Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk biyomaal og sunnimuslim fra Marka, Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Biimaal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin tidligere ægtefælle, [A], fordi han altid har udsat hende for fysiske overgreb samt sin fars anden ægtefælle, [C], fordi hun støtter [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [C] arrangerede ægteskabet mellem ansøgeren og [A]. De blev gift i januar 2015 og flyttede sammen. Straks efter begyndte [A] at udsætte ansøgeren og hendes datter for fysiske overgreb. En dag hældte han kogende vand ud over ansøgerens hånd og truede hende på livet. En aften, da [A] ikke var hjemme, flygtede ansøgeren hen til sin veninde, [B’s] bopæl. Samme aften opsøgte [A] [B’s] bopæl og råbte, mens hans slog og sparkede ansøgeren. [B’s] naboer kom til bopælen og stoppede [A]. Han forlod bopælen. Den efterfølgende morgen tog ansøgeren en bus til Bula Mareer. Ansøgeren, hendes datter og [B], flyttede samme dag til et andet sted i Marka. I april 2015 udrejste ansøgeren til Kenya. Under ansøgerens ophold i Kenya blev hun skilt fra [A]. [B] havde fortalt de ældre i kvarteret om, hvad [A] havde gjort ved ansøgeren. [A] var mødt op hos de ældre og indvilligede i at lade sig skille fra ansøgeren. Efter fem måneder i Kenya ringede [A] til ansøgeren og truede hende på livet. Efter ansøgerens udrejse af Somalia har hun af [B] fået at vide, at [A] har truet [B] adskillige gange, og at han nu beskyldte [B] for at være skyld i, at ansøgeren er udrejst. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer usammenhængende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring til asylsamtalen og på nævnsmødet om grunden til, at hun ikke tog sin datter med, da hun flygtede, forekommer usammenhængende, udbyggende og utroværdig. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at hun ikke nåede at få sin datter med, fordi hun var meget såret og forvirret, og fordi [B] sagde, at hun skulle tage afsted med det samme, hvilket ikke hænger sammen med ansøgerens efterfølgende forklaring om, at hun havde tænkt over at tage datteren med, men at [B] havde sagt, at det ville være sværere at spore ansøgeren, hvis hun ikke havde et barn med sig. Til sin advokat og på mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun lod datteren blive hos [B], idet det var ansøgeren, der var det primære mål for [A’s] vold, og at det var mere sikkert for dem begge, at datteren blev hos [B], ligesom hun ikke havde penge nok til at tage datteren med. Ansøgerens forklaring om, at hun efter at være blevet udsat for vold fra sin ægtefælles side tog hen til [B], forekommer endvidere mindre troværdig henset til hendes forklaring om, at [A] vidste, at det var det eneste sted, hun kunne tage hen og dermed måtte forventes at vide, hvor hun opholdt sig. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke foranledigede, at datteren blev forenet med hende i Kenya, hvor ansøgeren opholdt sig i længere tid og tjente penge. Flygtningenævnet finder endeligt, at det forekommer mindre sandsynligt, at [A] efter fire år skulle fortsætte med at efterstræbe ansøgeren henset til, at de er blevet skilt ved ældrerådet, hvor han samtykkede i skilsmissen. Flygtningenævnet finder hertil, at ansøgerens forklaring om, at [A] skulle have fået oplysning om, at ansøgeren opholdt sig i Kenya, og at han fik kendskab til hendes telefonnummer her, forekommer utroværdig, ligesom ansøgerens forklaring om sin kontakt til [B] efter udrejsen forekommer usandsynlig, herunder at hun i Italien tilfældigt mødte en mand, [D], der kendte telefonnummeret til [B’s] nabo. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen havde asylbegrundende konflikter i Somalia, og de generelle forhold i Lower Shabelle i Somalia er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes far bor i Somalia. Ansøgeren har således til konventionsafhøringen, der fandt sted under medvirken af tolk, om sin familiemæssige tilknytning til hjemlandet forklaret, at hendes far og datter bor i Somalia. Hun har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hendes far stadig pløjer marker ”den dag i dag”, mens hun til asylsamtalen og på nævnsmødet forklarede, at hendes far blev dræbt af nogle personer 1 – 2 år efter, at hendes første mand døde i 2010. Nævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ikke har et mandligt netværk i Somalia. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv i relation til sit tilhørsforhold til klanen Biimaal bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er i en konkret og individuel konflikt som følge heraf. Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder som ovenfor nævnt heller ikke, at de generelle forhold i Lower Shabelle er af en sådan karakter, at enhver alene ved sin blotte tilstedeværelse kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Nævnet finder derfor heller ikke, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/82
