, og gruppen frygter, at hun vil gå offentligt med broderens sag. Den kvindelig ansøger frygter endvidere, at hun ved en tilbagevenden til Libyen bliver slået ihjel af [gruppen], fordi hun har arbejdet som frisør. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes broder blev dræbt i 2014 af gruppen […]. Hun modtog herefter trusler fra gruppen. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at hendes ægtefælle blev tilbageholdt i omkring en måned [medio] 2014. Begge ansøgere har endvidere henvist til hinandens konflikter. Flygtningenævnet lægger til grund, at begge ansøgere er statsløse palæstinensere fra Libyen. Nævnet finder således, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han er statsløs palæstinenser fra Syrien. Nævnet har herved lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om sin tid i Syrien, om syriske myndigheders udstedelse af pas til ham og om udstedelsen af de to ens syriske ID-kort, som ansøgeren har afleveret til de danske myndigheder. Ansøgerens endelige forklaring for nævnet om ID-kortene, hvorefter de er udstedt i 2014 af den syriske ambassade i Libyen, stemmer ikke med oplysningerne på kortene, hvorefter det er udstedt i 2006 i [en lejr] i Syrien. Som kortene fremtræder finder nævnet i øvrigt, at der kan rejses spørgsmål om dets ægthed. Flygtningenævnet vurderer herefter som Udlændingestyrelsen asylretligt begge ansøgere i forhold til Libyen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiver. Begge ansøgeres forklaringer indeholder mange divergenser på centrale punkter, ansøgerne har forklaret udbyggende, og forklaringerne fremstår ikke selvoplevede, men konstruerede til lejligheden, delvist usammenhængende og helt utroværdige. Den mandlige ansøger har således på en række punkter forklaret divergerende om såvel forløbet af sine angivelige konflikter med den libyske hær og med grupperingen […], som den tidsmæssige placering og rækkefølge af begivenhederne. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om de trusler, hun skulle have været udsat for som følge af sit job som frisør, og om den episode, hvor hun i bil blev forfulgt og beskudt. Begge ansøgere har endvidere forklaret udbyggende, idet de først i nævnsmødet har forklaret, at deres ni-årige søn [medio] 2014 blev kidnappet i tre dage af en gruppe, der krævede løsepenge. Ingen af ansøgerne har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor de ikke tidligere har forklaret herom. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen kan trods vanskelige ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Stat/2016/3/ibl
