Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel på grund af forholdene i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at nogle personer opsøgte hendes bopæl syv til otte år inden hendes indrejse i Danmark og slog hendes ægtefælle og søn ihjel. Klageren formoder, at personerne var fra al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1, truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund og finder således, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Mogadishu på det pågældende tidspunkt. Nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2007, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Ansøgeren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse i 2007, hvor hun rejste til Uganda og boede i ca. 5 år. Det må således lægges til grund, at ansøgeren taler somalisk, kender kulturen og Mogadishu-området. Klageren har i forbindelse med sin asylansøgning forklaret, at hun giftede sig med [G], og at han boede i flygtningelejren i Kampala sammen med stedbørnene. Hun har i forbindelse med familiesammenføringssagerne forklaret, at ægtefællen er rejst tilbage til Mogadishu. Klageren har ikke siden 2013 givet oplysninger om denne ægtefælle, heller ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Nævnet lægger derfor til grund, at hun har en ægtefælle i Somalia. Derfor, og idet hun har forklaret at tilhøre Hawiye-klanen, finder nævnet ikke, at klageren er uden netværk i Somalia, hvorfor hun ikke skal betragtes som en enlig kvinde. Klageren taler, læser og skriver ikke dansk og har ikke taget danskkurser. Hun har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller været medlem af foreninger eller lignende. Hun har en datter, [A], født [i sommeren] 1996, der er familiesammenført med klageren og bosat i Danmark. Klagerens stedbørn [B], født i 2001, [C], født i 2004, og [D], født i 2006 er tillige familiesammenført med klageren. Efter det oplyste er klagerens barnebarn, [E], - hvis far er bosat i Sverige - endvidere familiesammenført med klageren. Endelig indrejste klageren sammen med [F], der er hendes stedbarn. Klageren har [i foråret] 2017 til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke har nogen kontakt med sine stedbørn og sit barnebarn. Det er endvidere oplyst, at den biologiske mor til [F], [D], [C] og [B] er indrejst i Danmark, men har fået afslag på asyl. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende og hendes herboende voksne datter, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/54/EMU
