Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk somalier tilhørende hovedklanen Boon og er muslim fra [byen], Nugal-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, idet hun er efterstræbt af familier tilhørende klanerne Dhulbahanta og Marihan. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i byen […] i det nordlige Somalia. Da klageren var 21 år, flygtede hun til byen Sarinley i det sydelige Somalia på grund af konflikt med en familie tilhørende Dhulbahanta klanen. Konflikten opstod som følge af, at klagerens mor havde omskåret to af familiens piger. Pigerne døde herefter som følge heraf. Klageren mistede flere familiemedlemmer på grund af konflikten. Klageren har videre henvist til, at hendes ægtefælle og hendes søn blev slået ihjel på et ukendt tidspunkt i Sarinley i forbindelse med en konflikt med to mænd fra klanen Marihan. Konflikten opstod, fordi klagerens ægtefælle ikke ville reparere en af mændenes gevær. I 2013 blev klagerens datter voldtaget og stukket med en kniv af en mand fra klanen Marihan. Manden var kommet med to andre drenge. Manden løb herefter hen mod klageren. Klageren kastede sten mod manden, og en af stenene ramte manden ved siden af øret. Manden mistede balancen og faldt i floden, hvor han druknede. Klageren og datteren blev efterfølgende ringet op, hvor de fik at vide, at mandens familie havde angrebet klagerens families bopæl. Klageren kunne se, at der var ild og røg fra deres hus. Datteren døde samme aften i en skov, hvor klageren og datteren skjulte sig. Herefter påbegyndte klageren sin udrejse. Endelig har klageren oplyst, at hun ikke kan vende tilbage til Somalia, idet hun frygter al-Shabaab, som har slået klagerens søn ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Klageren har forklaret divergerende og udbyggende om en række centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har om sin første ægtefælles og ene søns død til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen i 2014 samt under nævnsmødet forklaret, at de blev dræbt i forbindelse med, at ægtefællen ikke straks ville reparere et gevær for en mand, mens hun til partshøringssamtalen i 2017 har forklaret, at ægtefællen blev dræbt i forbindelse med, at ægtefællen under en jagt skadede en anden mand ved en vådeskudsulykke. Om en konflikt, hvor en af klagerens døtre blev voldtaget og dræbt, har klageren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at datteren fik en kniv ført op i sig. Til asylsamtalen har klageren forklaret, at datteren blev stukket på hænderne og lårene – og foreholdt denne divergens – først at datteren også blev stukket i underlivet, derefter at datteren ikke blev stukket i underlivet. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren ikke forklaret om, at hun selv blev udsat for fysiske overgreb under samme episode, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun blev slået med en stok og til partshøringssamtalen og under nævnsmødet, at hun også selv blev stukket med en kniv. Videre har klageren under asylsamtalen forklaret, at hun kastede en sten mod manden, der havde voldtaget hendes datter, og at han, da han blev ramt, faldt i floden og druknede, ligesom hun har forklaret, at sønnen Abdi Asis ringede og fortalte, at folk havde sat ild til deres hus. Til partshøringssamtalen har klageren ikke forklaret, at manden druknede, men derimod at hun ikke ved, hvordan han døde, ligesom hun har forklaret, at sønnen Abdi Asis ikke ringede og fortalte, at der var sat ild på deres hus, for han var brændt inde. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at hendes anden ægtefælle blev dræbt i samme angreb, hvor sønnen indebrændte, hvorimod hun til partshøringssamtalen har forklaret, at hun blev gift med sin anden ægtefælle, mens hun opholdt sig i Kenya – efter sin udrejse af Somalia. Hertil kommer, at den konflikt, klageren har beskrevet, hvorunder blandt andet hendes mor blev dræbt, ligger mere end 40 år tilbage i tid og må betragtes som afsluttet. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin udrejse fra Somalia var i konkret og individuel risiko for forfølgelse og overgreb. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring til grund, kan det heller ikke lægges til grund, at klageren er uden netværk i Somalia, ligesom der med samme begrundelse ikke er grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af en torturundersøgelse. Det forhold, at klageren tilhører en minoritetsklan, er ikke i sig selv asylbegrundende. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er Baardheere under Amisomkontrol, og der er i området sket en forbedring af forholdene af ikke helt midlertidig karakter. Uanset Al-Shabaab måtte have en vis indflydelse i klagerens hjemområde, har klageren ikke haft nogen konflikter med Al-Shabaab, ligesom klageren er uprofileret. Forholdene i klagerens hjemområde er herefter ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb. Klageren er født og har opholdt sig i Somalia i ca. 55 år indtil sin udrejse for ca. 5 år siden. Klageren har ikke tilknytning til det danske arbejdsmarked, har ikke gennemgået en uddannelse, deltager ikke i danskundervisning og har ikke dokumenteret, at hun lider af alvorlige sygdomme af en karakter, der kræver behandling i Danmark. Klageren modtager ikke pension eller hjælp af det offentlige til praktiske dagligdags fornødenheder. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at høre en bisidder som vidne omkring klagerens dagligdag, da denne bisidder ikke har personligt kendskab til klagerens dagligdag og ikke er en fagperson. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det må antages at være særligt belastende for klageren at inddrage hendes opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/107/Fam
