Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk somali og sunni muslim (sufi) fra [en landsby], Galguduud, Somalia. Klageren tilhører klanen [K]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har videre forklaret, at hun frygter al-Shabaab, fordi hun og hendes familie årligt holdt en fest, hvor de bad til Gud. Klageren har hertil forklaret at hendes bopæl blev opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab i forbindelse med afholdelsen af en fest, hvor al-Shabaab kaldte festen for anti-islamistisk, hvorefter de greb ansøgerens bror og slog ham ihjel. Endvidere kaldte de klageren og hendes børn for vantro og truede med at slå dem ihjel. Klageren har hertil forklaret, at al-Shabaab stadig befinder sig i den landsby, som klageren flygtede fra. Klageren har endvidere forklaret, at hun frygter al-Shabaab, da hun tilhører sufi grenen inden for islam, og al-Shabaab betragter disse som vantro. Klageren har tillige forklaret, at hendes søn er blevet forsøgt tvangshvervet af al-Shabaab, hvilket er sket efter sønnen fik afslag på familiesammenføring og måtte vende tilbage til Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Endvidere lagde Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund, idet forklaringen blev fundet troværdig og sammenhængende. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet nævnet herved henviser til, at klageren på helt centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, og at dette ikke kan forklares med den tid, der er forløbet, siden hændelserne fandt sted. Nævnet lægger således vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 forklarede, at hendes bror døde, da medlemmer af al-Shabaab opsøgte dem på bopælen og begyndte at skære hans ben af. Under samtalen [i sommeren] 2017 og under nævnsmødet har klageren derimod forklaret, at det var hendes tidligere ægtefælle der fik skåret benet af, og at hendes bror blev halshugget, da al-Shabaab opsøgte bopælen. Klageren har endvidere under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 forklaret, at der tidligere havde været problemer med al-Shabaab, idet de havde forsøgt at tvangshverve hendes søn. Under samtalen [i sommeren] 2017 har klageren først ikke forklaret herom, hvorefter hun har forklaret, at forsøget på tvangshvervning først skete, efter at hendes søn havde fået afslag på familiesammenføring og derfor vendte tilbage til Somalia i 2015. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil risikere at blive udsat for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes hertil, at nævnet ikke finder, at klageren vil risikere forfølgelse fra al-Shabaab, fordi hun har opholdt sig i Danmark siden 2013. Flygtningenævnet finder i øvrigt efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne om forholdene i den centrale og sydlige del af Somalia, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til hendes hjemområde ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det er herunder taget i betragtning at Flygtningenævnet fra 2016 i forskellige sager har tiltrådt, at den generelle situation i denne del af Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for forfølgelse og overgreb i strid med EMRK artikel 3. De generelle forhold i området er forbedrede, selvom forholdene fortsat er alvorlige og betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, men ændringerne findes ikke at være helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved henset til, at klageren er født og opvokset i Somalia, hvor hun har boet indtil sin udrejse i oktober 2012. Hun har ikke haft arbejde i Danmark, og taler, læser og skriver ikke dansk. Hun har under opholdet i Danmark modtaget offentlige ydelser og har ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet. De foreliggende oplysninger, herunder de fremlagte lægeerklæringer, om klagerens helbredstilstand, kan ikke føre til et andet resultat, idet det hertil bemærkes, at Flygtningenævnet i dag har truffet afgørelse om, at en asylansøgning fra klagerens søn, der er født […], ikke skal imødekommes, og at sønnen skal udrejse straks til Somalia. Klageren vil derfor ikke være uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2018/81/jov
