Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [klannavn], subklanen [klannavn] og er muslim af trosretning fra [landsby], Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han ikke lod sig hverve og efterfølgende flygtede. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige individuelle asylmotiv om konflikten med al-Shabaab til grund, idet klageren har forklaret uoverensstemmende om helt centrale forhold vedrørende denne konflikt. Klageren har således forklaret forskelligt om forløbet af den første henvendelse fra al-Shabaab, idet han under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2014 oplyste, at den ene af de to mænd fra al-Shabaab var maskeret, mens han under asylsamtalen [i efteråret] 2014 forklarede, at ingen af mændene var maskerede. Klageren har om samme episode under såvel oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2014 som under asylsamtalen [i efteråret] 2014 forklaret, at mændene var bevæbnede, mens han under samtalen [i efteråret] 2017 og for nævnet har forklaret, at mændene var ubevæbnede. Klageren har vedrørende dette ret enkle handlingsforløb desuden forklaret forskelligt om flugten, idet han til asylsamtalen [i efteråret] 2014 oplyste, at han overnattede i hjemmet en nat og først tidligt næste morgen tog afsted, mens han til samtalen [i efteråret] 2017 forklarede, at han ikke overnattede på bopælen, men flygtede straks samme aften. Endelig har ansøgeren for nævnet forklaret, at han efter udrejsen har talt med sin moster, der har oplyst, at al-Shabaab har opsøgt deres bopæl. Denne forklaring stemmer imidlertid ikke overens med ansøgerens forklaring over for Udlændingestyrelsen [i eftråret] 2017, hvor han flere gange ifølge referatet har forklaret, at han ikke ved, om al-Shabaab har opsøgt hans bopæl, og at han ikke har talt med sin moster herom. Nævnet tilsidesætter på denne baggrund tillige klagerens forklaring om at have været tilbageholdt og udsat for vold af al-Shabaab, hvorfor der ikke ses at være grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af klageren. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemegn, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Der kan således ikke længere lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det er indgået i denne vurdering, at Ceel Dheer-distriktet er under fortsat indflydelse af al-Shabaab, og at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der i de områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen, jf. herved Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra september 2015. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren er særlig profileret i forhold til al-Shabaab, og at det derfor ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse som cirka 26-årig og har siden opholdt sig i Danmark. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark og har omvendt nogen familie i Somalia. Han har gået til sprogundervisning i dansk, men ikke i øvrigt gennemført noget uddannelsesforløb andet end kurser af få dages varighed. Han har ifølge egne oplysninger arbejdet i Danmark i samlet ni måneder, herunder i praktikforløb, ligesom han herudover siden [foråret] 2017 har været ansat på en IGU kontrakt. Han har efter det oplyste et godt helbred og er i dag 29 år gammel. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet, at en manglende forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke kan antages at virke særlig belastende, og at betingelserne for at nægte en sådan forlængelse er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/29/SHH
