Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren tilhører klanen Biyomal og er sunni muslim fra Marka, Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, da han har modsat sig at hjælpe dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af medlemmer af Habargidir-klanen, da han og hans bror har politianmeldt en person ved navn Hassan Ali Hashi, der tilhører klanen Habargidir og er med i al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i foråret] 2015 blev opsøgt af Hassan, der ønskede, at ansøgeren arbejdede for al-Shabaab. Ansøgeren afviste Hassans forslag, men blev alligevel efterfølgende opsøgt af Hassan flere gange. Ansøgeren modtog en dag et opkald fra et højtstående al-Shabaab medlem ved navn Mohammed Ali. Mohammed fungerede blandt andet som dommer for al-Shabaab. Mohammed insisterede på, at ansøgeren skulle hjælpe al-Shabaab, men ansøgeren afviste også Mohammed. Mohammed kontaktede ansøgeren flere gange. Ansøgeren afslog hver gang, hvorfor Mohammed kaldte ham en forræder. Ansøgeren og hans bror anmeldte Hassan til politiet, hvorefter Hassan blev anholdt. Det medførte, at ansøgeren modtog endnu et opkald fra Mohammed, der sagde, at ansøgeren og hans bror ville blive straffet for at have politianmeldt Hassan. Efter at have forsøgt at skjule sig blev både ansøgeren og hans bror tilbageholdt af al-Shabaab og ført først op i bjergene og senere til Gendershe, hvor de blev dømt til døden. Omkring ti dage efter, de var blevet dødsdømt, lykkede det ansøgeren og broren at flygte fra al-Shabaab i forbindelse med et toiletbesøg. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret afglidende, upræcist og divergerende, ligesom forklaringen på en række centrale punkter har været usandsynlig, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om den første henvendelse fra Hasan Ali fandt sted ved, at Hasan Ali opsøgte ansøgeren derhjemme eller et sted inde i Marka, hvor unge mennesker hang ud sammen, og om de to første henvendelser fandt sted samme dag, eller der gik en dag mellem alle Hasan Alis henvendelser til ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, hvor mange gange Mohammed Ali ringede til ham, og hvor mange dage der gik mellem opkaldene, og om han fortalte sin bror om henvendelserne allerede efter, at Mohammed Ali havde ringet første gang, eller om han først fortalte om det, efter den sidste henvendelse, hvor han kom op at skændes med Mohammed Ali. Ansøgerens forklaring om, at al-Shabaab skulle vælge ham, der ikke var en af deres tilhængere til at holde øje med AMISON forekommer ikke sandsynlig set i lyset af, at al-Shabaab havde tilhængere i byen herunder Hasan Ali. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren vel vidende, at al-Shabaab havde spioner og var til stede i byen, i fuld offentlighed skulle have udpeget Hasan Ali overfor politiet fremfor at give dem adressen eller ringe til politiet og oplyse, hvor de kunne finde Hasan Ali. Det forekommer også usandsynligt, at ansøgeren ikke straks valgte at forlade Marka efter, at Mohammed Ali havde truet ham med, at han ville blive dømt som vantro. Det er heller ikke troværdigt, at ansøgeren fremfor at ringe til sin arbejdsgiver og fortælle, hvorfor han ikke kom på arbejde, selv tog hen på skolen og dermed væk fra sit skjulested, ligesom det er usandsynligt, og at han i den forbindelse tilfældigt skulle være stødt på broren, der havde gemt sig et andet sted og i mellemtiden også var blevet truet af Mohammed Ali. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren efterfølgende endnu en gang valgte at komme frem fra sit skjulested for at se til sin moster i forbindelse med, at hun brækkede armen navnlig i lyset af, at der var flere andre familiemedlemmer, som kunne hjælpe hende. Også forklaringen om tilfangetagelsen og flugten har været præget af divergenser blandt andet med hensyn til, hvordan ansøgeren og hans bror blev fragtet fra sted til sted, hvornår han fandt ud af, at broren var blevet tilbageholdt, om ansøgerens og hans brors hænder var bundet hele tiden eller ej, og om deres hænder var bundet sammen foran eller bagpå kroppen. Endelig er forklaringen om omstændighederne i forbindelse med flugten usandsynlig med hensyn til, at faste toiletbesøg skulle have fundet sted midt under bønnen, hvor der kun var få til at bevogte ansøgeren og hans bror samt endelig, at det var muligt for ansøgeren og broren at stikke af fra to fangevogtere, der stod med fronten mod dem kun tre skridt væk og var bevæbnede, hvilket skal ses i lyset af, at ansøgerens og brorens fysiske tilstand var påvirket af knap tyve dages tilfangetagelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/6/SEL
