Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren tilhører klanen [A] og er muslim fra [D], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har haft et seksuelt forhold til en ugift kvinde uden om sit eget ægteskab. Videre har han henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den ugifte kvindes familie, idet han har krænket familiens ære ved at indlede et seksuelt forhold til hende uden at gifte sig med hende. Oprindeligt har klageren derudover henvist til, at han frygtede en mand ved navn [B], som ville giftes med klagerens ægtefælle, Fadumo. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2012 klageren tidsbegrænset opholds-tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2016 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladel-se i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.
Klagerens oprindelige asylmotiv
Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab og Halimos familie til grund, idet klageren på centrale punkter har forklaret divergerende og usammenhængende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under politiafhøringen [i starten af] 2011 oplyste, at han for – på det tidspunkt - ca. seks måneder siden havde indledt et seksuelt forhold til en ugift kvinde, og at forholdet varede to måneder. Til samtalen hos Udlændingeservice [i starten af] 2011 forklarede klageren, at han mødte kvinden i [sommeren] 2010, og at det udviklede sig til et seksuelt forhold. Til asylsamtalen [i foråret] 2011 forklarede klageren imidlertid, at forholdet til kvinden, [C], begyndte i [sommeren] 2009, da klageren var kommet tilbage fra Saudi Arabien, og at de i [sommeren] indledte et seksuelt forhold til hinanden. Klageren forklarede endvidere, at han og [C] flyttede til [D] i [sommeren] 2009 og boede sammen, til al-Shabaab tilbageholdt dem i begyndelsen af 2010. Klageren bekræftede efterfølgende, at de havde boet sammen i perioden [sommeren] 2009 til begyndelsen af 2010, hvilket giver mere end to måneder. Klageren forklarede endvidere usammen-hængende om, hvor han boede, da han kom tilbage fra Saudi Arabien og om, hvorvidt han opsøgte [C], eller hun opsøgte ham. Klageren forklarede endvidere til samtalen med Udlændingeservice, at hans mor havde fortalt ham, at [C] var blevet tildelt 60 piskeslag, hvorefter hun var blevet løsladt, mens han til asylsamtalen forklarede, at han efter at have været tilbageholdt i en måned fik at vide af personer fra al-Shabaab, at [C] var blevet idømt 60 piskeslag, som hun havde fået, hvorefter hun var blevet løsladt. Klageren forklarede efterfølgende, at svogeren havde fortalt ham det som den allerførste. Klageren rettede det efterfølgende til, at svogeren var den sidste, der fortalte ham det – han fortalte det mere detaljeret, da han var i Grækenland. Klageren har endvidere til samtalen med Udlændingeservice forklaret, at han var fængslet i to måneder. Derefter var han indlagt på hospitalet i tre dage. Der var ikke vagt udenfor stuen, men der var to uden for hospitalet. Til asylsamtalen forklarede klageren, at han var indlagt på hospitalet i ca. en uge, og at der var fire vagter fra al-Shabaab, der stod uden for hospitalet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren til asylsamtalen først forklarede, at han ikke vidste, hvem der afslørede ham og [C]. Senere under samtalen forklarede han, at hans bedste ven, [E], der var den eneste, der vidste, at de reelt ikke var gift, formentlig har angivet ham, og slutteligt forkla-rede klageren, at [E] stod udenfor den aften, klageren blev arresteret. Da ansøger ikke har været i stand til at give en rimelig forklaring på disse divergenser, tilsidesætter nævnet klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab og [C’s] familie som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtninge-nævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbageven-den til Somalia vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold.
Inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse
For så vidt angår spørgsmålet om inddragelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet herefter: Ved lov nr. 153 af 18. februar 2015 blev der i § 19, stk. 1, nr. 1, som 2. pkt. indsat: ”Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen”. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændinge-loven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygt-ninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddra-gelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at den omstændighed, at det af forarbejderne til ovennævnte lovforslag fremgår, at Flygtningenævnet i ”visse tilfælde” synes at have haft en anden praksis i sager om inddragelse, end den der fulgte af lovændrin-gen i forbindelse med lov nr. 572 af 31. maj 2010, ikke kan føre til et andet resultat. Dette gælder også selvom det af den senere besvarelse af folketingsspørgsmål nr. 960 fra 2016 fremgår, at nævnet på baggrund af en gennemgang af samtlige beretninger ikke kan henvise til sager, hvor nævnet forud for ikrafttrædelsen af lov nr. 153 af 18. februar 2015 har truffet afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, på grund af ændrede generelle forhold i hjemlandet uden at inddrage flygtningekonventionens ophørsgrunde. Det fremgår således blandt andet af Euro-pean Union, European Asylum Support Office (EASO), EASO Country of Origin Information report, South and Central Somalia Country Overview, august 2014, at de generelle forhold i Somalia, herun-der i [D], har ændret sig væsentligt siden det anførte tidspunkt. Det fremgår således bl. a: “As a result, AMISOM and Somali troops forced Al Shabaab out of ten( 529) cities, such as Waajid and Xudur (Bakool), Buulo Barde and Maxaas (Hiiraan), Ceel Buur and Wabxo (Galguduud), and [D] (Lower Shabelle). Al Shabaab was expected to fight for its towns but instead destroyed critical infrastructures, put up only some resistance and withdrew intact and without heavy casualties”. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport, ”Report from the Danish Immigration Service’s fact finding mission to Nairobi, Kenya and Mogadishu, Somalia 2-12 May 2015, South Central Somalia, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, September 2015”, side 11-12, at al-Shabaab retter deres angreb og overgreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, de internationale styrker, internationale organisationer mv. Det fremgår dog også, at selv om civile ikke direkte bliver angrebet af al-Shabaab, så bliver civile ofte dræbt som konsekvens af al-Shabaab´s angreb. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols dom i sagen R.H. mod Sverige af 10. september 2015, at den generelle sikkerheds situation i Mogadishu fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den blotte tilstedeværelse i byen ikke i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Af Lifos Landerapport: Somalia. En sammanfattande analys av säkerhetssituationen, rättsväsendet och civilas situation af 16. juni 2016 fremgår blandt andet, at al-Shabaab er til stede lige uden for byerne, hvorfra de infiltrerer byerne, primært om natten, og at siden al-Shabaab blev fordrevet fra byerne, har SFG og SNAF haft brug for hjælp fra AMISOM til at kontrollere byerne militært, og at al-Shabaab, der nu udfører flere angreb mod store byer, i stigende grad udfører sine angreb mod civile mål. Af Landinfo: ”Respons Maktforhold i Sør-Somalia” fra 10. november 2016 fremgår, at der er bred enighed blandt Landinfos kilder om, at der lille sandsynlighed for, at al-Shabaab er i stand til at indtage store byer som blandt andet Mogadishu, og at der ikke er oplysninger, som tyder på, at AMISOMs mandat ikke vil blive forlænget, eller at landene, som udgør AMISOM, vil indstille deres bidrag til styrkerne. Af Landinfo: ”Respons Somalia: Vold, antall drepte, gjerningspersoner og ofre i Mogadishu”, 27. februar 2017, fremgår, at der er bred enighed blandt Landifos kilder om, at al-Shabaab ikke generelt har til hensigt at ramme civile, og at hovedparten af deres angreb retter sig mod civile myndighedspersoner eller mod steder, der hyppigt frekventeres af myndighedspersoner. Endelig fremgår af Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport: ”South and Central Somalia, Security Situation, al-Shabaab Presence and Target Groups based on interviews in Nairobi, Kenya” fra marts 2017, at al-Shabaab har få aktiviteter i Lower Shabelle, og at byerne Afgoye og [D] er under AMISOM kontrol, og: “For the civilian population the highest risk is being in the wrong place at the wrong time and become collateral damage”. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle vold i [D] har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i [D], Lower Shabelle, er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [D] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er om klageren blandt andet oplyst, at han har haft lovligt ophold siden 2012, og at hans somaliske ægtefælle og dengang 5 børn blev familiesam-menført med ham og har opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 3 år. Det er videre oplyst, at klageren har fået yderligere to børn under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har bestået Dansk 1 prøven og har været i forskellige arbejdspraktikker. Hverken han eller ægtefællen har gennemført et uddannelsesforløb eller haft arbejde i Danmark. Han hjælper til i en [bestemt] café og i den lokale fodboldklub. Klagerens yngste barn har fået konstateret [navn på sygdom], som barnet er i behandling for. Klageren har ingen tilknytning til Somalia, da han ikke længere har familie i landet. Klageren har visse helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham og hans familie, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/20/SOL
