Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er muslim af trosretning fra landsbyen [X] i [G]-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Begedi og subklanen Abaa-Jibil. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, fordi hun nægtede at lave propaganda for al-Shabaab og lade sin søn rekruttere til al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren] 2017 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv vedrørende sin konflikt med sin første ægtefælle til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende, udbyggende og usammenhængende på væsentlige punkter. Flygtningenævnet har i den forbindelse taget hensyn til, at hun er analfabet. Hun har således forklaret forskelligt om, hvornår hun blev skilt fra sin første ægtefælle, der blev medlem af al-Shabaab og ville have, at deres søn skulle tilslutte sig al-Shabaab, og at hun skulle propagandere for al-Shabaab. Ifølge referatet fra samtalen i Udlændingestyrelsen [foråret] 2014 blev ansøgeren gift som 15-årig og skilt igen efter fem år. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [sommeren] 2014 har klageren forklaret, at hun blev skilt fra sin første ægtefælle, da hendes søn var ganske lille og ikke kunne tale, mens hun under samtalen [efteråret] 2017 har forklaret, at skilsmissen fandt sted, lige inden hun udrejste, hvor sønnen var omkring ti år og kort før, den første ægtefælle havde krævet, at sønnen skulle tilslutte sig al-Shabaab. Klageren har for nævnet indledningsvis forklaret, at hun blev skilt inden sin udrejse, men ikke kunne komme det nærmere, men at hendes søn var omkring ni til ti år på det tidspunkt. Det fremgår af klagerens ansøgning af [foråret] 2015 om familiesammenføring med sin anden ægtefælle, at hun var gift med sin første ægtefælle fra 1999-2004. Klageren har for nævnet svaret afglidende og usammenhængende på, hvordan denne oplysning hænger sammen med hendes øvrige forklaringer om, hvornår hun blev skilt fra sin første ægtefælle, herunder hendes forklaring om, at hun boede omkring en måned i Somalia fra skilsmissen fra den første ægtefælle og frem til udrejsen. Hun har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange gange hun blev opsøgt af sin første ægtefælle med krav om, at deres søn skulle tilslutte sig al-Shabaab. Under samtalen [foråret] 2014 har klageren oplyst, at det skete to gange, og at hun efter den første ægtefælles andet besøg besluttede sig for at flygte. Under samtalen [sommeren] 2014 har klageren forklaret, at han henvendte sig til hende tre gange om at hverve sønnen til al-Shabaab, og at hun den tredje gang hertil sagde fint nok - dog uden at mene det. Klageren har samtidig forklaret, at hun flygtede, inden han kontaktede hende den tredje gang. Til samtalen [efteråret] 2017 har klageren flere gange bekræftet, at der var tale om tre henvendelser. Klageren herudover oplyst forskelligt om, hvor hendes søn og mor har opholdt sig efter ansøgerens udrejse. I § 26-skemaet af [efteråret] 2017 har klageren skrevet, at sønnen opholdt sig i Somalia, og at hun ikke havde haft kontakt til sin familie siden 2015 i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen samme dag har klageren forklaret, at hendes søn var i Uganda, og at ”de var nødt til at henvende sig på den danske ambassade i Nairobi i Kenya” i forbindelse med hendes ansøgning om familiesammenføring. Foreholdt denne divergens har klageren oplyst, at hun forvekslede det med, hvornår hun tidligere havde haft kontakt med sønnen og i øvrigt har svært ved at huske det, der blev sagt. Hun har for nævnet forklaret, at hendes mor og søn i dag opholder sig Uganda. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at klageren flygtede uden at tage sin søn med, som hun boede med hos sin mor, idet sønnen angiveligt var hovedårsagen til konflikten og dermed klagerens flugt. Klageren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden herfor, og klageren har ikke for nævnet kunne oplyse om, hvorvidt hendes søn i dag skulle være blevet hvervet til al-Shabaab af hendes første ægtefælle, idet hun ikke har talt med hendes mor herom, når de har haft kontakt. Klageren har desuden forklaret udbyggende om, at hendes første ægtefælle efter klagerens udrejse skulle have opsøgt klagerens mor og have truet hende. Flygtningenævnet kan som følge af klagerens mange divergerende og indbyrdes usammenhængende oplysninger heller ikke lægge til grund, at hun ved en tilbagevenden skulle være enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder det dermed ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene i det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [efteråret] 2014. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, selv om forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes i øvrigt ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab i hvert fald delvist har kontrollen i klagerens hjemområde, men at al-Shabaab’s måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til målrettede angreb mod profilerede personer og mere strategiske mål, og at sådanne angreb ikke finder sted i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke kan anses for profileret i forhold til al-Shabaab, idet nævnet ikke har kunnet lægge hendes forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet vurderer derfor, at en tilbagesendelse af klageren til hendes hjemområde ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. For så vidt angår spørgsmålet, om en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende for klageren, bemærker nævnet, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i godt fire år. Klagerens danskkundskaber er beskedne, ligesom hendes tilknytning til det danske arbejdsmarked alene har været af begrænset karakter i form af praktik på i alt ni måneder fra 2015 til 2016 og et IGU-forløb på seks måneder. Hun har alene en kusine i Danmark, men flere danske og udenlandske bekendte. Hun er medlem af den somaliske kvindeforening […] i [by]. Hun har helbredsproblemer i form af rygsmerter og hovedpine. Det kan på den baggrund efter en samlet vurdering ikke anses for særligt belastende for klager, der har haft hele sin opvækst i Somalia, at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/90/MEG
