soma201942

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [landsbyen], Hiiraan, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen […] og familieklanen [...]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som har forsøgt at tvangserhverve ham til kamp mod den somaliske regerings soldater i hans hjemby [landsbyen] i [sommeren] 2012. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter folk fra en anden klan, som i 2009 slog klagerens far ihjel i forbindelse med en jordkonflikt.  Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i [landsbyen], hvor han i nogle måneder arbejdede som sælger. Klageren solgte snus og cigaretter. En dag i [efteråret] 2012 blev klageren opsøgt af nogle unge folk fra al-Shabaab. Klageren fik at vide, at salg af cigaretter var i strid med sharia, og at han ville blive straffet, hvis han fortsatte sit sælgerarbejde. Klageren fortsatte med at sælge cigaretter den efterfølgende dag, hvor de unge folk fra al-Shabaab kom tilbage, og tog klageren med til deres base. Her blev klageren tilbageholdt i otte måneder. Klageren blev indsat i en enecelle og tvunget til at udføre opgaver for basens folk. Klageren hentede vand og brænde til dem. Under tilbageholdelsen blev klageren ikke undervist i våbenbrug eller anden undervisning. Al-Shabaab folkene forsøgte at hverve klageren til kamp mod den somaliske regerings soldater, og til sidst indvilgede klageren, og fik lov til at tage hjem og gense sin familie. Klageren kontaktede sin moster, der solgte noget kvæg, som betalte for og arrangerede klagerens udrejse fra [landsbyen] til Mogadishu i [sommeren] 2013. Herfra tog klageren nogle dage senere til Nairobi, Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse på grund af de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af Udlændingestyrelsens resolutionsark, at Udlændingestyrelsen ikke kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Udlændingestyrelsen inddrog [i vinteren] 2017 klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv om konflikten med al-Shabaab og konflikten med ægtefællens familie til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab på centrale punkter fremstår divergerende og usandsynlig. Klageren har således forklaret divergerende om længden af fængselsopholdet og om, hvorvidt han alene udførte praktisk arbejde for al-Shabaab eller, om han også modtog træning i bombefremstilling og så film om jihad. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin moster om, hvad der var sket. Endelig har han forklaret divergerende om, hvornår han tog afsted fra [landsbyen] efter at være flygtet fra al-Shabaab. Det forekommer dertil meget lidt sandsynligt, at al-Shabaab skulle løslade klageren efter otte måneders fængsel, hvor han havde nægtet at samarbejde med dem, blot fordi han på et tidspunkt sagde, at han ville samarbejde med dem, hvis han fik lov til at komme hjem på besøg. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab ved sin udrejse. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren på anden vis var profileret over for al-Shabaab. For så vidt angår klagerens forklaring om, at han har en konflikt med sin ægtefælles familie, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge denne forklaring til grund. Der er herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om denne konflikt fremstår divergerende, upræcis og usammenhængende. Klageren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han blev ringet op af ægtefællens bror, eller om ægtefællens bror tog telefonen fra ægtefællen, mens hun talte med klageren. Klageren har ikke været i stand til at give en uddybende forklaring om ægtefællens forhold og hans forklaring om, at hendes familie var meget streng stemmer ikke overens med, at hun som kvinde havde sin egen telefon, gik på gymnasiet, kunne få udskudt et tvangsægteskab og fik lov til selv at bevæge sig rundt i byen både på et marked og til og fra skole. Der er tillige lagt vægt på, at den angivelige konflikt ligger langt tilbage i tid, og at klageren hverken har hørt fra ægtefællen eller dennes familie siden 2014. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt med ægtefællens familie, eller at hans fars død har med klagerens asylmotiv at gøre. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [landsbyen] er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i [landsbyen] er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset om klagerens hjemby til tider er under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren, der er 24 år, har haft lovligt ophold i Danmark i fra [starten af] 2014 til [vinteren] 2017. Klageren går i 9. klasse og vil derefter gerne uddanne sig. Han har ikke haft fast arbejde under sit ophold i Danmark. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har familie, herunder sin moster og tre søskende i Somalia. Han har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/42/FAM