Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk [A] og muslim fra [B], [C], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter overgreb af al-Shaabab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv anført, at klageren havde en konflikt med al-Shaabab, hvilket tog udspring i, at al-Shaabab kontaktede hendes ægtefælle, fordi de gerne ville have ham. Omkring to måneder efter kontaktede de klagerens far første gang. Tre maskerede mænd fra al-Shaabab opsøgte herefter klagerens bopæl, hvor hun og hendes far opholdte sig. De sagde, at klagerens ægtefælle var væk og at de anså ham for at være vantroende, hvorfor hun ikke længere kunne være gift med ham. Mændene fra al-Shaabab ville derfor gerne have, at klagerens far gav hende væk til en af de tre mænd. Klagerens far svarede, at det kunne han ikke gå med til, da klageren allerede var gift, men mændene insisterede på, at det skulle han. De sagde til klagerens far, at han skulle tænke over det, og at de ville komme tilbage. Såfremt klagerens far ikke indvilligede i ægteskab med en af de tre mænd, så ville det gå ud over faren. De sagde, at de ville vende tilbage efter tre dage. Klageren udrejse herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klagerens oprindelige asylmotiv Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren i første samtale med de danske myndigheder i [sommeren] 2012 adspurgt om sit asylmotiv oplyste, at hun søgte asyl i Danmark med henblik på at kunne sende penge hjem til moderen, eller alternativt at moderen efterfølgende kunne komme til Danmark på en familiesammenføring. Nævnet lægger videre vægt på, at klageren i sin samtale med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2012 forklarede, at hun ikke rejste til Kenya, hvor hendes mand opholdt sig, fordi livet var hårdt. Nævnet er opmærksom på, at klageren, da hun blev konfronteret med det oprindeligt oplyste asylmotiv til samtalen i [efteråret] 2012 forklarede, at hun ikke i den første samtale var blevet spurgt ind til sine problemer. Nævnet finder imidlertid, at det er bemærkelsesværdigt, at klageren ikke af egen drift forklarede om det senere påberåbte asylmotiv, henset til at det angiveligt denne udefrakommende begivenhed, der var årsagen til, at hun forlod sin familie. Flygtningenævnet lægger videre på, at klageren har forklaret udbyggende. Klageren forklarede således ikke i samtalerne i 2012 om, at al-Shabaab skulle have bortført klagerens far. Dette forklarede klageren imidlertid i samtalen [foråret] 2017. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har forklaret divergerende på centrale punkter om omstændigheder vedrørende asylmotivet. Klageren har således til samtalen [i efteråret] 2012 forklaret, at familiens bopæl blev opsøgt af tre maskerede og bevæbnede personer fra al-Shabaab, som forlangte, at hun skulle gifte sig med en af mændene, og at de, da klagerens far afslog dette, sagde, at de ville komme igen to dage senere, hvorefter de gik. Klageren forklarede videre, at hun udrejste morgenen, efter at mændene havde været på bopælen. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 forklarede klageren, at mændene, da de gik, sagde, at de ville komme tilbage efter tre dage. Klageren forklarede videre, at hun udrejste to dage efter, at mændene havde været på bopælen. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren modsat i samtalerne med Udlændingestyrelsen for nævnet har forklaret, at hendes ægtefælle ikke havde været kidnappet af al-Shabaab, inden han flygtede til Kenya. Flygtningenævnet er opmærksom på klagerens begrænsede uddannelse i Somalia og på den tid, der er gået imellem de to samtaler. Nævnet finder imidlertid, at der er tale om så centrale omstændigheder, at det må forventes, at en person, der har været udsat for en sådan oplevelse, vil kunne huske sådanne omstændigheder og forklare ensartet herom. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Endelig finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring om, at klagerens far for at skaffe penge til klageren udrejse solgte sit hus inden, al-Shabaab kom og forlangte, at hun skulle giftes med en al-Shabaab-mand, svækker klagerens troværdighed. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Det følger således af forarbejderne til § 19, stk. 1, nr. 1, at en meddelt opholdstilladelse kan inddrages, hvis de generelle forhold i hjemlandet er forbedret, selvom forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, idet ændringerne dog ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har ved vurderingen af denne sag lagt til grund, at [B] i [C] regionen igennem længere tid har været under de facto kontrol af AMISOM, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under AMISOM kontrol. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne anført i Udlændingestyrelsens afgørelse og i EASO Country of Origin Information Report Somalia Security Situation, December 2017 og Asylum Research Consultancy Situation in South and Central Somalia (including Mogadishu) fra 25. januar 2018, finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2012, således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet finder således, at de generelle forhold i [B], uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, er forbedrede, og at forbedringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter. Da Flygtningenævnet har tilsidesat klagerens forklaring om sin påståede konflikt, lægger nævnet til grund, at klagerens far og ældste bror, der nu er omkring 19 år, fortsat opholder sig i Somalia, og at ansøgeren har et mandligt netværk i landet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [B] i [C] regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Klagerens tilknytning til Danmark Det er om klageren oplyst blandt andet, at hun har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5½ år. Hun har bestået Danskprøve 1 og har siden [vinteren ultimo] 2016 gået på AOF på FVU dansk og FVU matematik, men hun har ikke gennemført et uddannelsesforløb og har ikke – bortset fra to praktikophold af henholdsvis 3 og 6 måneders varighed – haft tilknytning til det danske arbejdsmarked. Hun har ikke engageret sig i foreningslivet her i landet. Hun er sund og rask. Hun har ikke børn, og hun har ikke familie i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/23/IBK
