Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim fra [en mindre by], Middle Shabelle, Somalia. Hun tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen Abgal, subsubklanen Wabydan og familieklanen […]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra al-Shabaab, fordi hun blev mistænkt for at holde sin ægtefælle skjult fra grupperingen, og fordi hun flygtede fra sit fængselsophold. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klageren og hendes familie blev opsøgt af ukendte medlemmer fra al-Shabaab en måned efter ramadanen i 2014. De tog klagerens ægtefælle og klagerens ældste søn med sig, idet de beskyldte klagerens ægtefælle for at være vantro, fordi han arbejdede for regeringen. 20 dage herefter blev klageren opsøgt af medlemmer fra al-Shabaab, som beskyldte hende for at være vantro og for at have gemt sin ægtefælle for dem. De tog klageren med og fængslede hende i byen [en nærliggende mindre by]. Klageren var fængslet i fem dage, hvorefter det lykkedes hende at flygte ud gennem et åbent vindue. Herefter påbegyndte klageren sin udrejse ud af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemområdet i Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, herunder om antallet af gange, al-Shabaab opsøgte hende, før de hentede hendes ægtefælle og søn, om hvornår hun blev orienteret om al-Shabaabs bevæggrunde for at afhente hendes ægtefælle og søn, om sit ophold og flugt fra fængslet og om sin videre udrejse af Somalia. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia bevirker, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ifølge baggrundsoplysningerne er området, hvor [klagerens landsby] ligger, præget af blandet indflydelse, lovløshed eller uklare kontrolforhold, mens områdets urbane centre er kontrolleret af AMISOM, men kontrollen vurderes som ustabil. Al-Shabaab, der fortsat kontrollerer landområderne, udfører angreb i de byer, de ikke kontrollerer, men disse angreb er ikke direkte rettet mod civilbefolkningen, men derimod målrettet profilerede personer. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til at opnå asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i området, hvor [klagerens hjemby] ligger, er forbedret siden klagerens udrejse, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til området, hvor [klagerens hjemby] ligger, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet kan endvidere efter det oplyste ikke lægge til grund, at klageren er enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren, der nu er 37 år, er født og har boet i [sin landsby] i Somalia frem til sin udrejse som 33-årig i 2014. Det må således lægges til grund, at klageren taler somalisk, kender kulturen og hjemområdet. Klagerens syv børn er somaliske statsborgere, og fire af dem er bosat sammen med klagerens svigermor i [klagerens landsby]. Klageren taler, læser og skriver lidt dansk og har bestået modul 4 af Dansk 1. Klageren har opholdt sig i Danmark i nu omkring fire et halvt år. Hun har ikke haft nogen tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, udover to praktikforløb iværksat via kommunen. Klageren har efter det oplyste ikke været aktiv i foreningslivet eller sit lokalområde ud over, at hun har deltaget i en strikkeklub og en gang om ugen lavet mad på […] Skole. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/66/EMU
