Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger og tilhører hovedklanen […], underklanen […] og subklanen […]. Han er sunni muslim fra landsbyen […] i regionen Juba Hosse, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af familierne til to mænd, som hans bror har slået ihjel. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans bror slog to mænd ihjel, fordi han havde set den ene mand sammen med en pige, som broren gerne ville giftes med. Det var kun brorens hensigt at slå den ene person ihjel. Klageren har videre oplyst, at han blev nødt til at tage ansvaret for sin brors handlinger, fordi broren forsvandt. I den forbindelse skrev klageren under på, at han ville finde sin bror og udlevere ham til de to mænds familie. Idet klageren ikke kunne finde sin bror, besluttede han sig for at flygte ud af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2013/2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring til grund, idet styrelsen vurderede, at det ikke var troværdigt, at klageren påtog sig ansvaret for hans bror drab på de to mænd, uden først at undersøge nærmere hvorfor og hvorledes drabene fandt sted, og derved klarlægge, om klagerens bror var ansvarlig for de to drab eller eksempelvis handlede i nødværge. Udlændingestyrelsen vurderede det endvidere ikke som troværdigt, at alle oplysningerne om drabene kom fra nogle unge mennesker, som klagerens bror kendte, og at klageren ikke vidste noget om den pige, som broren skulle være forelsket i, og som skulle være årsag til de to drab. Endvidere vurderede styrelsen, at det ikke var troværdigt, at klageren skulle have indgået en aftale med de dræbtes familier om at finde klagerens bror inden for en måned, men ikke gjorde sig andre anstrengelser for at finde broren end at ringe rundt og spørge efter ham. Yderligere lagde Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren havde forklaret divergerende om, hvor han ledte efter sin bror, idet klageren dels havde forklaret, at han ledte efter broren i området omkring [landsbyen], og dels havde forklaret, at han ikke forlod [landsbyen] for at lede efter broren, fordi han var bange. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til det anførte i Udlændingestyrelsens ovennævnte begrundelse, idet der ikke under Flygtningenævnets behandling af sagen, er fremkommet yderligere oplysninger om asylmotivet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Klageren blev [i vinteren 2013/2014] meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at det på daværende tidspunkt ville udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, idet forholdene i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt var af en sådan karakter, at klageren ved sin blotte tilstedeværelse reelt risikerede overgreb i strid med artikel 3. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at grundlaget for opholdstilladelsen har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb i hjemlandet, hvorfor klagerens opholdstilladelse kan inddrages, jf. Udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende forholdene i klagerens hjemområde, herunder at det af EASO’s rapport af februar 2016 (EASOs Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, February 2016), at AMISOM og lokale militærstyrker de facto har kontrollen over Kismayo by, og at områderne uden for byen kontrolleres af al-Shabaab, hvorfor det ikke kan afvises, at klagerens hjemby, […], er kontrolleret af al-Shabaab. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra september 2015 blandt andet fremgår, at al-Shabaab i de byer, de ikke kontrollerer, udfører angreb, men at disse ikke er direkte rettet mod civilbefolkningen, men derimod er målrettet mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, internationale styrker, internationale organisationer mv., og mod personer, der antages at støtte sådanne personer og institutioner. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet dog, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemområde, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, uanset at forholdene trods forbedringen fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Samtidig fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig, fra at være vilkårlige angreb på civil befolkningen til at være målrettet angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, ligesom det indgår i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i de områder hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af kla-gerens personlige forhold i Danmark og Somalia ikke, at det må antages at virke særligt belastende for klageren, at hans opholdstilladelse inddrages, navnlig på grund af de hensyn, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, i den tid han har opholdt sig lovligt i Danmark, ikke findes at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark i kraft af arbejdsforhold eller anden tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/59/mme
