Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren tilhører klanen […] og er muslim af trosretning fra [en by] i Middle Shabelle-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun havde hjulpet sin datter med at undslippe militsen. Klageren henviste endvidere til de generelle forhold i Somalia. Klageren forklarede til støtte herfor, at en person fra al-Shabaab opsøgte klagerens butik i [en by] i [sommeren] 2013. Den pågældende forlangte, at klagerens datter skulle følge med ham, hvilket datteren nægtede. Der opstod håndgemæng mellem den pågældende og klageren og hendes datter, i hvilken forbindelse det lykkedes datteren at flygte. Den pågældende udsatte herefter klageren for voldelig overgreb, hvorefter han forlod butikken. Klageren blev sammen med sine børn efterfølgende bragt til [en anden by], hvor hun tog ophold hos sin kusine. Efter nogle måneders ophold i [den anden by] udrejste klageren af Somalia. Klageren forklarede endvidere, at hun ikke kunne opnå beskyttelse, idet hun stammer fra en mindretalsklan. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af tilladelsesresolution af [sommeren] 2014, at Udlændingestyrelsen ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til det syd-centrale Somalia ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab, herunder i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen lagde i vurderingen heraf endvidere vægt på, at klagerens hjemområde efter de på daværende tidspunkt foreliggende baggrundsoplysninger fortsat sås kontrolleret af al-Shabaab. Klageren har under sagen om inddragelse af klagerens opholdstilladelse henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har supplerende forklaret, at hendes familie er blevet undertrykt i mange år, og at hun som tilhørende en mindretalsklan frygter at blive slået ihjel af personer fra de store klaner. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, usandsynlig og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om episoden i butikken. Klageren har således til asylsamtalen forklaret, at manden fra al-Shabaab slog hende i brystet og holdt hendes hoved fast til gulvet, og at hun af naboen blev fragtet fra butikken i en trillebør og herfra videre i en lastbil, mens klageren under nævnsmødet forklarede, at manden fra al-Shabaab slog hende og skubbede hende ned på jorden, men ikke holdt hendes hoved fast, og at hun blev båret hen til en bil. Hun forklarede endvidere under nævnsmødet udbyggende, at der under episoden kom en respekteret mand ind i butikken, hvorefter manden fra al-Shabaab flygtede. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at det lykkedes klagerens datter, [B], at flygte fra manden fra al-Shabaab, da han kom til butikken for at hente datteren. Det forekommer endvidere ikke troværdigt, at [B] angiveligt efterfølgende kunne opholde sig i [den anden by] uden problemer, såfremt et medlem af al-Shabaab havde udset sig hende til et tvangsægteskab. Nævnet bemærker hertil, at det forekommer påfaldende, at klageren udrejste af Somalia uden datteren henset til, at klageren til asylsamtalen forklarede, at hendes kusine havde sagt, at hun skulle udrejse, fordi kusinen frygtede, at al-Shabaab kunne finde klageren her, men at [B] godt kunne bo hos kusinen. Det forhold, at klageren på nævnsmødet forklarede, at datteren aldrig kom udenfor, kan ikke føre til en anden vurdering. For så vidt angår klagerens asylmotiv i relation til sit klanforhold, bemærker nævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at minoritetsgrupper i Somalia bliver diskrimineret gennem nedladende sprogbrug, ringere mulighed for ægteskab på tværs af klaner, samt fravalgt i forhold til job, men at de ikke er væsentligt mere udsat for overgreb end andre grupper i Somalia. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har været udsat for overgreb som følge af sit klanforhold. Sammenfattende finder nævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved sin udrejse havde en konflikt med al-Shabaab, eller at hendes klanforhold er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun er en enlig kvinde, således som hun har forklaret for nævnet. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerens individuelle asylmotiv er blevet tilsidesat som utroværdigt, og at klageren har afgivet en meget usikker og afglidende forklaring om sine familieforhold. Klageren har således forklaret, at listen over søskende som er vedlagt oplysnings- og motivsamtalen fra 2014, og hvoraf fremgår, at klageren har flere søskende, der er bosiddende i Somalia, herunder Mogadishu, er skrevet ud fra oplysninger, som hendes mor gav hende i 2007, hvorimod hun på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at hun hørte fra sin mor, at alle hendes søskende var flygtet til Cypern mellem 2009 og 2010. I § 26-skemaet fra 2017 har klageren endvidere oplyst, at hun har to brødre, der er bosiddende i henholdsvis [en by] og Mogadishu. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring under mødet i nævnet om, at der ikke er noget familie tilbage i Somalia, til grund. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at klageren ikke har et mandligt netværk i Somalia. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i klagerens hjemområde er ikke af en sådan karakter, at klageren risikerer overgreb alene ved sin blotte tilstedeværelse i området. Det vil således ikke være i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3 at henvise klageren til på ny at tage ophold i hjemområdet. Ved vurderingen af, om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2014. Hun har bestået første modul i Dansk 2. Hun har ingen uddannelse og har modtaget offentlige ydelser under sit lovlige ophold i Danmark. Hun har været i virksomhedspraktik, herunder på [en virksomhed] fra [efteråret] 2017 til og med [vinteren 2018/2019], men har ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, og nævnet lægger til grund, at hun har i hvert fald to brødre i Somalia, hvor hun er født og opvokset og har boet, indtil hun udrejste som ca. 49-årig. Hun er ikke medlem af foreninger og har ikke anden væsentlig tilknytning til Danmark. Klageren har oplyst, at hun lider af astma og allergi, smerter i venstre ben, samt har øjenproblemer og en godartet knude i brystet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder de helbredsmæssige forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/110/CRT
