Nævnet omgjorde i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren tilhører klanen Hawiye og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet militsen har opsøgt klagerens og hendes ægtefælles bopæl i et forsøg på at tvangsrekruttere ægtefællen. Klageren har ved samtale [i foråret] 2017 i Udlændingestyrelsen fastholdt sit asylmotiv om, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, og klagerens gamle naboer, som fortsat støtter militsen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab fortsat er til stedet i klagerens kvarter i Mogadishu, da militsen har kontrollen om aften og natten, hvor de udfører angreb på civilbefolkningen. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen har været afglidende og divergerende, og derfor i det hele forekommer utroværdig. Klageren har således ud over, hvad der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse fra [foråret] 2017, forklaret divergerende med hensyn til, hvor henne i huset hun gemte sig, da al-Shabaab opsøgte hende og ægtefællen i hjemmet, om det var om dagen eller om natten, al-Shabaab opsøgte hende den første gang, om hun tog telefonen og blev truet og udsat for skældsord i forbindelse med al-Shabaabs efterfølgende telefonopkald, eller om hun undlod at tage telefonen, samt endelig om hun opholdt sig hos ægtefællen på hospitalet, og sov hos bekendte om natten, eller om hun gemte sig om dagen og kun besøgte ægtefællen på hospitalet om natten. Nævnet har ved vurdering af klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv taget hensyn til hendes alder, at hun er diagnosticeret med PTSD, og at hun er analfabet, men henset til antallet af divergenser, og at disse vedrører centrale dele af asylmotivet, har nævnet ikke fundet, at klageren med sin forklaring har sandsynliggjort, at hun var konkret og individuelt forfulgt eller i risiko for overgreb i forbindelse med udrejsen, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I relation til spørgsmålet om, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse navnlig under hensyn til forholdene i udlændingelovens § 26, stk. 1, må antages at virke særligt belastende, skal nævnet bemærke, at klageren er 60 år gammel, og at hun har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 5 år. Hun er diagnosticeret med PTSD, og det fremgår af den fremlagte psykologerklæring, at hendes funktionsniveau og livskvalitet er betydeligt nedsat på grund af hendes symptomer, og at lidelsen skønnes at være kronisk. Hun lider desuden af udtalt slidgigt, hvilket medfører betydelige smerter og gangbesvær, og hun har fået udskiftet det ene knæled og står på venteliste til at få udskriftet det andet. Endelig lider hun af diabetes, idet denne lidelse dog er velbehandlet med tabletter. Klagerens søster og denne familie hjælper hende i dagligdagen, og det er usikkert om og hvor meget familie, klageren har tilbage i Somalia. Det fremgår endelig, at klageren har forsøgt at gå på sprogskole, men at hun ikke har været i stand til at gennemføre dette på grund af hendes helbredsmæssige tilstand. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal herefter, at nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra foråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2017/47 lrn
