Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, som han er eftersøgt af. Han frygter videre de somaliske myndigheder, da de har noteret hans navn og mistænker ham for at tilhøre al-Shabaab. Klageren har ingen familie, der kan hjælpe ham, hvis han bliver tilbageholdt. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Klageren blev oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, på grund af de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia. Det skal herefter vurderes, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har i nyere praksis fundet, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Der er ikke ved de seneste baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnets flertal således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2012, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flertallet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der skal endelig tages stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnets flertal, at der ikke er belæg for i inddragelsesvurderingen at skelne mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er senest affattet ved L nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002), og der skelnes i bemærkningerne til bestemmelsen ikke mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Udlændingelovens § 8 er senest affattet ved lov nr. 403 af 1. juni 2005 (lovforslag nr. L 79 af 23. februar 2005), hvoraf følgende fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslaget (nr. 4-9): ”Som følge af de pågældende personers særlige status som kvoteflygtninge vil spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1 (om inddragelse som følge af ændring i grundlaget for en ansøgning om opholdstilladelse m.v.), i almindelighed ikke komme på tale. Inddragelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, kan dog komme på tale i de sjældne tilfælde, hvor grundlaget for opholdstilladelsen er afgørende forrykket, f.eks. i tilfælde af personforveksling o.l.” Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014) indsattes som 2. pkt. til § 19, stk. 1, nr. 1: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen.” Der skelnes i bemærkningerne til lovændringen ikke mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Det bemærkes, at § 19, stk. 1, nr. 1, er suppleret af § 19. stk. 2, nr. 4, der blev affattet ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. L 188 af 26. marts 2010). Bestemmelsen vedrører inddragelse som følge af flygtninges rejser til hjemlandet. Der er heller ikke i bemærkningerne til denne lovændring, eller i bemærkningerne til lovforslag nr. L 87 af 10. december 2015, der tilføjede et 3. pkt. til bestemmelsen, skelnet mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. I bemærkningerne til den oprindelige udlændingelov fra 1983, hvorved § 19, stk. 1, oprindeligt blev indført, er det alene anført, at bestemmelsen svarer til § 15 i det udkast til udlændingelov, der er indeholdt i betænkning om udlændingelovgivningen (betænkning nr. 968/82). Der skelnes ikke i betænkningen mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8, og der ses heller ikke at være skelnet mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8 i senere ændringer til bestemmelsen forud for nyaffattelsen i 2002. Bemærkningerne i lovforslag nr. L 79 af 23. februar 2005 forekommer således at være enkeltstående, uden støtte i øvrigt i lovens forarbejder. Bemærkningerne fremgår endvidere ikke til en ændring af udlændingelovens § 19 om inddragelse, men til en ændring af udlændingelovens § 8. Der er derfor ikke grundlag for i inddragelsesvurderingen at skelne mellem udlændinge med opholdstilladelse efter § 7 og udlændinge med opholdstilladelse efter § 8. Om § 26-vurderingen bemærker Flygtningenævnets flertal, at § 26, stk. 1, indeholder en række hensyn, som der navnlig skal lægges vægt på ved en afgørelse om inddragelse, herunder bl.a. udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet, jf. § 26, stk. 1, nr. 5. Af forarbejderne til loven fremgår herom, jf. betænkning nr. 882/1979, side 118: ”Efter bestemmelsen skal der også tages hensyn til udlændingens eventuelt manglende eller svage tilknytning til det eller de lande, hvor udlændingen efter en udvisning kan ventes at tage ophold. En udlændings forbindelse med hjemlandet kan være ringe, f.eks. fordi den pågældende er rejst derfra i en meget ung alder. Udvisningen bør i så fald kun ske i særligt kvalificerede tilfælde. At forholdene i udlændingens hjemland generelt er ringere end forholdene her i landet, er ikke i sig selv et hensyn, der bør indgå i afvejningen.” Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren var 12-13 år på tidspunktet for sin udrejse af Somalia, og at han ikke siden har haft kontakt med sin familie i Somalia, men at han af en ven er blevet oplyst om, at hans far er blevet kidnappet. Ansøgerens mor døde, da ansøgeren var tre år gammel. Han ved ikke, hvor hverken hans halvsøskende eller stedmor opholder sig. På baggrund af ovenstående finder Flygtningenævnets flertal, at vurderingen efter § 26 skal ses i lyset af, at klageren er udrejst af Somalia som ganske ung og ikke siden har haft kontakt til sin familie, som han ikke ved hvor befinder sig, og at inddragelse derfor som udgangspunkt bør ske, hvis der er tale om et ”kvalificeret tilfælde”. Klageren blev [i foråret] 2013 genbosat i Danmark fra Kenya. Han indrejste i Danmark [i foråret] 2013 og har således opholdt sig lovligt i Danmark i over 4 ½ år. Han har et barn med en dansk statsborger fra Grønland på omkring 1½ år, som han har regelmæssig kontakt med via telefon og skype. Han har bestået danskprøve 2, og har under nævnsmødet udvist et grundlæggende kendskab til dansk, som han taler og forstår. Han har i Danmark gået på en ungdomsskole, været på et højskoleophold af 1 års varighed og tager nu 9. klasse på VUC. Han har, ved siden af sin skole, arbejdet for forskellige vikarbureauer i omkring 2 år med varierende arbejdstider. Han har tidligere været aktiv frivillig hjælper i Den Somaliske forening i Kolding, som efter det oplyste er en forening, som bygger bro, med fokus på mangfoldighed, samhørighed, åbenhed og fællesskab. Han har efter det oplyste her været frivillig hjælper i en lektiecafé, stået for fællesaktiviteter til mindreårige børn og været fodboldtræner for et senior fodboldhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særligt belastende for klageren, hvorfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra sommeren] 2017 ændres, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. 7, stk. 2.” Soma/2018/21/CHA
