Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tamil født i en navngiven by i nordøst Sri Lanka. Han havde herefter boet i en navngiven by i Jaffna. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han havde sympatiseret med LTTE. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var efterstræbt af den srilankanske hær, som mistænkte ham for at have tilknytning til LTTE. Ansøgeren havde forklaret, at store dele af hans familie, herunder hans navngivne fætre havde været medlem af LTTE, og at familiens bopæl i sommeren 2006 var blevet opsøgt af cirka 10 personer fra den srilankanske hær, som havde mistænkt store dele af ansøgerens familie for at være medlem af LTTE, og at han i den forbindelse var blevet tilbageholdt af myndighederne og herunder udsat for vold. Ansøgeren var flygtet, idet en tamilsktalende militærperson havde ladet en dør i lejren stå åben. Herefter havde ansøgeren taget ophold først hos sin morbror og derefter var han taget til Colombo. En agent havde hjulpet ham ud af Colombo via lufthavnen, men ansøgeren havde været tilbage i Colombo flere gange, idet agenten ikke i første omgang havde kunnet finde nogen sikker rejserute for ansøgeren. Mens han havde opholdt sig i Colombo, havde han boet i agentens hus og havde ikke været udenfor huset. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren på en række centrale punkter havde forklaret divergerende. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge væsentlige dele af hans forklaringer til grund for sagen. Ansøgeren havde forklaret divergerende om det antal dage, han havde været tilbageholdt i en lejr af det srilankanske militær. Han havde videre forklaret divergerende om og i hvilket omfang, han havde været udsat for vold under sin tilbageholdelse. Han havde også forklaret divergerende om, hvorvidt han under sin tilbageholdelse var blevet ført tilbage til sin bopæl af militærpersoner med henblik på yderligere ransagning, hvilket han havde forklaret ved samtalen hos Udlændingeservice. Under nævnsbehandlingen havde han derimod forklaret, at en tamilsk talende person havde oplyst ham om, at man havde ransaget på hans bopæl, og at militæret havde haft til hensigt at slå ham ihjel, men at ansøgeren havde overtalt vedkommende person til at lade døren stå åben, så ansøgeren kunne flygte. Endelig havde ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hans bror på 27 år havde boet sammen med ansøgeren på moderens bopæl. Han havde under nævnsmødet forklaret, at broderen i slutningen af 2006 var rejst til Vanni for at være tæt på LTTE. Uanset om dele af ansøgerens forklaringer måtte kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i risiko for dødsstraf, eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at tilbageholdelsen af ansøgeren lå langt tilbage i tid, nemlig cirka fire år, og at ansøgeren efter sine egne oplysninger var ind- og udrejst flere gange i Sri Lanka via Colombo lufthavn, uden at blive antastet af de srilankanske myndigheder. Sri/2010/7
