soma201996

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] nær Jilib i regionen Middle Juba, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, idet al-Shabaab og hendes tidligere ægtefælle ønsker at dømme hende til døden for utroskab. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter, at der vil blive set ned på hende, idet hun er mistænkt for at have været sin ægtefælle utro, og fordi hun er flygtet fra Somalia. Endvidere frygter klageren, at hvis hun og hendes børn skulle vende tilbage til Somalia, vil børnene blive betragtet værende født udenfor ægteskab. Til støtte herfor har klageren henvist til, at hun blev forladt af sin første ægtefælle, [Æ]. Omkring seks år efter, hun blev forladt, bevilligede det lokale ældreråd hende en skilsmisse. Efter yderligere fire år blev klageren gift igen med hendes nuværende ægtefælle, som hun fik tre børn sammen med. Omkring 1998 opsøgte [Æ] igen klageren og hævdede, at de stadig var gift, hvilket medførte, at han kom op at slås med klagerens bror, og at Ældrerådet med deltagelse af såvel klagerens som eksmandens familie traf afgørelse om, at klagerens nye ægteskab skulle accepteres, og at hun var skilt fra sin første mand. Herefter forsvandt [Æ] igen. Klageren fik siden hen at vide, at [Æ] havde tilsluttet sig al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at hun i [sommeren] 2013 tog til Jilib for at købe ind sammen med sin søn. De blev opsøgt af 7-8 mænd, der skød sønnen, og derefter fik klageren ind i en bil, som [Æ] sad i. Klageren blev herefter kørt til Baardheere, hvor hun var tilbageholdt i et hus i cirka en uge. Klageren fik at vide, at hun ville blive dømt til døden ved stening for utroskab. Efter en uges tilbageholdelse lykkedes det klageren at flygte, da de personer, der bevogtede hende, forsvandt i forbindelse med, at der opstod kampe i området. Klageren flygtede herefter til Kenya og herfra via Tyrkiet videre til Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om asylmotiv til grund herunder, at hun skulle være efterstræbt af al-Shabaab, idet forklaringen på flere centrale punkter forekom divergerende, herunder vedrørende hendes skilsmisse og hendes tilbageholdelse i 2013. Klageren er [i slutningen af] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshøringen henvist til sit oprindelige asylmotiv, ligesom hun har henvist til, at hun vil komme til at rejse alene, da hendes børn og ægtefælle ikke vil rejse tilbage sammen med hende. Klageren har i partshøringen videre oplyst, at hendes mor er blevet opsøgt af al-Shabaab et par år efter udrejsen i et forsøg på at få fat i klageren. Moren havde højt blodtryk og døde efterfølgende af en blodprop. Klagerens svoger blev endvidere ved en tidligere opsøgning af familien slået ihjel af al-Shabaab, hvor de sagde, at han var skyld i klagerens udrejse. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen herom har været usandsynlig, divergerende og udbyggende på centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet har i vurderingen inddraget den omstændighed, at klageren er analfabet, og at der er gået en del år, siden hændelserne, der førte til udrejsen fandt sted, hvilket imidlertid ikke findes at kunne forklare de mange divergenser og udbygninger. Det forekommer mindre sandsynligt, at klagerens eksmand skulle lade gå over 20 år, før han opsøgte klageren for at hævne sig over, at hun havde ladet sig skille fra ham. Det er heller ikke sandsynligt, at klagerens tidligere ægtefælle i forbindelse med opsøgningen af klageren i Jilib i 2013 skulle have medvirket til drabet på sin egen søn. Det bemærkes i den forbindelse videre, at klageren om denne episode i partshøringen har forklaret udbyggende og divergerende med hensyn til, at sønnen skulle have givet folkene fra al-Shabaab knytnæveslag, idet hun tidligere alene har forklaret, at sønnen holdt fat i geværet for at hindre, at hun blev slået. Klageren har videre i partshøringen forklaret udbyggende og divergerende med hensyn til, at der blev sagt: ”ram ham”, at hun mistede bevidstheden, og at der lød to skud. Også med hensyn til omstændighederne i forbindelse med tilbageholdelsen har klageren forklaret divergerende med hensyn til, om hun var dømt til døden eller ej, om døren var låst indefra eller udefra, om hun søgte hjælp hos en nomadefamilie eller en gammel dame, eller om det var butiksejeren eller hendes familie, der overførte penge til hende. Videre har klageren forklaret divergerende med hensyn til, om eksmanden kontaktede hendes nuværende mand før eller efter, at hun selv flygtede ud af Somalia. Endelig forekommer det bemærkelsesværdigt, at klageren først efter, at hun havde afgivet forklaring om sit oprindelige asylmotiv i partshøringen, supplerende oplyste, at hendes mor to år efter hendes udrejse var blevet opsøgt af eksmanden, og at hendes svoger var blevet dræbt af al-Shabaab, fordi de beskyldte ham for at have hjulpet klageren til at flygte. Efter en samlet vurdering har klageren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2 på grund af hendes individuelle og konkrete forhold. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene for det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen har forbedret sig, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i foråret] 2014. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, om end forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemråde, men at deres måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke antages at være af midlertidig karakter, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Nævnet har i den forbindelse inddraget de nyeste baggrundsoplysninger, herunder den af advokaten påberåbte rapport fra december 2017 om Protections of Civilians fra United Nations Human Rights Office. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren må betragtes som værende uprofileret i forhold til al-Shabaab, ligesom det ikke kan lægges til grund, at hun vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb med henvisning til utroskab, eller at hendes børn skulle være illegitime, idet ældrerådet har accepteret hendes skilsmisse fra eksmanden. Den omstændighed, at klageren i en periode har opholdt sig i et vestligt land giver ikke i sig selv grundlag for en antagelse om, at hun af den grund vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia, eftersom hun tidligere har været i stand til at leve i et område, der har været under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder herefter, at en udsendelse af klageren til dennes hjemområde ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Med hensyn til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren i det væsentlige er sund og rask. Hun har opholdt sig i Danmark i godt 5 år, taler dansk og ikke har haft fast arbejde eller er påbegyndt en uddannelse. Klageren er født og opvokset i Somalia, hvor hun har levet frem til flugten, da hun var næsten 50 år gammel. Klagerens og ægtefælle og to nu voksne børn er registreret som forsvundet. Klageren har herboende fjernere slægtninge i Danmark, hvorimod nævnet efter hendes udbyggende forklaring herom ikke kan lægge til grund, at hun ikke længere har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at inddrage hendes opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/96/MGO