Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk somali og muslim fra [landsbyen X] i Galgaduud-regionen, Somalia. Han tilhører hovedklanen [Y]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Klageren har videre henvist til, at hans far blev født fem måneder efter, hans bedsteforældre blev gift, hvorfor klageren og hans familie blev diskrimineret, chikaneret og udstødt i landsbyen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin far blev opsøgt på farens koranskole i [foråret] 2014 af flere personer fra al-Shabaab, idet de ville have klageren til at kæmpe for dem, hvilket han nægtede. I [sommeren] 2014 opsøgte al-Shabaab igen koranskolen, hvor de sagde til klageren og hans far, at de var sufi-muslimer, og klageren blev taget med til et fængsel. Klagerens far blev også tilbageholdt af al-Shabaab, og klageren har ikke set ham siden. To dage efter klagerens tilbageholdelse blev han opsøgt i sin celle af personer fra al-Shabaab, som sagde, at klagerens far var spion for myndighederne, hvilket klageren afviste. Omkring 20 dage efter blev klageren igen opsøgt i sin celle af personer fra al-Shabaab, som fortalte, at de havde dræbt hans far og brændt familiens bopæl ned. [En senere dato i sommeren] 2014 blev klageren bragt ud af fængslet, og al-Shabaab fortalte folk i byen, at han var en sufi, der ikke havde nogen tro, at han var spion for myndighederne, og at de ville slå ham ihjel, som de havde slået hans far ihjel. Da han senere samme dag blev bragt tilbage til fængslet, blev han tortureret, men efter kort tid lykkedes det ham at flygte fra fængslet, hvorpå han udrejste. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I slutningen af] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klagerens advokat har nedlagt en mere subsidiær påstand om udsættelse af sagen på en toturundersøgelse af klageren. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det fremgår af opholdstilladelse af [dato i efteråret] 2015, at Udlændingestyrelsen ikke har lagt klagerens forklaring om asylmotivet til grund, og at han er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår under punktet benævnt ”Opholdstilladelsens gyldighedsperiode”, at klageren har fået opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i sit hjemområde i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om asylmotivet fremstår divergerende, upræcist og utroværdigt. Klageren har forklaret divergerende om, hvem der opsøgte han og hans far på koranskolen, hvornår han blev opsøgt af al-Shabaab i fængslet, og om hvornår han hørte om sin fars død. Han har under nævnsmødet divergeret yderligere i forbindelse med sin forklaring om, hvad al-Shabaab beskyldte hans far og ham selv for. Klagerens forklaring fremstår generelt upræcis, og han svarede afglidende på spørgsmålene under nævnsmødet, ligesom afhøringen bær præg af, at svarene måtte hives ud af ham. Han har således ikke været i stand til at redegøre mere præcist for de nærmere omstændigheder vedrørende for eksempel anholdelsen, fængselsopholdet og flugten fra fængslet. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia. Han har herunder ikke sandsynliggjort, at han har været eller vil være profileret i forhold til al-Shabaab eller andre. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om klagerens hjemområde, at al-Shabaab fortsat har indflydelse i området, men at deres måde at operere på har ændret sig på en sådan måde, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold. Om end forholdene således fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder efter ovenstående bevisvurdering, at der ikke er anledning til at imødekomme klagerens anmodning om udsættelse af sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine “General Comments no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at klageren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. I, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark [efteråret] 2015. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført nogen uddannelse. Han har alene bestået danskprøve 1 og været i praktik. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/83/ATN
