soma20196

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er lovligt indkaldt til nævnsmødet, og der foreligger ikke oplysninger om, at han har lovligt forfald. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at udsætte sagens behandling. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye og subklanerne […], […] og […]. Han er sunnimuslim, født i [bynavn], Bay-regionen, Somalia, og vokset op i [bynavn], Middle Jubba, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af Al-Shabaab og familien til en kvinde, der hedder [A]. Han har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab var efter ham, fordi han solgte cigaretter i sin butik. Al-Shabaab opsøgte klageren, tilbageholdt ham i en måned og piskede ham offentligt. Klageren fortsatte med at sælge tobak, hvorefter al-Shabaab brændte tobakken og gav ham en bøde. [A] kom en dag i klagerens butik, hvilke nogle folk fra al-Shabaab så. [A] blev anklaget for at have haft samleje med klageren og blev pisket. Klageren blev dømt til døden. Han har modtaget trusler, mens han har opholdt sig i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [dato i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren i forbindelse med partshøring den [dato i sommeren] 2017 har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hans datter vil blive tvangsmæssigt omskåret. Han har redegjort nærmere for baggrunden herfor og herunder udtalt sig om sine muligheder for at modsætte sig en tvangsmæssig omskæring af datteren. Disse oplysninger er også indgået i Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2017. Flygtningenævnet finder herefter, at spørgsmålet om risikoen for tvangsmæssig omskæring af datteren kan inddrages i sagens behandling for Flygtningenævnet uanset advokatens fuldmagtsforhold vedrørende datteren. Da klageren ikke har givet møde for nævnet, og da der ikke i det skriftlige indlæg, der er fremsendt af advokaten, er fremkommet væsentlige nye oplysninger, lægger nævnet de samme faktiske forhold til grund, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2017. Af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer asylbegrundende forfølgelse. Særligt vedrørende risikoen for tvangsmæssig omskæring af klagerens datter lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren selv har forklaret, at såvel han som hans ægtefælle er modstandere af omskæring, og at han har forklaret, at han ville kunne modsætte sig, at hans datter bliver omskåret. Under disse omstændigheder kan den påberåbte frygt for tvangsmæssig omskæring af datteren ikke tillægges afgørende betydning. Der er herefter ikke grundlag for hjemvisning til Udlændingestyrelsen. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at klageren i henhold til CPR-registeret har været forsvundet siden [dato i sommeren] 2018. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren på nuværende tidspunkt nødvendigvis opholder sig i Danmark. Klageren indrejste i Danmark som [voksen] og har frem til [sommeren] 2018 opholdt sig i Danmark i lidt over fire og et halvt år. Efter det oplyste har han ikke i denne periode gennemført nogen uddannelse eller opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er tillige lagt til grund, at klageren ikke har opnået noget kendskab af betydning til det danske sprog. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/6/DH