Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgøreæse om inddragelse af opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er fra hovedklanen Hawiye, underklanen [A] og familieklanen [B]. Hun er muslim fra [C], Galguduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun og hendes ægtefælle [D] [i efteråret] 2013 blev opsøgt af al-Shabaab på deres bopæl. Al-Shabaab påstod, at klagerens ægteskab var ugyldigt, idet klageren og hendes ægtefælle ikke havde informeret al-Shabaab om deres ægteskab, og at ægteskabet dermed ikke var blevet godkendt. Klageren og hendes ægtefælle blev herefter taget med til al-Shabaabs fængsel, hvor de blev fængslet. [I efteråret] 2013 blev klageren og hendes ægtefælle fremstillet i al-Shabaabs ret. Klageren blev dømt til døden ved piskeslag, og klagerens ægtefælle blev dømt til døden ved stening. Det lykkedes klageren at flygte fra al-Shabaabs fængsel, inden hun nåede at modtage sin straf. Klageren flygtede en aften, hvor vagten havde glemt at låse døren til klagerens fængselscelle. Klageren listede ud af fængselscellen og gemte sig bag træerne i området, hvorefter hun tog til sin mosters bopæl. Efter fire dage udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet der henvises til, at forklaringen på en række punkter fremstår usandsynlig og divergerende. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren under oplysning- og motivsamtalen [i foråret] 2014 har forklaret, at både klageren og hendes ægtefælle blev dømt til døden, idet ægtefællen skulle stenes, og klageren skulle piskes. Under samtalen har hun videre forklaret, at hendes ægtefælle blev hentet fra sin celle [en dato i efteråret] 2013, og at det var sidste gang hun så ham. Klageren har derimod under samtalen [i foråret] 2014 med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun blev dømt til piskeslag, idet hun ikke blev dømt til døden. For nævnet har klageren oplyst, at hun blev dømt til døden ved piskning, og at hun sidste gang så sin ægtefælle, da de begge var i retten [i efteråret] 2013. Der lægges endvidere vægt på, at det fremstår usandsynligt, at klageren uden problemer har kunnet flygte fra sin celle i et al-Shabaab fængsel, fordi en af vagterne hos al-Shabaab havde glemt at låse hendes celledør. Klageren har endvidere forklaret divergerende om tidspunktet for sin flugt fra fængslet, idet hun under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet har oplyst flere forskellige datoer herfor, herunder den [en dato i efteråret] 2013, [en anden dato i efteråret] 2013 og [en tredje dato i efteråret] 2013. Flygtningenævnet finder ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse kan antages at virke særligt belastende jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges derved til grund, at klageren er født og opvokset i Somalia, hvor hun har opholdt sig, indtil hun udrejste i efteråret 2013. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [foråret] 2014, og hun har under opholdet i Danmark ikke haft en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og hun har ikke gennemført en uddannelse. Hun har i øvrigt ingen familiemæssige relationer i Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at det ikke kan afvises, at klageren er en enlig kvinde, der ikke har et egentligt netværk i Somalia. Flertallet lægger herved til grund, at klageren ikke efter sin udrejse har haft kontakt med sin mors kusine, som klageren kalder sin moster, og at hun heller ikke har haft kontakt med sin bror, der var 18 år, da klageren udrejste af Somalia. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for enlige kvinder i Somalia og med henvisning til at klagerens hjemområde efter baggrundsoplysningerne er kontrolleret af al-Shabaab, finder flertallet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller behandling i strid med udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder derfor grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, idet flertallet finder, at det vil stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, at klageren sendes tilbage til Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [en dato i efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/17/snd
