Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk somali og tilhører hovedklanen Jaaji og subklanen [...]. Klageren er muslim fra [...], Mudug i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter problemer med al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive tvunget til at indgå et ægteskab eller at blive slået ihjel, ligesom hun frygter, hvilken betydning det kan få for hendes familie. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hun flygtede fra sit hjemland på grund af problemer med al-Shabaab og af frygt for at blive slået ihjel. Hun blev tvangsgift med en højtstående leder i al-Shabaab ved navn [x], der udsatte hende for overgreb i form af slag på arme, brændemærker på hals og ved forsøg på kvælning. Al-Shabaab opsøgte klagerens far og anmodede om ægteskabets indgåelse. Al-Shabaab fortalte klagerens far, at klageren befandt sig ude på gaden om natten, og at de ville slå klageren ihjel, hvis hun ikke indgik i ægteskabet med [x]. Forinden al-Shabaabs henvendelse til faren, mødtes klageren næsten hver nat i to måneder i landsbyen med [y], hendes nuværende ægtefælle, inden de blev opdaget af al-Shabaab. Klageren har oplyst, at hun mødtes med [y] trods konsekvenserne ved at mødes med en mand, hun ikke var gift med, om natten, fordi hun var forelsket. Klagerens far kendte ikke til [y], inden klageren og [y] blev opdaget, idet klageren frygtede, at hendes far ikke ønskede, at hun indgik ægteskab med [y]. Klageren og [y] blev en nat opsøgt af mænd fra al-Shabaab, og klageren flygtede fra stedet, mens [y] blev pågrebet. Ægteskabet med [x] blev indgået med klagerens fars accept, idet han ikke turde stå imod ønsket fra al-Shabaab. Klageren kendte ikke til [x] før indgåelsen af ægteskabet. Klageren var gift med [x] i tre år, og hun forsøgte én gang at flygte. Dette var kort tid efter indgåelsen af ægteskabet. Der var ikke en særlig årsag til, at klageren flygtede efter netop tre års ægteskab, idet klageren har oplyst, at hun blot ikke kunne udholde mere. Klageren har videre oplyst, at hun flygtede om nat-ten, og at hun ikke husker de præcise detaljer, men at hun husker, at hun gik omkring tre til fire timer til fods, hvorefter hun fik et lift af en forbikørende bilist, som kørte hende til Xaradheere. Herfra fik hun fik et lift videre til Galkaacayo af en mælkemand. Det var klagerens moster, der finansierede rejsen. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt, men Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia til grund. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia til grund. Flygtningenævnet henviser herved de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret 2017]. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller for overgreb, jf. udlændingelovens § 7 stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle situation i klagerens hjemområde i Somalia er af en sådan karakter, at klageren alene under henvisning hertil ikke vil kunne sendes tilbage til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdene er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ikke er af helt midlertidig karakter. En tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør derfor ikke en krænkelse af EMRK artikel 3. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/79/AJEV
