Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [klagerens landsby], Middle Shabelle, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Abgaal, subklanen […], subsubklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede al-Shabaab, idet de havde mistænkt ham for at være spion. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at al-Shabaab havde ringet til klageren og hans far og anklaget dem for at være spioner, fordi klagerens far handlede med varer i myndighedskontrollerede områder. Al-Shabaab truede klagerens far og samme aften opsøgte repræsentanter for al-Shabaab klagerens bopæl. De åbnede ild mod bopælen, og klagerens forældre blev dræbt på stedet. Det lykkedes klageren at flygte. Klagerens ægtefælle og to børn blev på bopælen. Klageren udrejste herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds¬konventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Nævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med Al-Shabab, der kan føre til asyl efter udlændingelovens § 7. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han har en konkret og individuel konflikt i Somalia, der kan føre til, at klageren må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder navnlig, at klagerens forklaring om, at han i byen Balad Wayne af en ham ubekendt ældre mand, som han tilfældigt mødte, blev hjulpet til Etiopien, fremstår usandsynlig. Hertil kommer, at det heller ikke fremstår sandsynligt, at klageren efterfølgende tilfældigt skulle have mødt en af sin fars venner, der uden betaling hjalp ham med videre udrejse. Det er endvidere blandt andet indgået i nævnets vurdering af sagen, at klagerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med skudepisoden, herunder familiens placering under denne episode og klagerens kendskab til hustruens tilfangetagelse, fremstår usammenhængende. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådan, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Somalia, herunder i det sydlige- og det centrale Somalia, hvorfra klageren stammer, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene er således, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i sommeren] 2015, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet herefter i overensstemmelse med nævnets praksis i øvrigt, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [klagerens landsby] i Middle Shabelle regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering, at det følger af de foreliggende baggrundsoplysninger, at klagerens hjemområde ligger i et område, hvor al-Shabaab er til stede, og hvor der udøves blandet kontrol, jf. herved nu det seneste kort fra november 2018 udarbejdet af Political Geography Now. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse i udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Det skal herefter vurderes, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at det efter en samlet vurdering af klagerens forhold ikke kan antages, at nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen vil virke særlig belastende for klageren. Nævnet har herunder lagt vægt på, at klageren er udrejst af Somalia som 25-årig, alene har haft lovligt ophold i Danmark i en kortere årrække og ikke har familiemedlemmer eller anden væsentlig tilknytning til Danmark. Hans ægtefælle og to børn fra et tidligere ægteskab er således bosiddende i Uganda. Det forhold, at klageren har opnået fast fuldtidsansættelse ved DFD Sygehusvaskeri, er medlem af 3F og går til fitness, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen. Den omstændighed, at der under Flygtningenævnets behandling af sagen, er tilgået nævnet en anonym henvendelse [dateret i sommeren] 2018, hvoraf det fremgår, at klageren angivelig har medlem af en ekstremistisk enhed i Somalia, at han i dette regi har stået for at udføre halshugninger, at klageren skulle have søgt at opnå opholdstilladelse i Italien, og at han er øverstbefalende i Skandinavien, kan efter henvendelsens karakter og klagerens benægtelse af oplysningerne i brevet heller ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/23/HHU
