Nævnet stadfæstede i marts og 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren tilhører klanen Dir. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at han ville blive slået ihjel af al-Shabaab, idet grupperingen slog klagerens bror ihjel og skød klagerens far. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at al-Shabaab beskyldte klagerens bror for at være spion for myndighederne, hvorefter de slog ham ihjel. Al-Shabaab fortalte klagerens far, at de også havde til hensigt at slå hans andre sønner ihjel, idet de mistænkte familien for at samarbejde med myndighederne. På et tidspunkt opsøgte klagerens far al-Shabaab, hvilket resulterede i, at han blev skudt. Med hjælp fra sin mor, udrejste klageren af Somalia i september 2013. Klageren er [i efteråret] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshøringen henvist til, at han fortsat frygter al-Shabaab, som følge af de problemer, hans familie har været udsat for. Klageren frygter endvidere de generelle forhold i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt endvidere ikke at kunne afvise klagerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemområdet i Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det alene beror på klagerens formodning, at Al-Shabaab efterstræber ham på grund af hans brors forhold, idet klageren efter det oplyste ikke selv har haft kontakt med Al-Shabaab, og at det efter det oplyste må lægges til grund, at Al-Shabaab opsøgte klagerens hjem som led i en generel hvervning, idet de samtidig opsøgte andre i klagerens område. Hertil kommer, at klageren under sagen har forklaret utroværdigt om centrale dele af asylmotivet vedrørende sin frygt for al-Shabaab, idet han har forklaret divergerende og udbyggende, herunder om hvorvidt han i Somalia i årene op til udrejsen boede hos sine forældre i [A] eller hos sin moster i Mogadishu. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia bevirker, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ifølge baggrundsoplysningerne er [A] kontrolleret af AMISON. Det fremgår samtidig af de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab, at ophold i al-Shabaab-kontrollerede områder ikke er tilstrækkeligt til at opnå asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i [A] er forbedret siden klagerens udrejse, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til [A] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren, der nu er 20 år, har boet i [A] og i Mogadishu i Somalia frem til sin udrejse som 15-årig i 2014. Det må derfor lægges til grund, at klageren taler somali og kender kulturen og hjemområdet. Hans far og søster opholder sig endvidere efter det oplyste i Somalia, men det kan ikke nærmere fastlægges, hvor i landet de befinder sig. Klageren har opholdt sig i Danmark i nu lidt over fem år, han har bestået Dansk 2, og han har gået i 10. klasse på [B] Idrætsefterskole fra [sommeren] 2015 til [sommeren] 2016. Han er nu i færd med at tage HF på enkeltfag, og afslutter efter planen med HF-eksamen i sommeren 2020. Han har her i landet sin mor og seks yngre søskende foruden en farmor, farbror og en kusine. Udover forskellige fritidsjobs, herunder på plejehjem, på en handicapskole, i [dansk virksomhed] og i garderoben i en natklub, har han ikke haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Han deltager ikke i foreningslivet, men han spiller fodbold og dyrker fitness. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/103/LINB
