Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fem børn fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra byen [X] i Middle Juba-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af Al-Shabab, fordi ansøgerens ægtefælle tidligere har haft en konflikt med Al-Shabab. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at ansøgerens ægtefælle fra familiens butik solgte kassettebånd med musik, og at han derfor blev fængslet af Al-Shabab. Efter to-tre måneders tilbageholdelse blev ægtefællen løsladt med hjælp fra en nabo. Efter ægtefællens udrejse blev ansøgerens families bopæl opsøgt flere gange af Al-Shabab, der ledte efter ansøgerens ægtefælle og truede ansøgeren og hendes familie. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved familiens tilbagevenden til Somalia frygter, at Al-Shabab vil tvangshverve ansøgerens sønner og tvangsgifte ansøgerens døtre bort. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes døtre vil blive udstødt af samfundet, fordi de ikke er omskåret, eller at Al-Shabab vil tvangsomskære døtrene, og at Al-Shabab vil slå ansøgeren ihjel, hvis hun forsøger at modsætte sig dette. Desuden har ansøgeren henvist til, at hun frygter, at familien vil blive straffet af Al-Shabab, fordi de har opholdt sig i et europæisk land. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder således, at forklaringen, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, fremstår udbyggende, divergerende og utroværdig. Ansøgeren har således forklaret udbyggende og divergerende om den angivelige konflikt med Al-Shabab, herunder om Al-Shababs opsøgninger og lukning af butikken. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre for indholdet af de trusler, som Al-Shabab angiveligt fremsatte over for hende efter ægtefællens udrejse. Der henvises i øvrigt til nævnets samtidige afgørelse i ægtefællens sag. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun på dette grundlag har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har herudover som asylmotiver henvist til, at hun frygter, at hendes sønner skal blive tvangshvervet af Al-Shabab, at hendes døtre på 14 og 16 år skal blive omskåret, at døtrene skal blive tvangsgift, og at familien vil blive straffet på grund af deres ophold i et europæisk land. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun som følge af de ovennævnte forhold vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. I forhold til spørgsmålet om tvangshvervning af sønnerne til Al-Shabab og tvangsægteskab i forhold til døtrene har nævnet lagt vægt på, at det udelukkende beror på ansøgerens egne formodninger, at der er risiko for, at dette vil finde sted. Der foreligger således ingen konkret risiko, men alene generelle overordnede udsagn fra ansøgeren herom. Tilsvarende gælder i forhold til ansøgerens ægtefælles frygt for, at ansøgeren skal blive tvunget til at gifte sig med en anden end ægtefællen ved en tilbagevenden til Somalia. Vedrørende klagerens frygt for tvangsomskæring af sine døtre bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret i Somalia, og at omkring 95-99 % af alle kvinder i alderen 15-49 år er omskåret. Endvidere fremgår det af det foreliggende baggrundsmateriale, at Al-Shabab har forbudt omskæring af kvinder, men at det fortsat foregår i områder kontrolleret af Al-Shabab. Selvom Al-Shabab ikke støtter eller opfordrer til kvindelig omskæring, vil Al-Shabab således heller ikke bekæmpe det. Flygtningenævnet lægger til grund, at hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle går ind for omskæring af døtrene, og at ansøgeren tidligere har modsat sig, at døtrene skulle omskæres. Døtrene har desuden nu opnået en alder, hvor omskæring næppe længere er relevant. Efter en samlet og konkret vurdering af disse forhold – sammenholdt med ansøgerens udsagn under samtalen [dato] 2017 om, at hun ikke frygter, at døtrene vil blive omskåret under tvang, men at de vil blive udstødt, fordi de ikke bliver omskåret – finder Flygtningenævnet også henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at ansøgeren og ægtefællen i givet fald vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af døtrene. En eventuel frygt for, at ansøgeren og døtrene vil blive udstødt af samfundet, hvis de modsætter sig omskæring, er ikke et forhold, der kan anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. For så vidt angår konsekvenserne af ansøgerens og familiens ophold i Europa har nævnet ikke fundet det sandsynliggjort, at dette i sig selv vil føre til, at ansøgeren eller dennes familie vil blive anset for at være særlig profileret eller vestliggjort af Al-Shabab ved en tilbagevenden til Somalia. Der kan henvises til det anførte herom i Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding rapport fra marts 2017 om ”South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence and Target Groups based on interviews in Nairobi”. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Somalia er således heller ikke af en sådan karakter, at det kan føre til beskyttelse efter bestemmelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/46
